Det fremgår af folkeskoleloven, hvor lang tid eleverne skal være i skole i løbet af et skoleår. Antallet af skoledage og længden af skoledagene bestemmes lokalt i hver enkelt kommune.
Den samlede årlige undervisningstid i børnehaveklassen og i 1.-9. klasse er fastsat i folkeskoleloven:
De nævnte timetal omfatter alt, hvad der indgår i skoledagen; undervisning i fagene, undervisningsaktiviteter fra skolens timebank og pauser.
Det er op til skolerne og kommunerne at beslutte, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvor mange og hvor lange skoledage, eleverne skal have.
Kommunerne kan fx vælge at have flere skoledage end normen på 200 dage, hvorved dagene hver især kan blive kortere.
Kommunerne har mulighed for at reducere undervisningstiden til det samlede årlige minimumstimetal for den fagopdelte undervisning og pausetid. Det kan ske ved, at skolens leder ansøger om at afkorte skoledagen ved at bruge ressourcerne i skolens timebank til fx indsatser og aktiviteter for eleverne ud over undervisningen i fagene eller til indkøb af materialer. Kommunalbestyrelsen træffer den endelige beslutning om afkortning af skoledagen.
En tilladelse til at afkorte skoledagen indbefatter også en tilladelse til at afvige fra minimumskravet til den samlede undervisningstid i indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen.
Læs mere om afkortning af skoledagens længde på ministeriets hjemmeside
Undervisningstiden må maksimalt være på 1.400 timer på et skoleår for alle årgange. Denne grænse kan dog overstiges for elever, der vælger et frivilligt valgfag eller modtager supplerende undervisning.
Et skoleår på 40 uger (200 dage), som er det mest almindelige, medfører følgende gennemsnitlige fordeling af undervisningstid pr. uge:
Fordelingen er ud fra den samlede årlige undervisningstid, som indeholder fagtimer, timebankaktiviteter og pauser.
Folkeskoleforligskredsens intention med reglerne om undervisningstidens samlede længde var og er, at en skoledag normalt varer fra klokken 8.00-14.00 for de mindste elever, cirka klokken 8.00-14.30 for de mellemste elever og klokken 8.00-15.00 for de ældste elever. Der er dog kun et egentligt lovkrav om, at undervisningen i udgangspunktet skal foregå mellem klokken 8.00 og 16.00 og placeres på ugens fem første hverdage, medmindre der er tale om særlige arrangementer.
Intentionen med reglerne om undervisningstidens samlede længde er, at en skoledag normalt varer fra:
Undervisningen skal i udgangspunktet foregå mellem klokken 8.00 og 16.00 og placeres på ugens fem hverdage, medmindre der er tale om særlige arrangementer.
Det er muligt at tilbyde eleverne undervisning i valgfag uden for almindelig undervisningstid. I sådanne tilfælde skal eleverne dog også have mulighed for at vælge et valgfag, hvor undervisningen finder sted inden for almindelig undervisningstid. Dette giver bedre mulighed for samarbejde med det lokale erhvervsliv, ungdomsskoler og -uddannelser m.v.
Der er ikke regler om hvor meget tid, der skal afsættes til pauser i løbet af skoledagen. Det er derfor op til skolerne selv at beslutte omfanget og placeringen af pauserne.
Der skal dog indlægges pauser i skoledagen efter behov, så elevernes trivsel tilgodeses.
Pausetid indgår ikke i skolens timebank.
Konfirmationsforberedelsen skal så vidt muligt lægges inden for det tidsrum, hvor undervisningen normalt foregår, dvs. som udgangspunkt mellem klokken 8.00 og 16.00.
Undervisningen i folkeskolen må ikke være forkyndende. Konfirmationsforberedelsen er derfor ikke en del af undervisningen i folkeskolen. Den foregår i folkekirken eller i en anden kristelig menighed. Folkekirken eller andre menigheder kan ikke varetage undervisningsopgaver i folkeskolen.
Ekskursioner skal så vidt muligt placeres inden for det tidsrum, som undervisningen normalt foregår i. Det vil sige på hverdage mellem klokken 8.00 og 16.00, da ekskursioner normalt er en del af den daglige undervisning. Der kan dog laves særlige arrangementer, som ligger uden for dette tidsrum.
Den tid, som skolerne bruger på faglige aktiviteter på ekskursioner, lejrskoler, idrætsdage, prøveperioder m.v., og som har direkte relevans for et fag, vil indgå i undervisningstimetallene for faget og ikke komme fra skolens timebank. Undervisningstiden fra skolens timebank tages i brug i den øvrige tid på ekskursioner m.v.
Folkeskoleloven:
E-mail: STUK@stukuvm.dk
Telefon: +45 33 92 51 88