Sådan afgøres sager om snyd ved gymnasiale prøver.
Institutionens leder skal undersøge snyd og træffe afgørelse herom og om eventuelle sanktioner, jf. § 36 i bekendtgørelse om gymnasiale prøver, prøver i de almene voksenuddannelser m.v. (den almene prøvebekendtgørelse) (bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026).
Bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026 (retsinformation.dk)
En afgørelse vedrørende snyd ved en prøve skal følge forvaltningslovens regler. Det følger direkte af § 87 i den almene prøvebekendtgørelse. Det betyder, at forvaltningslovens krav til partshøring, begrundelse og klagevejledning skal iagttages i forbindelse med en afgørelse.
Formodningen om snyd kan opstå hos eksaminator, censor eller andre, som er involveret i prøveafviklingen, herunder eksamensvagter eller -ansvarlige på den prøveafholdende institution. Når der opstår en formodning om snyd, skal institutionens leder informeres herom. Derefter undersøger og forholder lederen sig til sagen.
Censorer og andre bedømmere skal altså ikke sanktionere snyd, hverken gennem karakteren eller på andre måder, men skal informere lederen af den institution, som eksaminanden har aflagt prøven på, om snydeformodningen.
Institutionens leder skal på grundlag af alle relevante oplysninger i sagen foretage en samlet vurdering af, om der er et tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om der er begået snyd. I sin afgørelse vil lederen også skulle inddrage oplysninger (indicier) om forhold eller omstændigheder, som ikke er direkte og ubestridelige beviser på, om der er snyd, men som dog kan dokumentere en overvejende sandsynlighed herfor. Også relevante oplysninger, som kan tale imod formodningen om snyd skal søges tilvejebragt og indgå i grundlaget for afgørelsen. Lederen skal sørge for, at sagen er tilstrækkeligt undersøgt og oplyst, inden afgørelsen træffes.
Det er ikke en betingelse for, at institutionen kan træffe afgørelse om snyd, at der skal være ubestridelige oplysninger om, at der er snydt, eller at der foreligger en indrømmelse fra eksaminandens side. Der kan være indicier for, at en præstation ved en prøve ikke kan anses for at være eksaminandens egen og selvstændige præstation, hvilket kan være tilstrækkeligt som grundlag for, at institutionen må anse formodningen om snyd for at være bekræftet.
Snyd kan komme på tale, ikke blot, når der fx er tale om større afsnit i en besvarelse, der er afskrift eller tilsvarende fra andre værker uden henvisninger, eller der er tilblevet ved brug af ikke-tilladte hjælpemidler, men efter omstændighederne også, hvor der er tale om elementer, der volumenmæssigt ikke fylder meget.
Det vil i mange situationer være hensigtsmæssigt at indbyde den pågældende eksaminand til et møde og forholde eksaminanden formodningen om snyd og eksempelvis stille vedkommende relevante faglige spørgsmål for på denne måde nærmere at undersøge, om formodningen om snyd kan bekræftes. Eksaminanden har ikke pligt til at deltage og må gerne medbringe en bisidder, hvilket eksaminanden skal oplyses om. Eksaminanden skal også have oplyst, hvad mødet drejer sig om og har ikke pligt til at oplyse sagen.
Konklusionen og iagttagelserne fra et sådant møde skal opsummeres i et brev eller notat, som institutionen gennemfører en skriftlig partshøring over, således at den pågældende eksaminand får mulighed for at udtale sig om observationerne, inden der træffes en endelig afgørelse i sagen.
Selv om en elev har modtaget sit prøve- eller eksamensbevis, kan beviset trækkes tilbage, hvis der efterfølgende opstår en formodning om snyd, og det herefter kan godtgøres, at eleven uberettiget har fået udstedt et gyldigt bevis.
Hvis en sag om snyd er påbegyndt inden bevisudstedelse, er det dog hensigtsmæssigt, hvis institutionen tilbageholder beviset, til afgørelsen er klar. Bemærk, at eksaminanden ikke må komme i klemme i forhold til optag på videregående uddannelse. Et alternativ er i så fald at udstede et bevis med den karakter, som eksaminanden er tildelt af bedømmerne, hvorefter beviset kan trækkes tilbage, hvis der falder afgørelse om snyd. Hvis institutionen vælger denne løsning, skal eksaminanden oplyses om, at beviset må betragtes som foreløbigt, indtil snydesagen er færdigbehandlet.
Institutionens afgørelse om snyd kan efterfølgende påklages til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, jf. § 88 i den almene prøvebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026) i det omfang, der er tale om retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelsen.
Bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026 (retsinformation.dk)
Det betyder, at det fx er muligt at klage til styrelsen over institutionens ledelses manglende eller mangelfulde overholdelse af forvaltningslovens bestemmelser, som kan ses i den grønne boks nedenfor, men at det fx ikke er muligt at klage til styrelsen over institutionens ledelses faglige vurderinger og det foretagne skøn ud fra konkrete omstændigheder i en sag.
En myndighed må ikke træffe afgørelse, hvis en part ikke antages at værebekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er til ugunst for den pågældende part og af væsentlig betydning for sagens afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Det er ikke reguleret, hvor lang partshøringsfrist parten skal have, men der skal være tale om en rimelig frist set i lyset af de foreliggende oplysningers og afgørelsens karakter.
Afgørelser, der ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal være ledsaget af en klagevejledning, hvis der er en klagemulighed. Klagevejledningen skal angive, hvilken myndighed der er klageinstans og indeholde oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage (hvem klagen skal sendes til), samt oplysning om eventuel klagefrist.
Institutionens afgørelse om snyd kan efterfølgende påklages til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, jf. § 88 i den almene prøvebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026) i det omfang, der er tale om retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelsen. Se eventuelt yderligere om generel forvaltningsret i Folketingets Ombudsmands myndighedsguide.
Bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026 (retsinformation.dk)
Generel forvaltningsret i Folketingets Ombudsmands myndighedsguide (ombudsmanden.dk)
Titel: Gymnasiale uddannelser Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: stuk@stukuvm.dk
Telefon: +45 33 92 55 00
Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.