Ny aftale sikrer bedre overgang fra børnehave til skolegang med flere voksne

Med en ny aftale om minimumsnormeringer bliver der fremover flere voksne i forårs-SFO’erne, så børn kan forberede sig på skolelivet i trygge rammer.

Børn, der begynder i forårs-SFO, skal fremover have en blødere overgang fra børnehaven til skolen i trygge rammer med flere voksne omkring sig. Det er regeringen og folkeskoleforligskredsen (S, SF, M, RV, V, DF, LA og KF) i dag blevet enige om med en ny aftale om minimumsnormeringer i forårs-SFO.

Aftalen sikrer, at børn, der begynder i forårs-SFO, møder samme antal voksne pr. barn, som i børnehaven. Den skal dermed sikre, at børn i forårs-SFO får de bedste forudsætninger for en god start på skolelivet. 

Konkret betyder det, at der fremover maksimalt vil være seks børn pr. voksen i forårs-SFO. Med andre ord vil børn, der begynder i SFO i fx maj måned forud for skolestart i august, have krav på samme normering som i børnehaven. 

Den gennemsnitlige normering i forårs-SFO’erne kan på baggrund af en undersøgelse fra VIVE fra 2022 estimeres til cirka 9,1 børn pr. voksen. En anden undersøgelse fra VIVE viser, at børn som har gået i forårs-SFO har 2 procent højere mistrivsel i børnehaveklassen sammenlignet med børn, som ikke har gået i forårs-SFO.

Forårs-SFO er over en årrække blevet mere udbredt, og i 2024 gik cirka 65 procent af alle kommende børnehaveklasseelever i folkeskolen i for-års-SFO. 

Når børn går fra børnehave til forårs-SFO oplever de i dag, at der fra den ene dag til den anden er markant færre voksne omkring dem. Det er vigtigt, at børnenes overgang til skolelivet sker i trygge rammer. Derfor får vi med aftalen nu lukket det normeringshul, der i dag er i forårs-SFO’erne”, siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
Alle børn fortjener en tryg og god start på skolelivet. Derfor er jeg glad for, at vi nu sikrer, at minimumsnormeringerne følger barnet – også når barnet starter i forårs-SFO. Det skal ikke være en spareøvelse at lade børn starte tidligere, men et tilbud med ordentlige rammer og voksne nok til at give børnene en god begyndelse på deres skoleliv”, siger Mathilde Powers, Socialdemokratiet. 
Det her er en kæmpe sejr for børnene. For SF handler minimumsnormeringer om noget helt grundlæggende: at børn har voksne nok omkring sig – voksne der har tid til dem. Derfor har det været helt skørt, at minimumsnormeringerne pludselig forsvinder, når et barn rykker fra børnehaven over i en forårs-SFO. Netop overgangen til skolen er et særligt følsomt skifte i børnenes liv, hvor der er brug for trygge rammer og voksne tæt på. Nu lukker vi det hul – og det er jeg virkelig stolt af”, siger Nanna Bonde, Socialistisk Folkeparti.
Overgangen fra børnehave til skole er stor nok i sig selv, og forårs-SFO betyder endnu et skift for mange børn. Derfor skal ordningen ikke samtidig bruges som en kommunal spareøvelse. Med aftalen sikrer vi, at mini-mumsnormeringerne følger børnene helt frem til skolestart, så der som minimum er én pædagogisk medarbejder for hver seks børn. Det skal give børnene en tryggere og bedre start på skolelivet”, siger Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne.
Det har længe været en mærkesag for Radikale Venstre at sikre, at mini-mumsnormeringerne følger børnene helt frem til skolestart. Alt for mange steder er forårs-SFO blevet brugt som en spareøvelse på bekostning af børnene. Det sætter vi en stopper for nu. Børnene vil fremover få en tryggere og bedre overgang til skolelivet med flere nærværende voksne omkring sig”, siger Philip Vivet, Radikale Venstre.
Det er vigtigt, at der er tilstrækkeligt med personale til at sikre trivsel og trygge omgivelser for vores børn. Derfor er det fornuftigt, at vi nu indfører de samme krav om minimumsnormeringer i forårs-SFO, som der allerede gælder i dagtilbud. Det er også positivt, at flere kommuner de senere år har besluttet ikke at anvende forårs-SFO, så færre børn oplever flere skift inden skolestart. For Venstre har det været vigtigt, at der er fokus på de udfordringer, der er for børn, der kommer i forårs-SFO, og som efterfølgende skal starte på en fri- eller privatskole, og derfor oplever et ekstra skift”, siger Anni Matthiesen, Venstre.
Dansk Folkeparti støtter denne justering, så børnene bliver mødt af tilstrækkeligt personale og kommunerne ikke spekulerer i besparelser”, siger Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. 
Vi er i Liberal Alliance ikke tilhænger af minimumsnormeringer, fordi det er alt for bureaukratisk. Vi ville hellere have brugt pengene på at afskaffe forårs-SFO’en, så børnene ikke skal opleve så mange skift, da vi ved fra forskning, at det har negativ påvirkning på deres trivsel. Så det er selvsagt ikke alt i aftalen, vi er lige tilfredse med. Men vi er glade for, at vi nu kan kigge på at styrke rammerne for niveaudelt undervisning i folkeskolen, som vi mener hjælper både de stærke og de mere udfordrede elever med bedre at nå deres faglige potentiale”, siger Helena Artmann, Liberal Alliance.
Børn skal have en tryg overgang fra børnehave til skole, og forårs-SFO må aldrig blive en kommunal spareøvelse. Hvis en kommune vælger at sende børn tidligere i SFO, skal der fortsat være ordentligt med voksne omkring dem. Samtidig skal vi tage alvorligt, at VIVE peger på højere mistrivsel blandt børn, der har gået i forårs-SFO. Derfor er det vigtigt, at vi med aftalen har blik for de udfordringer, der kan følge med det ekstra skift i børnenes hverdag. Derfor er Det Konservative Folkeparti glad for at være med i aftalen, fordi det først og fremmest handler om at give børnene den bedst mulige start på skolelivet”, siger Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Minimumsnormeringskravet skal gælde på kommuneniveau og træder i kraft snarest muligt i 2027.

Aftalen følger af økonomiaftalen for 2027 mellem regeringen og KL, der blev indgået i juni i år. Her blev der målrettet 300 millioner kroner årligt til at forlænge minimumsnormeringerne frem til skolestart fra 2027 og frem.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)