Forsøg med prøven i afsætning A, hhx

Forsøget fra sommeren 2025 med prøven i afsætning A, fortsætter i 2026 og 2027.

VIVE har foretaget en evaluering af forsøget med afsætning A i sommer-terminen 2025. Evalueringen kan findes her.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har på baggrund af evalueringen besluttet at fortsætte forsøget med generativ AI (GAI) i afsætning A. Forsøget videreføres denne gang med en centralt stillet case enten som gruppeprøve eller individuel prøve.

Evalueringen af forsøget viser, at det opleves fagligt meningsfuldt at implementere GAI i prøven i afsætning A, idet anvendelsen af GAI understøtter fagets faglige mål. Samtidig peger evalueringen på en relativ storkarakterstigning sammenlignet med tidligere års prøver. Forsøget fortsættes derfor med henblik på både at indsamle yderligere erfaringer med brugen af GAI i prøven i afsætning A og at afprøve, om en centralt stillet case i kombination med individuel eksamination kan bidrage til at reducere karakterspring i forhold til den eksisterende prøveform. 

Forsøget indeholder denne gang to delforsøg. Et delforsøg med en videreførelse af gruppeprøven og et delforsøg med individuel mundtlig eksamination, hvor der fortsat er mulighed for at udarbejde eksamensprojektrapporten i grupper. På øvrige punkter er delforsøgene ens. Institutioner skal ved ansøgning vælge, om de deltager med gruppeprøve eller individuel prøve.

Du kan læse mere om forsøgets forsættelse i materialet, der blev udsendt i forbindelse med udmeldingen af fortsættelsen af forsøget. 

Institutioner kan tilmelde sig frem til 16. februar 2026.

Erfaringsopsamling

Efter forsøgenes afslutning foretager Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sammen med de deltagende institutioner en erfaringsopsamling. 
Erfaringsopsamlingen vil blive sammenlignet med resultaterne fra forsøget med både den eksisterende skriftlige prøve, den mundtlige prøve samt resultaterne af forsøget i 2025 i afsætning A. Der analyseres på baggrund af administrative erfaringer ved prøveafvikling, karakterer, indberettede snydeformodninger og udsagn fra institutioner, undervisere censorer og eventuelt elever. 

Der vil desuden blive sat fokus på erfaringerne med, at eksamen afholdes både som gruppeprøve og som individuel prøve, samt hvilken betydning prøveformen har for resultaterne. Erfaringsopsamlingen vil endvidere fokusere på betydningen af eksaminandernes anvendelse af digitale hjælpemidler, herunder generativ AI, og hvilken betydning dette har for afprøvning, votering og bedømmelse af eksaminandernes præstationer.

Kontakt

  • Kontor for Prøver, Eksamen og Test

    Titel: Gymnasiale uddannelser Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 33 92 55 00

     

    Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.