Ekspertgruppen skal give anbefalinger til, hvordan folkeskolens prøver kan videreudvikles. På denne side kan du læse mere om ekspertgruppen og dens arbejde.
Folkeskoleforligskredsen besluttede at nedsætte en ekspertgruppe for folkeskolens prøver som en del af den politiske aftale om folkeskolens kvalitetsprogram. Ekspertgruppen blev nedsat i december 2024 og arbejder til sommeren 2026. Ekspertgruppen afrapporterer sine anbefalinger til børne- og undervisningsministeren i et enkelt format, der kan danne udgangspunkt for videre politiske drøftelser af folkeskolens prøver. Ekspertgruppen vil invitere parter og praktikere til at bidrage i løbet af arbejdet.
Denne side opdateres i takt med, at ekspertgruppens arbejde skrider frem.
Ekspertgruppen skal komme med anbefalinger til:
Ekspertgruppen skal derudover udarbejde et vidensgrundlag om, hvordan prøverne virker i dag.
Ekspertgruppen arbejder frem til sommeren 2026. Mellem ekspertgruppemøderne arbejder ekspertgruppen på sit skriftlige produkt og har derudover en række aktiviteter, der skal kvalificere ekspertgruppens arbejde.
Der har været en række aktiviteter i løbet af 2025. Ekspertgruppen har bl.a. afholdt en workshop med en række lærere, som er kommet med deres perspektiver på prøverne i de forskellige fag. Derudover har ekspertgruppen afholdt en workshop med skoleledere og skolekonsulenter, hvor deltagerne drøftede organiseringen og afviklingen af prøverne. Ekspertgruppen har også interviewet elever, der netop har aflagt folkeskolens prøver. Ekspertgruppen har ligeledes inddraget forskere med henblik på at udarbejde et vidensgrundlag, som kan kvalificere ekspertgruppens anbefalinger. Herunder har ekspertgruppen afholdt møde med sin forskerreferencegruppe.
Ekspertgruppen har ligeledes interviewet repræsentanter fra Norge, Sverige, Finland og Island for at få et indblik i afslutningen af grundskolen i de nordiske lande. Der har også været dialog med aktører, der arbejder med Fagfornyelsen. Formanden for rådgivningsgruppen for folkeskolens fagplaner har holdt oplæg på et ekspertgruppemøde. Formanden for ekspertgruppen har også været i dialog med de naturfaglige fagudvalg med fokus på den fællesfaglige naturfagsprøve, som ekspertgruppen skal komme med anbefalinger til. Sidst men ikke mindst har ekspertgruppen holdt dialogmøder med parterne i Sammen om Skolen samt organisationerne på fri- og privatskoleområdet.
Der har indtil november 2025 været tre ekspertgruppemøder, hvor ekspertgruppen har drøftet følgende temaer, som også står i kommissoriet: Prøvernes indhold, rammer og udformning; justering af prøvetryk; videreudvikling af prøver samt den fællesfaglige naturfagsprøve.