Fremtidens stærkeste elever bliver ikke dem, der kan få kunstig intelligens til at tænke mest muligt for dem

Kunstig intelligens har på få år rykket ved virkeligheden på vores uddannelser med en kraft og hastighed, der har slået den måde vi underviser og lærer på ud af kurs. 

To ud af tre gymnasieelever har brugt kunstig intelligens på en måde, de selv betegner som snyd. Fire ud af ti elever, der bruger AI, oplever, at det gør dem mere dovne. Undersøgelser viser, at IQ’en på verdensplan er dalende. Det er vilde tal.

Det kræver et akut gearskifte. Og det er vi i gang med. Vi skal fremadrettetkunne lave undervisning
med kunstig intelligens, uden kunstig intelligens og om kunstig intelligens.

Jeg har talt med lærere, der oplever, at elevernes faglighed er i frit fald.

Det tegner et billede, vi er nødt til at tage meget alvorligt. For hvad sker dermed en generation, hvis det bliver helt naturligt at springe over den del af arbejdet, hvor man øver sig i at tænke, tvivle, fejle og prøve igen?

Imens slår gymnasielærerne alarm. Mange lærere oplever et meningstab på grund af udviklingen med kunstig intelligens. De oplever, at ai svækker elevers selvstændige tænkning, deres læring og fordybelse. De oplever, at det har gjort lærerarbejdet mere vanskeligt, og at ai skaber usikkerhed om kvaliteten af elevernes arbejde.

Der tales om en decideret fagsorg blandt lærerne. Man bliver ikke dansklærerfor at bruge sine aftener på at rette mere eller mindre enslydende stile skrevetaf en chatbot. Man bliver ikke kemilærer for at undervise elever, som kan få enmaskine til at springe direkte til resultatet, uden at forstå vejen derhen. Vejen er læringen. Herhjemme har årets studenter været de første, der har haftadgang til kunstig intelligens alle tre år.

Det er en helt vild udvikling, der går hurtigere, end vi havde forestillet os.Mange er bekymrede. Det forstår jeg virkelig godt. Det er jeg også.

Derfor præsenterede jeg for nylig en strakspakke mod ai-snyd på gymnasierne.

Strakspakken indeholder initiativer, der allerede nu kan bruges til at sætte ind over for udfordringer med ai. Med pakken lægger vi op til, at alle eksamener, der skrives hjemme, skal forsvares mundtligt. Vi opfordrer til, at alle gymnasier skal overvåge elevers skærme under eksamen ved brug af monitoreringsværktøjer og installation af firewalls, der filtrerer hvad eleverne har adgang til på skolens netværk. Og så opfordrer vi til, at gymnasier i højere grad end i dag beder eleverne udarbejde opgaver på skolen. Det giver bedre mulighed for at følge elevernes arbejdsproces, giverelevant feedback og skabe et bedre grundlag for bedømmelsen.

Med strakspakken tager vi nogle helt nødvendige skridt. For vi kan ikke bliveved med at indrette undervisning og eksamener efter en virkelighed, hvor vi forestiller os, at eleverne sidder derhjemme og laver deres opgaver helt uden hjælp fra kunstig intelligens.
Men en strakspakke kan kun være begyndelsen.

Man bliver ikke dansklærer for at bruge sine aftener på at rette mere eller mindre enslydende stile skrevet af en chatbot.
For selv om snyd er det mest akutte og synlige problem, er spørgsmålet i forhold til udviklingen langt større. Hvad skal vi forandre i vores uddannelser i en tid med kunstig intelligens? Og hvad skal vi insistere på at bevare?

Svaret begynder i min optik med noget helt grundlæggende: Der er ingengenvej til læring.

Vi står over for en opgave med at tackle en af de største omvæltninger i vores tid. En omvæltning, der handler om hvilke muligheder vores børn og ungefår. Hvilket samfund vi gerne vil være. Og hvilket demokrati den næstegeneration skal vokse op i. Det er helt afgørende, at alle børn i Danmark bliver klædt på til at forme deres eget liv.

