En FGU-baseret erhvervsuddannelse gennemføres helt eller delvist på en FGU efter modellen for Ny mesterlære, men kræver ingen uddannelsesaftale.
En FGU-baseret erhvervsuddannelse (FGU-eud) er en særlig tilrettelæggelsesform for erhvervsuddannelser. Eleven gennemfører sin erhvervsuddannelse helt eller delvist på en FGU-institution efter modellen for Ny mesterlære.
FGU-eud har samme mål og niveau som tilsvarende erhvervsuddannelser og afsluttes med samme prøver og beviser.
Eleven skal være FGU-elev, når der træffes afgørelse om optagelse til FGU-eud. Adgang til uddannelsen kræver, at FGU-institutionen som led i et produktionsgrunduddannelsesforløb har vurderet, at eleven ikke har de faglige, personlige eller sociale forudsætninger, som er nødvendige for at gennemføre en erhvervsuddannelse med uddannelsesaftale.
Alle erhvervsuddannelser, som er vekseluddannelser, kan gennemføres som FGU-eud, hvis FGU-institutionen bliver godkendt som lærested af det faglige udvalg ift. den pågældende erhvervsuddannelse.
Skolerne skal være opmærksom på, at på en række erhvervsuddannelser kan grundforløbet ikke erstattes af grundlæggende praktisk oplæring.
Hvis en elev på FGU-eud starter på en adgangsbegrænset erhvervsuddannelse, optages eleven på samme vilkår som elever med uddannelsesaftale. Eleven indgår derfor ikke i kvoten på kvotebelagte adgangsbegrænsede uddannelser.
Erhvervsskolen skal foretage en kompetencevurdering af eleven, som danner grundlag for en personlig uddannelsesplan.
Erhvervsskolen har ansvaret for at udarbejde elevens personlige uddannelsesplan i samarbejde med eleven og FGU-institutionen.
Uddannelsesplanen skal beskrive:
• Valg af hovedforløb og speciale
• Varighed og indhold af skoleundervisningen
FGU-institutionen og eleven indgår ikke en uddannelsesaftale eller anden kontrakt. Elevens personlige uddannelsesplan danner udelukkende grundlag for, hvordan uddannelsen tilrettelægges og gennemføres.
Afgørelse om optagelse til FGU-eud træffes efter indstilling fra FGU-institutionen af den skole, der udbyder uddannelsen. En afgørelse om optagelse, der ikke følger FGU-institutionens indstilling, kan kun træffes efter forudgående drøftelse med FGU-institutionen.
Når FGU-institutionen afgiver indstilling om optagelse, vil erhvervsskolen som udgangspunkt ikke have anledning til at foretage en selvstændig vurdering af, om eleven kan gennemføre FGU-eud, og på den baggrund vil skolen optage eleven.
Hvis en erhvervsskole i modsætning til FGU-institutionen er af den opfattelse, at eleven har de faglige, personlige og sociale forudsætninger, der er nødvendige for at gennemføre en erhvervsuddannelse, skal skolen optage eleven på almindelige vilkår.
Hvis erhvervsskolen vurderer, at en ansøger ikke vil kunne gennemføre FGU-eud selv med alle tænkelige støtteforanstaltninger, skal skolen vejlede ansøgeren til at påbegynde en anden uddannelse.
Klager over afgørelser om optagelse, der ikke imødekommer ansøgeren, behandles efter de almindelige klageregler.
Hvis FGU-institutionen på trods af elevens ønske ikke indstiller eleven til optagelse på FGU-eud, kan eleven ikke blive optaget. Eleven vil kunne indbringe spørgsmålet om FGU-institutionens indstilling for FGU-institutionens bestyrelse. Det er ikke muligt at klage over FGU-institutionens indstilling til en anden administrativ myndighed. Eleven vil i stedet kunne søge om optagelse til en erhvervsuddannelse på almindelige vilkår.
E-mail: STUK@stukuvm.dk
Telefon: +45 23 67 56 35
Telefontid:
Tirsdag og torsdag klokken 9-12.