Årets Skriverpris for læsevenlig litteratur går til forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Signe Kjær for den illustrerede ungdomsroman ’Dem vi var den nat’. Romanen er en del af en serie om fortællinger, der dykker ned i den foranderlige tid mellem barndommen og voksenlivet.
I dag uddeles Undervisningsministeriets årlige Skriverpris på Bogforum. Prisen tildeles forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Signe Kjær for den illustrerede roman `Dem vi var den nat` - en fortælling om grænser, druk og samtykke i nutidens ungdomsliv. Skriverprisen hylder litteratur, der er læsevenligt uden at gå på kompromis med indholdet.
Romanen er en del af en serie om gribende fortællinger, der dykker ned i den foranderlige og forunderlige tid mellem barndommen og voksenlivet. Med prisen følger 25.000 kr.
Prisudvalget bag Skriverprisen har i sin begrundelse for valget af årets vindere blandt andet lagt vægt på, at Kim Fupz Aakesons sproglige præcision folder sig ud i korte, effektive sætninger, som aldrig taler ned til den unge læser, men derimod tager målgruppen og dens sværeste etiske dilemmaer alvorlig.
Udvalget fremhæver samtidig, hvordan Signe Kjærs stærke illustrationer understøtter den litterære kvalitet og følelsesmæssige nerve. Det gennemførte grafiske layout fungerer som en uundværlig visuel medfortæller, der skaber plads til en intens og sårbar atmosfære, som ordene ikke kan formidle alene.
Vi står midt i en læsekrise, hvor alt for mange børn og unge kæmper med læsningen. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi får vækket læselysten hos alle. Også blandt de unge, der måske aldrig rigtig har fået glæden ved bøger ind under huden. For selvom man har svært ved at læse, skal man kunne finde bøger med stærke fortællinger, der tager én alvorligt og som man som ung kan spejle sig i. Det kræver dygtige forfattere og illustratorer, der kan gøre litteraturen tilgængelig uden at gå på kompromis med den gode historie. Den rigtige bog kan være med til at åbne en helt ny verden og give lyst til at læse mere. Og det er netop den indsats, vi hylder med Skriverprisen, siger undervisningsminister Magnus Heunicke
Romanen er et eksempel på, hvordan læsevenlig litteratur kan være skrevet med en høj litterær kvalitet, som fanger læseren i spænding og vedholdenhed.
Romanen møder læseren i øjenhøjde, sproget er let tilgængeligt og illustrationerne understøtter handlingen i en høj layoutmæssig kvalitet. Dette vægtes højt i Skriverprisens perspektiv, hvor både sproglig og grafisk tilgængelighed er centrale kriterier.
Skriverprisen på 25.000 kroner er ministeriets årlige pris til forfattere, der skriver læsevenligt. Prisen er opkaldt efter Esther Skriver, der i 1995 var den første prismodtager. Prisen har til formål at hædre en særlig bemærkelsesværdig indsats for den læsevenlige danske litteratur for børn, unge eller voksne.
Skriverprisudvalget består af fem medlemmer, der er beskikket af undervisningsministeren. Udvalget læser og vurderer de indsendte værker med særligt fokus på sproglig, indholdsmæssig og grafisk tilgængelighed og nominerer tre værker til prisen.
Titel: Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Departementet
E-mail: uvm@uvm.dk
Telefon: +45 33 92 50 00