Læs om indberetning af snydeformodninger, herunder om oprettelse af en snydeformodning i Netprøver.dk.
En bedømmer eller tilsynsførende, som under eller efter en prøve får en formodning om, at en eksaminand overtræder eksamensreglerne, skal indberette dette til den prøveafholdende institutions leder, jf. § 35 i den almene prøvebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026). Institutionens leder undersøger herefter sagen og træffer afgørelse herom og om eventuelle sanktioner.
Bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026
Hvis der opstår en formodning om snyd under en prøve, skal eksaminanden færdiggøre prøven, jf. § 36, stk. 2 i den almene prøvebekendtgørelse.
Hvis prøven afbrydes, vil en eksaminand, der viser sig ikke at have snydt, ikke kunne få bedømmelsen for sin besvarelse. Eksaminanden vil altså skulle aflægge prøven igen og vil potentielt blive forsinket i sin uddannelse.
Bedømmerne kan, hvis der er tale om en mundtlig eksamination, stille relevante faglige spørgsmål, der afprøver eksaminandens ejerskab over den pågældende præsentation eller det pågældende produkt. Det er dog meget vigtigt, at dette sker uden at lufte formodningen om snyd over for eksaminanden, da der ellers ikke længere vil være tale om en autentisk prøvesituation.
Hvis der foreligger en besvarelse fra en eksaminand, skal bedømmerne altid give en karakter, også selvom de har en formodning om snyd.
Bedømmelsen skal altid ske ud fra den præmis, at formodningen om snyd efterfølgende afkræftes. Der skal således være tale om en bedømmelse af den faglige præstation, og bedømmerne skal ikke sanktionere i bedømmelsen, hvis de har en formodning om snyd. Den tildelte karakter vil bortfalde, hvis institutionens leder senere træffer afgørelse om, at eksaminanden har snydt.
Hvis skriftlige censorer i forbindelse med bedømmelsen af en skriftlig prøvebesvarelse får en formodning om, at eksaminanden har overtrådt eksamensreglerne, skal de oprette en formodning om snyd i Netprøver.dk.
Skriftlige censorer kan læse mere om oprettelsen af en snydeformodning i Netprøver i Styrelsen for It og Lærings vejledning ”Sådan opretter du en formodning om snyd”.
Sådan opretter du en formodning om snyd (viden.stil.dk)
Bedømmere ved større skriftlig opgave (SSO) kan også anvende funktionen i Netprøver.dk til at indberette en formodning om snyd.
Bemærk, at begge skriftlige censorer eller bedømmere skal godkende formodningen om snyd, før den når den eksamensansvarlige på den prøveafholdende institution. Hvis kun den ene skriftlige censor ved en skriftlig prøve eller bedømmer ved SSO ønsker at indgive en formodning om snyd, skal dette ske ved direkte orientering af den prøveafholdende institutions leder og ikke gennem Netprøver.dk.
Den eksamensansvarlige skal orientere sig i indkomne formodninger om snyd i Netprøver.dk og sørge for at videregive disse til den af institutionens ledere, som har ansvaret for at undersøge formodninger om overtrædelser af eksamensreglerne, jf. § 36 i den almene prøvebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026).
Bekendtgørelse nr. 3 af 5. januar 2026 (retsinformation.dk)
Eksamensansvarlige kan læse mere om, hvordan de ser og tilgår formodninger om snyd i Netprøver.dk i Styrelsen for It og Lærings vejledning ”Sådan ser du en formodning om snyd".
Læs vejledningen "Sådan ser du en formodning om snyd" (viden.stil.dk)
Titel: Gymnasiale uddannelser Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: stuk@stukuvm.dk
Telefon: +45 33 92 55 00
Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.