I 2026 udmøntes midlerne fra finansloven til ”udvikling af erhvervspædagogiske aktiviteter og lærere og lederes kompetencer på erhvervsuddannelser” som afsæt for at understøtte modtagelse af juniormesterlæreelever og tilsvarende elevgrupper på erhvervsuddannelserne.
Tilsagn om tilskud gives til udbydere af erhvervsuddannelserne og er fordelt til skolerne efter en objektiv fordelingsnøgle.
Formålet med puljen er at understøtte skolernes indsats for at sikre en god start på erhvervsuddannelserne for de elever, der starter på en erhvervsuddannelse efter folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære og tilsvarende elevgrupper med en lignende profil. Skolerne kan ud fra deres lokale behov beslutte hvilke aktiviteter, de vil iværksætte inden for puljens formål.
Tilskuddet skal anvendes til udgifter, der er direkte henførbare til arbejdet med modtagelse af juniormesterlæreelever og tilsvarende elevgrupper på erhvervsuddannelserne.
Der er i alt 5.255.000 kroner til fordeling i puljen.
Midlerne kan anvendes i perioden fra tilsagnstidspunktet i 2026 til senest den 31. december 2028. Tilskuddet udbetales bagudrettet, efter godkendelse af den afsluttende afrapportering, som skal indsendes til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) senest den 28. februar 2029. I tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke indsender afrapporteringen, bortfalder tilskuddet.
Rapportskabelon og regnskabsskema: Er fremsendt til skolen sammen med bevillingsbrevet
Center for Ungdomsuddannelser
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet