Alle har ret til at oprette en efterskole. For at modtage tilskud fra staten skal et nyt skoleinitiativ anmelde oprettelse og ansøge om godkendelse i overensstemmelse med friskolelovens bestemmelser.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udarbejdet en vejledning, der beskriver ansøgningsprocessen, herunder de vigtige frister, som skoleinitiativet skal være opmærksom på.
Find vejledning om ansøgningsprocessen her:
Vejledning om ansøgningsprocessen for efterskoler og frie fagskoler
For at kunne starte en efterskole skal et nyt skoleinitiativ ansøge om godkendelse. Det samme skal en eksisterende efterskole, der ønsker at oprette en fri fagskole i kombination med efterskolen (kombineret institution).
For at kunne starte op som efterskole eller kombineret efterskole og fri fagskole skal skoleinitiativet gennemgå en samlet ansøgningsproces, der omfatter to ansøgninger:
1. Ansøgning om godkendelse til statstilskud
2. Ansøgning om godkendelse efter lovens § 5 d
Nye skoleinitiativer skal ved deres ansøgning om godkendelse være opmærksomme på en række vigtige frister i ansøgningsprocessen.
Den første frist er den 1. oktober forud for det skoleår, hvor et nyt skoleinitiativ ønsker at starte skolevirksomhed. Denne frist gælder for begge ansøgninger.
Du kan læse mere om ansøgningsprocessen herunder:
En ansøgning om godkendelse til statstilskud skal sendes til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet på e-mailadressen ttsikkermail@stukuvm.dk.
En ansøgning med henblik på at starte skolevirksomhed fra og med skoleåret 2026/2027 skal sendes til styrelsen senest den 1. oktober 2025.
Det materiale, som skal indsendes, fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen om tilskud m.v. til efterskoler og frie fagskoler (tilskudsbekendtgørelsen) og oplistet herunder.
Læs yderligere i vejledningen om ansøgningsprocessen for efterskoler og frie fagskoler, der linkes til ovenfor.
Følgende materiale skal indsendes til styrelsen senest den 1. oktober 2025 på e-mailadressen ttsikkermail@stukuvm.dk:
1. Projektbeskrivelse, hvor der redegøres for skoleformen, baggrunden for oprettelse af skolen, skolens profil og baggrunden for profilen.
2. Vedtagen vedtægt i overensstemmelse med gældende regler om vedtægter for efterskoler og frie fagskoler.
3. Udfyldt skema med stamoplysninger i overensstemmelse med bilag 3 i tilskudsbekendtgørelsen.
4. Referat af stiftende og eventuelle efterfølgende generalforsamlinger/repræsentantskabsmøder.
5. Referat af bestyrelsesmøder.
6. Bestyrelsesformandens og to bestyrelsesmedlemmers underskrift på, at alle skolekreds-/repræsentantskabsmedlemmer har indbetalt tilskud eller kontingent.
7. Erklæringer fra bestyrelsesmedlemmerne i overensstemmelse med bilag 4 i tilskudsbekendtgørelsen om, at de i lov om efterskoler og frie fagskolers § 7, stk. 2 og 3, nævnte habilitetskrav er opfyldt.
8. Matrikelkort, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 5.
9. Kopi af købsaftale, skøde, lejeaftale eller lejekontrakt vedrørende skolens bygninger med tilhørende arealer. Hvis skolen skal leje bygningerne, skal styrelsen modtage en kopi af lejeaftalen. Hvis endelig købsaftale/lejeaftale ikke foreligger på nuværende tidspunkt, skal styrelsen modtage et endeligt udkast hertil.
10. Etableringsbudget og driftsbudget for de førstkommende tre år med angivelse af udgiften pr. sengeplads, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 3.
11. Årsplan, der indeholder samtlige kurser, der planlægges for det første år.
