Skolebiblioteket er tilbage

Skolebibliotekerne skal være med til at øge elevernes læselyst. Derfor skal ny vejledning sætte fokus på navneskiftet fra pædagogiske læringscentre til skolebibliotek til virkelighed.

Alt for mange elever forlader skolen uden stærke læsefærdigheder. Derfor skal flere elever hjælpes og inspireres til at læse fysiske bøger.

Derfor besluttede regeringen kort efter skolernes sommerferie at bevillige ekstra 50 millioner kroner til endnu flere fysiske bøger mellem hænderne på landets skoler. Det betyder, at op mod 200.000 flere bøger er på vej ud i klasselokalerne.

Det kommer i forlængelse af aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, hvor der er afsat 540 millioner kroner til flere skolebøger over ti år.

For at understøtte udviklingen af flere analoge læremidler til landets skoleelever besluttede et enigt Folketing at ændre navnet fra Pædagogisk Læringscentre på landets folkeskoler til Skolebiblioteker. Og nu kommer Styrelsen for Undervisning og Kvalitet med en ny, opdateret vejledning til kommuner og skoler.

Alt for mange børn på tværs af faglige niveauer er blevet dårligere til at læse. PISA-resultaterne bekræfter, at vi står i midt i en alvorlig læringskrise. Vi skal styrke læselysten og give danske børn mod på at åbne en bog. Derfor skal der være et bredt udvalg af bøger i skolen, så flere børn kan finde noget, der fanger dem. Her spiller skolebibliotekerne en stor rolle i at motivere og vække elevernes læselyst. Læsning er en af skolens kerneopgaver, og derfor skal det selvfølgelig hedde et skolebibliotek. Noget, vi alle kender og forstår,” siger undervisningsminister Magnus Heunicke.

Om lovforslag og vejledningen

Fra 1. januar 2026 er betegnelsen Pædagogisk Læringscenter (PLC) ændret til skolebibliotek. Formålet med ændringen er at gøre betegnelsen mere intuitiv og forståelig samt understrege, at understøttelse af læsning i fysiske bøger er en central opgave for skolebiblioteket.

Ændringen medfører ikke nogen indholdsmæssige ændringer i forhold til den funktion og de opgaver, som hidtil er blevet varetaget af PLC.

Vejledningen er udarbejdet med bidrag fra flere af folkeskolens parter og aktører med tilknytning til skolebiblioteket:

Center for Undervisningsmidler, Danmarks Lærerforening, Danmarks it- og medievejlederforening, KL, Læsekonsulenternes Landsforening, Skolebiblioteksforeningen, Skolelederforeningen og Skole og Bøger.

Skolebibliotekets opgaver og organisering

Skolebiblioteket skal:

  • vejlede om og stille undervisningsmidler til rådighed, herunder fysiske bøger til undervisningen og elevernes fritidslæsning
  • udvikle og understøtte undervisningsrelaterede aktiviteter for eleverne
  • understøtte skoleudvikling og dermed være en strategisk ressource i skolens udviklingsarbejde
  • understøtte det pædagogiske personales planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen
  • understøtte elevernes læsning i undervisningen og fritiden
  • samarbejde med folkebiblioteket
  • vejlede om kulturtilbud og litteratur.

Skolebibliotekets konkrete organisering er ikke fastlagt i folkeskoleloven og kan tilrettelægges lokalt. Skolelederen har ansvaret for at organisere og bemande skolebiblioteket inden for de gældende rammer, så det understøtter skolens mål og behov.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)