En ny pulje skal styrke samarbejdet mellem fritidstilbud og det lokale fritids- og foreningsliv. Formålet er at udvikle nye måder at skabe attraktive fritidstilbud på, så flere børn og unge bliver en del af foreningslivet.
Nu bliver samarbejdet mellem SFO’er, klubber og fritids- og foreningslivet styrket, så endnu flere børn og unge kan få glæde af de fællesskaber, der er, efter klokken har ringet ud.
Med finansloven for 2026 er der i 2026 og 2027 hvert år afsat 10 mio. kr. til forsøgspuljen, der skal gå til at udvikle en model, der kan styrke samarbejdet mellem fritidspædagogiske tilbud og fritids- og foreningslivet.
Målet er, at indsatsen skal skabe inkluderende fællesskaber for børn og unge med fokus på også at nå dem, der i dag står uden for fællesskaberne.
Indsatsen skal have fokus på at fremme lokale samarbejder, der får flere børn og unge til at deltage i og opleve et tilhørsforhold til attraktive fritidsfællesskaber. Indsatsen kan også omfatte samarbejde med skoler og inddragelse af forældre for at nå de børn, der i dag ikke deltager i fritidspædagogiske tilbud eller fritids- og foreningslivet.
Desværre er der børn og unge, der føler sig alene. De mangler et sted at høre til. Et fællesskab. Nogen at være sammen med. Derfor gør vi det lettere for SFO’er, klubber og fritidshjem at bygge bro til det lokale foreningsliv. Så flere børn og unge får glæden ved at være en del af et fællesskab. Om det er i spejdertroppen, på håndboldholdet eller noget helt tredje, siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
Forsøgspuljen tager afsæt i finanslovens prioritering af børn og unges trivsel og understøtter samtidig regeringens ambition om at styrke børn og unges fællesskaber i tråd med regeringsgrundlaget og Trivselskommissionens anbefalinger.
Ansøgere til puljen skal udgøres af flere aktører. Det kan være både offentlige og private aktører, herunder lokalforeninger, landsorganisationer, selvorganiserede initiativer, fritidspædagogiske tilbud som SFO, klubber og fritidshjem, ngo’er, interesseorganisationer, professionshøjskoler eller andre aktører, der har relevant kendskab til pædagogik samt børn og unges fritidsliv.
Formålet med forsøgspuljen er at udvikle og afprøve modeller, der kan skabe mere attraktive fritidstilbud for børn og unge. Samtidig skal indsatsen skabe erfaringer og viden, som skal danne grundlag for, hvordan samarbejdet kan udvides og styrkes flere steder i landet.
Projektet forventes igangsat ultimo 2026 med aktiviteter i skoleåret 2026/27 til skoleåret 2028/29, således at tilskudsmodtager kan udarbejde endelig afrapportering og evaluering i 4. kvartal af 2029.
Titel: Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Departementet
E-mail: uvm@uvm.dk
Telefon: +45 33 92 50 00