Læs reglerne om digitale hjælpemidler og kunstig intelligens ved folkeskolens prøver.
Når eleverne gennemfører folkeskolens prøver, skal de kende og efterleve regler for, hvordan de må bruge digitale hjælpemidler.
Det gælder blandt andet brugen af internettet, ChatGPT og øvrig kunstig intelligens og tekstbehandlingsprogrammer.
Digitale hjælpemidler udvikler sig hurtigt, og derfor bør alle skoleledere forud for folkeskolens prøver gennemgå de digitale hjælpemidler, som anvendes på skolen, med henblik på at afklare, om programmerne fortsat lever op til kravene og kun indeholder de funktioner, der er tilladte ved prøven. De tilladte funktioner kan findes i prøvebekendtgørelsens bilag 1 og 2 og er udfoldet i de enkelte prøvevejledninger.
Eleverne må ikke bruge internettet til at søge viden eller tilgå eller anvende hjælpemidler, medmindre det fremgår af prøvebekendtgørelsens bilag 1 og 2. Hjælpemidler skal i denne forbindelse forstås bredt som både informationer, noter, værktøjer mv.
Når internettet må anvendes til at søge viden under en prøve, er det ikke tilladt at anvende AI-genererede søgeresultater fra en browser. Eleverne skal altid kunne kildehenvise til de informationer, som de benytter i deres besvarelse.
Hjælpemidler, som har været brugt i den daglige undervisning, må kun tilgås via internettet, hvis de ikke kan medbringes eller opbevares lokalt. Det kan fx være bestemte programmer, digitale værktøjer og/eller digitale undervisningsmaterialer. Det er skolens leder, der tager stilling til, om de konkrete hjælpemidler kan tilgås lokalt.
Hvis skolen opbevarer programmer og/eller dokumenter i en cloud-løsning, må elever gerne tilgå disse, hvis det ikke er muligt at opbevare dem lokalt.
Elever, der aflægger prøver på særlige vilkår, kan bruge en række ekstra hjælpemidler.
Læs mere om digitale hjælpemidler ved prøver på særlige vilkår
Nedenfor kan du læse om gældende regler for brug af generativ AI i forbindelse med folkeskolens prøver.
For alle prøveformer gælder, at det betragtes som snyd, hvis en elev udgiver en andens arbejde for at være sit eget, herunder også fx en chatbots arbejde.
En skriftlig stedprøve er begyndt, når uddelingen af opgaver er påbegyndt. Eleverne må derfor ikke bruge tekstgenererende AI-værktøjer under de skriftlige stedprøver prøver i folkeskolen.
Ovenstående omfatter samtlige skriftlige prøver:
• FP9 Dansk, skriftlig fremstilling
• FP9 Dansk, retskrivning
• FP10 Dansk
• FP9 Matematik uden hjælpemidler
• FP9 Matematik med hjælpemidler
• FP10 Matematik
• FP10 Tysk
• FP10 Fransk
• FP10 Engelsk
Mundtlige prøver med forberedelse umiddelbart forud for prøven
En mundtlig prøve, med forberedelse umiddelbart forud for prøven, er begyndt, når eleven er gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet m.v.
Eleverne må derfor ikke anvende generativ AI ved prøver, hvor de på prøvedagen trækker et prøveoplæg, efterfølgende tildeles forberedelsestid til besvarelse heraf og afslutningsvis skal præsentere besvarelsen ved en mundtlig fremlæggelse.
Ovenstående omfatter følgende mundtlige prøver:
• FP9 Dansk, Prøveform A
• FP9 Matematik, Prøveform A
• FP10 Matematik, Prøveform A
Mundtlige prøver baseret på et prøvegrundlag udarbejdet i undervisningen
En mundtlig prøve, baseret på et prøvegrundlag udarbejdet i undervisningen, er begyndt, når eleven møder op på prøvedagen.
I udarbejdelsen af prøverelaterede grundlag i undervisningen (herunder synopsis, dispositioner, produkter, problemstillinger, portfolier m.v.) har eleven adgang til alle hjælpemidler, som skolebestyrelsen har tilladt. Det er op til den enkelte skolebestyrelse at vurdere, hvilke hjælpemidler der skal være til rådighed for de enkelte elever (inkl. generativ AI). Skolebestyrelsen kan sætte yderligere retningslinjer for brug af generativ AI i undervisningen.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet anbefaler, at der ikke tillades brug af generativ AI i prøverelaterede produkter. Folkeskolens prøver er i deres nuværende form ikke udviklet med generativ AI in mente, og bedømmelseskriterierne tager derfor ikke højde for en eventuel brug af generativ AI. I forlængelse heraf kan det være vanskeligt at konstatere, om arbejdet er et udtryk for en selvstændig præstation, jf. bekendtgørelse om folkeskolens prøver, § 56, stk. 2 (retsinformation.dk).
Når eleven møder op på prøvedagen, er det ikke tilladt at anvende generativ AI – også såfremt skolebestyrelsen har tilladt dette som et undervisningsmiddel.
Ovenstående omfatter følgende mundtlige prøver:
• FP9 Dansk, Prøveform B
• FP10 Matematik, Prøveform B
• FP9 Engelsk
• FP9 Tysk
• FP9 Fransk
• FP9 Samfundsfag
• FP9 Historie
• FP9 Kristendomskundskab
• FP9 Naturfaglig fællesprøve
• FP8 Billedkunst
• FP8 Håndværk og Design
• FP8 Musik
• FP8 Madkundskab
Opstår der under en prøve formodning om snyd, skal dette straks indberettes til skolens leder. Hvis formodningen om snyd ikke kan bekræftes under prøven, bør man undgå at forstyrre eleven og lade eleven færdiggøre prøven, da eleven ikke vil kunne få bedømt sin besvarelse, hvis prøven afbrydes, selvom formodningen om snyd ikke kan bekræftes.
Griber den tilsynsførende en elev i utvivlsomt at snyde, skal skolens leder straks informeres og bortvise eleven fra den pågældende prøve.
Opstår der før, under eller efter en prøve formodning om snyd, skal den tilsynsførende indberette dette til skolens leder.
Bliver formodningen før, under eller efter en prøve bekræftet, og har handlingen fået eller vil kunne få betydning for bedømmelsen af prøvebesvarelsen, kan skolens leder vælge en af følgende konsekvenser:
En elev, der bortvises fra en prøve skal tilbydes at aflægge prøve på ny, uanset om formodningen er bekræftet.
I maj 2023 nedsatte børne- og undervisningsministeren en ekspertgruppe, der skulle undersøge ChatGPT og andre digitale hjælpemidlers konsekvenser for prøverne på landets skoler, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser.
Ekspertgruppen afleverede sine anbefalinger til Børne- og Undervisningsministeriet i april 2024.
Anbefalingerne lyder blandt andet, at prøver, hvor det er muligt at snyde eller blive anklaget for at snyde, skal begrænses. Det skal også være muligt at ændre i prøveformer hurtigere end tidligere, så prøverne løbende kan tilpasses ny teknologi.
Læs ekspertgruppens anbefalinger om ChatGPT og andre digitale hjælpemidler (pdf)
Kontor for Prøver, Eksamen og Test
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet