Tidligere opgavesæt og materiale til bedømmelse

Lærere kan anvende tidligere opgavesæt til at forberede eleverne på folkeskolens prøver. Find opgavesæt og materialer i Prøvebanken og eksempelprøver på testogprøver.dk

Du kan finde opgavesæt fra 2010 og frem i Prøvebanken, som er en platform med opgavesæt fra tidligere afholdte skriftlige prøver.

Det er kun undervisere og administrativt personale på prøveafholdende skoler, der har adgang til Prøvebanken.

Brug af tidligere opgavesæt i undervisningen

Lærere kan eventuelt anvende tidligere opgavesæt til at forberede eleverne på de skriftlige prøver. Ved at se eller prøve kræfter med tidligere års opgavesæt, kan eleverne få en idé om, hvad de kan møde ved prøven.

Der er ikke et krav om at afholde terminsprøver eller lignende som en del af prøveforberedelsen.

Eleverne bliver samlet set afprøvet bredt i Fælles Mål ved folkeskolens prøver, men der kan være forskel på, hvilke dele af faget, der afprøves i de skriftlige prøver fra år til år. Ét opgavesæt kan derfor se anderledes ud end tidligere opgavesæt. Det skyldes blandt andet, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og opgavekommissionerne, der udarbejder opgavesættene, løbende udvikler på prøverne inden for de fastsatte rammer for faget.

Det er vigtigt at have en opmærksomhed på dette, når du anvender tidligere opgavesæt til at forberede eleverne til prøverne. Du kan altid anvende prøvebekendtgørelsens regler og de gældende prøvevejledninger i faget som pejlemærke for, hvad eleverne prøves i ved de enkelte prøver.

Til hver prøvetermin bliver nye opgavesæt udviklet, og opgaverne er fortrolige frem til prøveafholdelsen.   

Opgavesæt er underlagt ophavsret

Du må gerne anvende prøvesæt til undervisningsbrug, når prøven er afsluttet. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at prøvesæt er underlagt ophavsret, jf. ophavsretslovens § 1.

Det betyder, at enhver deling online, fx via en hjemmeside, YouTube, TikTok og lignende, og/eller fysisk er en krænkelse af ministeriets ophavsret og eventuelt tredjeparts ophavsret, medmindre der foreligger en konkret tilladelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Hvis du deler prøvesæt online med eleverne i undervisningsøjemed, er det en forudsætning, at delingen sker i et lukket forum eller bag login, hvor kun de pågældende elever har adgang. Det er derfor ikke tilladt at dele prøvesæt via en hjemmeside, som andre elever kan tilgå.

Selvrettende prøver som eksempelprøver i testogprøver.dk

På testogprøver.dk kan du finde eksempelprøver, som er udvalgte tidligere opgavesæt for selvrettende prøver. Eksempelprøverne er tilgængelige til åbent brug og kræver ikke login. Der vil dog for visse prøver være behov for supplerende prøvemateriale, som kun kan findes i Prøvebanken.

Opgavesæt for de selvrettende prøver i Prøvebanken er i pdf-format med skrivbare felter. Når de selvrettende prøver afvikles i de skriftlige prøveterminer, sker det digitalt gennem testogprøver.dk.

Test- og prøvesystemet er kun åbent i afgrænsede perioder, og det er ikke muligt for skolerne selv at tilgå og afvikle prøver i systemet uden for de fastsatte perioder.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan på nuværende tidspunkt ikke tilbyde flere selvrettende prøver som eksempelprøver.

Materiale til bedømmelse af elevernes besvarelser

I Prøvebanken kan du finde rettevejledninger, retteark, facitlister, omsætningstabeller m.v. til både tidligere og netop afholdte skriftlige prøver. Det er forskelligt på tværs af prøverne, hvilket materiale der er nødvendigt for at kunne fastsætte elevernes karakterer.

Rettevejledninger, retteark, facitlister og omsætningstabeller bliver tilgængelige i Prøvebanken i perioden efter afholdelsen af prøverne.

Materialet anvendes både af censorer, der skal bedømme elevbesvarelser, og af faglærere, der skal rette eventuelle opgavebesvarelser på papir eller i pdf-format fra de selvrettende prøver.

Kontakt

  • Kontor for Prøver, Eksamen og Test

    Titel: Folkeskolens prøver - Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 33 92 61 00

     

    Drejer din henvendelse sig om spørgsmål vedr. TOPAS, kan du finde informationer på siden for vejledning om TOPAS. Eventuelle udfordringer med TOPAS kommer ikke til at have indflydelse på elevernes mulighed for at gå til prøve.

    Du kan generelt søge information om prøveafholdelse og reglerne på området i prøvebekendtgørelsen (retsinformation.dk).

    Du kan kontakte os om generel vejledning om prøveafholdelse i folkeskolen. Behandling af konkrete sager er et kommunalt ansvarsområde.

    Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.