Rådgivning om specialundervisning

Borgere, almenskoler og specialiserede undervisningstilbud kan få gratis rådgivning om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)

Kommunerne er forpligtede til at have en pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), som bistår almenskoler og specialiserede undervisningstilbud i arbejdet med elever og klassefællesskaber, der har brug for hjælp og støtte.

PPR skal blandt andet:

  • rådgive skoler om læringsmiljø, trivsel og støtteforanstaltninger,
  • deltage i vurderingen af, om en elev har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand,
  • inddrage elever og forældre i beslutninger om specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand
  • bidrage til udarbejdelsen af pædagogisk-psykologiske vurderinger (PPV) og følge op på indsatser,
  • inddrage anden relevant faglig viden, når sagen kræver specialiseret indsigt.

Rådgivning på det mest specialiserede specialundervisningsområde

På det mest specialiserede område kan borgere, almenskoler og specialiserede undervisningstilbud få vejledende specialrådgivning fra den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO). VISO tilbyder bl.a. specialrådgivning i komplekse og specialiserede enkeltsager inden for folkeskolens undervisning.

Samarbejde mellem PPR og VISO

PPR skal i forbindelse med udarbejdelsen af en PPV tage stilling til, om der er behov for at indhente specialrådgivning eller bistand til udredningen fra VISO. Beslutningen træffes i samråd med forældrene.

Hvis forældrene ønsker, at der indhentes vejledende specialrådgivning fra VISO, og PPR vurderer, at det ikke er nødvendigt, skal afslaget være begrundet og fremgå af PPR’s udtalelse til skolens leder.

Andre rådgivninger

Der findes en række landsdækkende tilbud og organisationer, som borgere og fagpersoner kan kontakte for rådgivning om specialundervisning, kommunale afgørelser samt samarbejde mellem skole og hjem.

Forældres samarbejde med skolen

”Skole og Forældre” tilbyder forældrerådgivning til forældre eller pårørende, der har spørgsmål vedrørende børn og skole. Her kan forældre bl.a. få vejledning om samarbejdet med skolen, og hvordan man som forælder kan håndtere spørgsmål om støtte og trivsel. Rådgivningen er gratis og anonym.

Rådgivning om rettigheder og klager

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) yder gratis og uvildig rådgivning og vejledning i sager om hjælp til personer med handicap. DUKH rådgiver både borgere og fagpersoner om regler, rettigheder, sagsgange og klagemuligheder på handicapområdet. Rådgivningen omfatter blandt andet sager om undervisning, herunder specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Borgere og fagpersoner kan i øvrigt finde vejledning om centrale problemstillinger på specialundervisningsområdet hos Klagenævnet for Specialundervisning. Klagenævnet udgiver løbende meddelelser om praksis (K-meddelelser), som – udover at vejlede om centrale problemstillinger – beskriver nævnets mere principielle afgørelser.

Interesse- og handicaporganisationer

Flere landsdækkende organisationer på handicapområdet tilbyder også rådgivning, støtte og information til forældre og fagpersoner. Organisationerne kan f.eks. tilbyde telefonisk eller skriftlig rådgivning om skoleforløb, støtteordninger, samarbejde med kommunen og klagemuligheder.