12. Foreløbig indholdsplan for alle kurser, som fremgår af årsplanen. Indholdsplanerne skal indeholde en beskrivelse af den planlagte undervisnings indhold, omfang og placering, en beskrivelse af det planlagte samvær, en beskrivelse af, hvorledes hvert enkelt kursus opfylder lovens hovedsigte gennem undervisning og samvær og en redegørelse for undervisningens almene perspektiver. Hvis skolen planlægger at optage undervisningspligtige elever, skal det fremgå af indholdsplanen, hvordan undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Det skal oplyses, om skolen planlægger at afholde folkeskolens prøver, og om skolen ønsker at tilbyde 10. klasse. Hvis en skole skal godkendes til tilskud med et samlet særligt undervisningstilbud (specialundervisning), skal skolen beskrive dette i indholdsplanen. Skolens godkendelse som en skole med et samlet særligt undervisningstilbud skal fremgå af skolens vedtægt og af skolens hjemmeside.
Følgende materiale skal indsendes til styrelsen senest den 1. maj 2026 på e-mailadressen ttsikkermail@stukuvm.dk:
1. Tilrettet års- og indholdsplan.
2. Materiale til brug for beregning af forskud på tilskud, hvis skolen ønsker dette.
Følgende materiale skal indsendes til styrelsen senest inden skolestart den 1. august 2026 på e-mailadresse ttsikkermail@stukuvm.dk:
1. Godkendelse fra de stedlige bygnings-, brand- og sundhedsmyndigheder.
2. Bankgaranti, hvis skolen ønsker forskud på tilskud.
En ny efterskole eller kombineret efterskole og fri fagskole skal udover at ansøge om statstilskud (som beskrevet ovenfor) også ansøge om godkendelse efter § 5 d i lov om efterskoler og frie fagskoler.
Ansøgning om godkendelse efter lovens § 5 d, sker det ved et personligt fremmøde, hvor skoleinitiativets initiativkreds indleverer deres ansøgning til styrelsen. Alle medlemmer af initiativkredsen skal deltage.
Initiativkredsen bag skoleinitiativet skal senest den 1. oktober meddele styrelsen, at skoleinitiativet ønsker at ansøge om godkendelse af skoleinitiativet med henblik på at starte skolevirksomhed i det kommende skoleår.
Dette sendes til styrelsens e-mailadresse ttsikkermail@stukuvm.dk, hvor initiativet også oplyser e-mailadresse og telefonnummer på den kontaktperson, som styrelsen kan koordinere det personlige fremmøde med.
Styrelsen kontakter herefter skoleinitiativets kontaktperson med henblik på at aftale tid og sted for initiativkredsens personlige fremmøde.
Til det personlige fremmøde skal initiativkredsen indlevere følgende materiale, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 283 af 26. marts 2020 om godkendelse af efterskoler og frie fagskoler:
1. En oversigt over navn og adresse på de personer, der udgør initiativkredsen, jf. bekendtgørelsens § 2, 1. pkt., samt en liste over medlemmerne af skolekredsen eller repræsentantskabet og øvrige personer, organisationer, foreninger m.v., der er involveret i skoleinitiativet.
2. Referat af det stiftende møde for den nye skole og eventuelle efterfølgende møder.
3. Initiativkredsens medlemmers udfyldte erklæring om frihed og folkestyre-kravet og uafhængighedskravet m.v., jf. bilag 1 til bekendtgørelsen.
4. Initiativkredsens medlemmers besvarelse af spørgsmål til brug for en samlet vurdering af skoleinitiativet, jf. bilag 2 til bekendtgørelsen.
Initiativkredsens medlemmers udfyldte erklæring om frihed og folkestyre-kravet og uafhængighedskravet m.v., jf. punkt 3 ovenfor, og initiativkredsens medlemmers besvarelse af spørgsmål til brug for en samlet vurdering af skoleinitiativet, jf. punkt 4 ovenfor, skal underskrives af de pågældende på stedet i forbindelse med det personlige fremmøde.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til styrelsen på e-mailadressen ttsikkermail@stukuvm.dk.
Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: ttsikkermail@stukuvm.dk