Minister inviterer forældre til Danmarks Største Forældremøde

Undervisningsministeren inviterer alle forældre til skolebørn til Danmarks Største Forældremøde for at drøfte det faldende faglige niveau i folkeskolen.

Det faglige niveau i folkeskolen er faldet markant. Både i læsning, matematik og naturfag ses der et stort fald i danske skoleelevers kompetencer sammenlignet med tidligere år. Det viser den nye PISA-undersøgelse, hvor danske elever ligger på det hidtil laveste niveau, siden Danmark første gang deltog i PISA i 2000. 

Resultaterne viser en tilbagegang på alle faglige niveauer. Det betyder, at det ikke kun er de elever, der i forvejen har faglige udfordringer, som klarer sig dårligere. Også de fagligt stærkeste elever går tilbage. 

Derfor indkalder undervisningsminister Magnus Heunicke nu alle forældre til skolebørn til ”Danmarks Største Forældremøde” torsdag den 10. september, hvor forældre kan komme i dialog med ministeren om det faldende faglige niveau i folkeskolen. Samtidig kan ministeren lytte til forældrenes perspektiver på mulige løsninger, som de ser, der bør iværksættes for at komme udfordringerne i folkeskolen til livs.

”De nye PISA-resultater skal vi tage meget alvorligt. Derfor inviterer jeg alle forældre til skolebørn til forældremødet. Det er vigtigt, at vi får drøftet udfordringen og jeg håber, at mange forældre vil deltage og dele deres tanker og perspektiver. Folkeskolen er vores fælles skole. Og vi skal løfte den sammen”, siger undervisningsminister Magnus Heunicke.

Sådan deltager du
Tid og sted

Danmarks Største Forældremøde afholdes torsdag den 10. september kl. 19.30-20.45 på Engskolen i Herlev Kommune, Engskolevej 1, 2730 Herlev.

Tilmelding anbefales, men det er også muligt at møde op uden tilmelding.

Journalister bedes kontakte presse@uvm.dk

Indlæser formular...

Fakta om PISA

PISA (Programme for International Student Assessment) er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer i matematik, læsning og naturfag. PISA gennemføres af den internationale organisation OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development).

Undersøgelsen er blevet gennemført hvert tredje år siden år 2000, og Danmark har deltaget hver gang. 

I Danmark er PISA 2025 gennemført af et konsortium bestående af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) og Danmarks Statistik med University College Lillebælt, VIA University College og Københavns Professionshøjskole som underleverandører. 

I Danmark deltog knap 6300 15-årige elever fordelt på ca. 300 skoler, inkl. både folkeskoler og frie grundskoler.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)