De fleste af os har i skolealderen siddet bøjet over en aflevering en sen aften på ungdomsværelset og ikke kunnet få argumentet eller analysen til at hænge sammen. Uret tikker, og der kommer ikke noget ned på papiret. Hvorfor var jeg ikke gået i gang tidligere? Hvorfor var der dog ikke nogen, der bare kunne give os svaret? I dag kan elever få det på få sekunder.

Det kan være fristende at se det som et fremskridt, når alt det besværlige er blevet lettere. Problemet er, at noget af det besværlige netop er dér, hvor læringen finder sted. Læring er ikke kun at nå frem til det rigtige svar. Læring er at forstå vejen til resultatet. At bøvle med en tekst, man ikke forstår før anden eller tredje gennemlæsning. At fejle. At skrive et afsnit om. At laveudregningen igen og igen, indtil den er der. At undersøge flere kilder, før man beslutter sig for, hvilke man kan stole på. At tænke kritisk.

Det er den proces, kunstig intelligens udfordrer lige nu. Her kan ai ende med at blive en kollektiv akilleshæl, hvis vi ikke bruger det hensigtsmæssigt.

Vores uddannelsessystem har selvfølgelig været gennem teknologiske omvæltninger før.

Lommeregneren ændrede matematikundervisningen. Computeren ændrede vores måde at skrive på.

Internettet ændrede vores adgang til information. Smartphones placerede de teknologiske genveje lige i baglommen på os alle sammen. Pludselig klingede det lidt hult, når lærerens argument for, hvorfor vi skulle lære hovedregning, var, at vi ikke ville have en lommeregner på os til hverdag. Hver gang har vi alle sammen diskuteret, hvad teknologien betyder for undervisningen, og hvad vi risikerer at misteundervejs.

Lommeregneren kunne overtage en beregning. Forskellige tekstbehandlings-programmer kunne hjælpe os med at skrive og rette. Søgemaskiner kunne hjælpe os med at finde information hurtigere. Men kunstig intelligens er radikalt anderledes. Med kunstig intelligens, har vi ikke samme kontrol.

Selv de virksomheder, der udvikler ai-programmer, har problemer med at styre kunstig intelligens. Det så vi denne sommer, hvor det amerikanske firma Anthropics måtte lukke ned for testforsøg af nye modeller.

Årsagen var, at modellerne blev selvkørende og begyndte at hacke lukkede systemer, selv om det ikke var meningen. Ai kan både finde, formulere, analysere, argumentere og producere noget, der ligner resultatet af en menneskelig tankeproces. Den griber direkte ind i noget af det arbejde, som uddannelse netop skal lære eleverne at udføre selv. Det skal vi tage alvorligt.

Vi skal passe på med at tænke, at læring skal være let, og at al modstand er etproblem, der skal løses.

Det må gerne være svært. Det må gerne være besværligt. Der er stor værdi i at gøre sig umage, og det må vi simpelthen ikke effektivisere ud af voresuddannelser. Vi skal stadig bede gymnasieelever læse Herman Bang, selv om sproget kan føles fremmed for mange og selv om en chatbot på få sekunder kan fortælle, hvad de centrale temaer i Ved Vejen er.

Vi skal fortsætte med at bede elever kæmpe med en matematisk ligning, selvom kunstig intelligens på et splitsekund kan levere facit. Vi skal insistere på at lære vores unge vigtigheden af at læse forskellige historiske kilder og veje dem op mod hinanden, selv om en chatbot kan servere en hurtig færdig konklusion. Og de skal stadig lede efter den gode formulering i en dansk stil,selv om kunstig intelligens kan skrive et velformuleret afsnit på sekunder.

Det væsentlige i læring er jo netop alt det, der sker på vejen hen til svaret. Den fordybelse og anstrengelse, det kan være at forstå en svær tekst. Det kræver koncentration og vedholdenhed. Måske diskuterer man sin fortolkning med andre fra klassen. Måske opdager man ved anden gennemlæsning en senaften på teenageværelset noget i teksten, man ikke havde set første gang. Måske går ligningen først op i tredje eller fjerde forsøg. Dét er læring. Nemlig at kæmpe sig igennem noget, man oplever som svært, uden at give op, når man møder modstand.

Problemet er derfor ikke kunstig intelligens i sig selv. Problemet opstår først, når kunstig intelligens overtager den del af arbejdet, som eleven selv skulle være blevet klogere af at udføre. Og jo bedre kunstig intelligens bliver til at levere overbevisende svar, jo vigtigere bliver vores egen viden og dømmekraft.

Vores børn og unge lever allerede i en verden, hvor kunstig intelligens er allesteder, og den udvikling stopper ikke. De skal lære at bruge teknologien. Mende skal også lære at gennemskue den. Ellers er det vores demokrati, der stårfor skud. Det er vores alles fremtid, der bliver ødelagt.

Det starter hos os. De ansvarlige. Når svarene ligger ét klik væk, bliver det endnu vigtigere, at eleverne lærer at, som generationer efter generationer før dem lærte: at være kritisk. At tænke selvstændigt og tilegne sig faglige kompetencer.

Det er de helt klassiske elementer, som vores skoler og uddannelser i Danmark står på. Traditioner, hvor børn og unge lærer de grundlæggende færdigheder, lærer at fordybe sig og oplever værdien af at gøre sig umage. Kunstig intelligens gør dem ikke gammeldags. Den gør dem bare vigtigere. Man kan kun forholde sig kritisk til kunstig intelligens, hvis man har noget at være kritisk med.

Kunstig intelligens er ikke noget, vi kan vælge til eller fra. Men vi kan vælge, hvilken rolle den skal spille Nogle gange skal vi være helt fremme. På forkant med dette knologiske. Andre gange må vi gerne gå andre veje. Pen og papirer ikke blevet dårlige læringsredskaber, fordi ai er blevet opfundet.

Nogle steder giver det mening at trække stikket på kunstig intelligens. Erfaringer med at vende tilbage til den lidt gammeldags eksamensform, hvor eleverne kun har pen og papir til rådighed i sprog fagene på landets gymnasier, har vist, at prøveformen både modvirker snyd og hjælper eleverne med at danne deres eget sprog. Samtidig tester vi lige nu en prøveform i mundtlig engelsk, hvor eleverne får adgang til kunstig intelligens, for at blive klogere på, hvad den rette balance er. Resultatet af det får vi snart.

Ai er ikke et dårligt redskab, bare fordi det kan misbruges. Det kan skabe nye muligheder for undervisning, kreativ opgaveløsning og faglig sparring. Det afgørende er, hvad eleven skal lære.

Strakspakken mod ai-snyd er ét skridt. I efteråret får vi resultaterne fra forsøg med kunstig intelligens, som omkring 10.000 gymnasieelever har deltaget i. Samtidig ser en ekspertgruppe på folkeskolens prøver. Og jeg vil fortsættedialogen med lærere, ledere og elever om, hvordan vi indretter vores uddannelser til en ny virkelighed med kunstig intelligens.

Vi skal tage teknologien ind, hvor den kan gøre undervisningen bedre. Men vi skal også insistere på de dele af læringen, der tager tid. Fordybelsen. Gentagelsen. Den svære tekst. Den første formulering, der ikke sidder i skabet. Diskussionen med klassekammeraten. Arbejdet med at finde frem til sit eget svar.

Kunstig intelligens er ikke noget, vi kan vælge til eller fra. Men vi kan vælge, hvilken rolle den skal spille.

Fremtidens stærkeste elever bliver ikke dem, der kan få kunstig intelligens til at tænke mest muligt for dem.