I merkantile eux-forløb er den studiekompetencegivende undervisning placeret i grundforløbet og i et studiekompetencegivende forløb. Eux-forløbene udformes, så fagene på gymnasialt niveau er fagligt relevante for den enkelte erhvervsuddannelse samtidig med, at en del af de gymnasiale fag er de samme på alle uddannelser.
Et eux-forløb på de merkantile uddannelser består af et grundforløb, et studiekompetencegivende forløb og et hovedforløb.
Grundforløbet er delt op i to dele af hver 20 ugers varighed. Grundforløbet har samme varighed som grundforløb i ordinære erhvervsuddannelser.
Grundforløbet indeholder (ud over indholdet i de ordinære uddannelser) otte grundfag på C-niveau: Dansk, engelsk, samfundsfag, matematik, erhvervsinformatik, virksomhedsøkonomi, organisation og afsætning. Disse fag indgår i alle eux-forløb.
Det studiekompetencegivende forløb har en varighed på et år.
Forløbet indeholder en række fag og niveauer m.v. på gymnasialt niveau. Dansk A, engelsk B og informatik B indgår i alle eux-forløb. Derudover indgår der en række gymnasiale fag, som er fagligt relevante for den enkelte erhvervsuddannelse. Det kan eksempelvis være fag som erhvervsjura eller fremmedsprog. Endelig indgår der et skriftligt erhvervsområdeprojekt. De gymnasiale fag for det enkelte eux-forløb fremgår af uddannelsesbekendtgørelserne.
Forløbet afsluttes med bevis for eux 1. del. For elever optaget før august 2017 giver beviset generel studiekompetence. For elever optaget efter august 2017 giver beviset studiekompetence på samme niveau, som hf uden overbygning.
Fag på grundforløb og studiekompetencegivende forløb inden for hver af de fem merkantile erhvervsuddannelser skal følge den merkantile eux-model. Med den merkantile eux-model følger en fast fagrække, et antal fag målrettet den enkelte erhvervsuddannelse og et bestemt antal valgfag. Med eux-modellen er der desuden fastsat en bestemt undervisningstid for det enkelte fag og niveau samt et minimum for, hvor meget fordybelsestid der skal være henover det studiekompetencegivende forløb.
Indholdet af den merkantile eux-model er beskrevet i eux-bekendtgørelsen (retsinformation.dk)
Indholdet af den merkantile eux-model er ligeledes beskrevet i de enkelte uddannelsesbekendtgørelser
I uddannelsesbekendtgørelserne er det angivet, hvilke læreplaner, der skal anvendes i eux-forløbet.
Der udstedes et eux-bevis, når du afslutter hovedforløbet og dermed hele eux-forløbet. Eux-beviset giver generel studiekompetence til at søge videregående uddannelser.
Undervisningen i de merkantile eux-forløb tilrettelægges, så den i videst mulig omfang inddrager elevernes erhvervsuddannelse. Dermed er forløbet så målrettet elevernes erhvervsuddannelse som mulig.
Elever i ny mesterlære løser en praktisk opgave i virksomheden i stedet for grundforløbsprøven i det uddannelsesspecifikke fag (USF). Opgaven bedømmes af virksomheden og skolen i fællesskab uden brug af ekstern censur.
Det er også muligt for elever i ny mesterlære at aflægge en ordinær grundforløbsprøve i det uddannelsesspecifikke fag på skolen, i stedet for den praktiske opgave. Grundforløbsprøven skal altid afholdes med ekstern censur.
Hvis du er begyndt på din uddannelse før 1. august 2015, kan reglerne være anderledes end beskrevet her på siden. Kontakt din skole, hvis du er i tvivl.
E-mail: STUK@stukuvm.dk
Telefon: +45 23 67 56 35
Telefontid:
Tirsdag og torsdag klokken 9-12.
E-mail: STUK@stukuvm.dk
Telefon: +45 23 67 56 35
Telefontid:
Lukket for telefoniske henvendelser i uge 42.