PISA 2025 viser markante fald i danske elevers faglige resultater på tværs af både læsning, matematik og naturfag. De danske elever ligger på deres hidtil laveste niveau i undersøgelsens historie.
Danske skoleelevers kompetencer i både læsning, matematik og naturfag er faldet markant i forhold til tidligere år. Det viser den nye PISA-undersøgelse. Danske elever ligger på det hidtil laveste niveau, siden Danmark første gang deltog i PISA i 2000.
De danske elever scorer i 2025 460 point i læsning, 471 point i matematik og 478 point i naturfag. PISA måler elevernes resultater i point – og OECD, der står bag PISA-undersøgelsen, vurderer, at cirka 20 point svarer til ét læringsår. Et læringsår svarer til det, en elev kan forventes at rykke sig fagligt i løbet af ét år. Med den målestok er danske elevers faglige niveau faldet med knap to læringsår i læsning og matematik og et læringsår i naturfag fra 2015 til 2025. Det kan svare til, at en 15-årig i 2025 har et fagligt niveau, der omtrent svarer til en 13-årigs faglige niveau i læsning og matematik og en 14-årigs niveau i naturfag i 2015.
PISA fastslår, at vi står midt i en meget alvorlig læringskrise. Vi vidste godt, at der var en udfordring. Men omfanget er langt større, end vi hidtil har været klar over. Det er et kæmpe samfundsproblem, der kræver, at vi står sammen om at løse det. Vi skal vende udviklingen, så Danmark aldrig får så dårlige resultater igen. Det kræver investeringer fra regeringen, som vi er parate til at foretage. Og det kræver, at vi alle står sammen om at løfte vores skoler, bistå lærerne og i sidste ende hjælpe eleverne til at lykkes både fagligt og socialt, siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
Den faldende tendens ses ikke kun i Danmark. Niveauet er også faldet i mange af de omkring 90 lande, der deltager i PISA. I 43 lande er resultaterne i læsning faldet, mens det gør sig gældende for 39 lande i matematik og 11 lande i naturfag. Særligt de øvrige nordiske lande og andre vestlige lande oplever tilbagegang. Det tyder på, at der er tale om en større vestlig læringskrise.
Med resultaterne er Danmark på linje med OECD-gennemsnittet i læsning og naturfag, og i matematik ligger Danmark over OECD- gennemsnittet. I nordisk sammenhæng opnår danske elever resultater i naturfag og læsning, der placerer dem i midten blandt de nordiske lande, og i matematik ligger de over Norge og Island og på niveau med Finland og Sverige.
Resultaterne viser en tilbagegang blandt de danske elever på alle faglige niveauer. Det betyder, at det ikke kun er de elever, der i forvejen har faglige udfordringer, som klarer sig dårligere. Også de fagligt stærkeste elever går tilbage.
I PISA 2025 klarer drengene sig bedre end piger i matematik, mens piger klarer sig bedre end drenge i læsning. Der er ingen kønsmæssig forskel i naturfag. Drengene er gået mere tilbage end piger i naturfag og læsning, mens der er en ligelig nedgang i matematik siden PISA 2022.
PISA 2025 viser, at distraktion fra digitale apparater og medier fortsat udgør en betydelig udfordring i danske klasselokaler. 36 procent af eleverne svarer, at de i de fleste eller hver naturfagstime bliver distraheret af digitale apparater eller medier (fx smartphones, hjemmesider og apps). Det samme gjaldt 32 procent af eleverne i matematik i 2022.
Resultaterne kan pege på, at distraktionen kan være blevet en større udfordring blandt danske elever. Det er kun omkring hver fjerde danske elev, der svarer, at de aldrig eller næsten aldrig bliver distraheret. De danske elever ligger over OECD gennemsnittet, når det handler om distraktion.
Er du journalist og nysgerrig på mere omkring resultaterne i PISA 2025 kan du tilmelde dig en præsentation af PISA 2025 samt teknisk gennemgang tirsdag den 8. september kl. 14 ved at skrive en mail til presse@uvm.dk. Præsentationen bliver afholdt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Undervisningsministeriet.
PISA (Programme for International Student Assessment) er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer i matematik, læsning og naturfag. PISA gennemføres af den internationale organisation OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development).
Undersøgelsen er blevet gennemført hvert tredje år siden år 2000, og Danmark har deltaget hver gang.
I Danmark er PISA 2025 gennemført af et konsortium bestående af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) og Danmarks Statistik med University College Lillebælt, VIA University College og Københavns Professionshøjskole som underleverandører.
I Danmark deltog knap 6300 15-årige elever fordelt på ca. 300 skoler, inkl. både folkeskoler og frie grundskoler.
Regeringen tager den faglige udvikling meget alvorligt og har blandt andet igangsat følgende initiativer:
Titel: Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Departementet
E-mail: uvm@uvm.dk
Telefon: +45 33 92 50 00