Tilsyn med faglig kvalitet

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fører tilsyn med den faglige kvalitet på forberedende grunduddannelse (FGU).

Tilsynet tager udgangspunkt i det overordnede formål med forberedende grunduddannelse (FGU), som er at give eleven viden, kundskaber, færdigheder, afklaring og motivation til primært at gennemføre en ungdomsuddannelse eller alternativt opnå ufaglært arbejde. Elever på landets skoler og institutioner skal opleve, at undervisningen og undervisningsmiljøet har en god kvalitet og sigter mod dette.

Tilsynet skal sikre, at institutioner får støtte til at vende udviklingen, hvis de viser tegn på manglende kvalitet. Manglende kvalitet på en institution er, når det faglige niveau og/eller trivslen ikke svarer til det niveau, der kræves for uddannelsen.Kvaliteten og overholdelse af reglerne er et lokalt ansvar, der skal løftes af de enkelte institutioners ledelse og bestyrelser. Der er i tilsynet fokus på vejledning om regler og på at sikre at reglerne overholdes.

I tilsynet har styrelsen og institutionen en tæt dialog om kvalitet og resultater på institutionen.

Tilsyn med FGU

Styrelsens tilsyn sker inden for fire spor:

  • Risikobaseret tilsyn
  • Tematisk tilsyn
  • Enkeltsagstilsyn
  • Undersøgende tilsyn

Institutioner, som har været i tilsyn, oplever ofte et kvalitetsløft fx ved at de gennem tilsynet bliver opmærksomme på forhold i deres praksis, som kan forbedres til gavn for elever og medarbejdere på institutionerne.

Tilsyn med faglig kvalitet

Så mange institutioner udtages årligt i tilsyn

Antallet af tilsyn varierer fra år til år. De fleste enkeltsagstilsyn afsluttes inden for en kortere periode, og der anvendes sjældent sanktioner.

Sanktioner

Langt de fleste tilsyn afsluttes inden for 1-2 skoleår uden sanktioner.  I alvorligere tilfælde og ved vedvarende kvalitetsudfordringer har styrelsen dog mulighed for at benytte sanktioner i forbindelse med et tilsyn.

Hvis det er nødvendigt at anvende sanktioner, vil styrelsen som udgangspunkt indlede med den mindst indgribende sanktion og benytte proportionalitetsprincippet, så der ikke anvendes en sanktion, som er mere indgribende, end hvad der kræves for at stoppe institutionens uhensigtsmæssige eller ulovlige aktivitet. Der vil i alle tilfælde indgå et skøn, før institutionen får en sanktion.

Mulige sanktioner:

  • Påbud om ændring af de konstaterede forhold.
  • Påbud om at udarbejde en handlingsplan.
  • Tilbageholdelse, tilbagebetaling eller bortfald af tilskud (helt eller delvist).
  • Fratagelse af opgaver fra bestyrelsen eller dele heraf.
  • Beslutning om, at bestyrelsen skal træde tilbage.

Sanktionerne er hjemlet i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse §§ 48 – 51 (retsinformation.dk).

Kontakt

  • FGU-postkasse

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 23 69 06 10

     

    Åbningstider:

    Tirsdag kl. 9 – 12

    Fredag kl. 10 – 12