Styrelsen for Undervisning og Kvalitet gennemfører i skoleåret 2026/27 et forsøg med prøven i afsætning A på hhx.
Forsøget er en videreførelse af et tidligere forsøg med prøven i afsætning A, som blev gennemført i sommerterminen 2025.
Læs evalueringen af forsøget i 2025 (pdf)
Forsøget afprøver en prøveform, hvor generativ AI (GAI) indgår som en del af prøven. Prøven tager udgangspunkt i en centralt stillet case og gennemføres enten som gruppeprøve eller som individuel mundtlig prøve. Forsøget blev første gang gennemført i skoleåret 2024/2025 som en gruppeprøve.
Forsøget indeholder to delforsøg. Et delforsøg med en videreførelse af gruppeprøven og et delforsøg med individuel mundtlig eksamination, hvor eleverne fortsat har mulighed for at udarbejde eksamensprojektrapporten i grupper. På øvrige punkter er delforsøgene ens.
Forsøget gennemføres med prøveafvikling i sommerterminen 2027. Tilmeldte hold skal aflægge forsøgsprøven i afsætning A.
Efter forsøgenes afslutning foretager Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sammen med de deltagende institutioner en erfaringsopsamling.
Erfaringsopsamlingen vil blive sammenlignet med resultaterne fra forsøget med både den eksisterende skriftlige prøve, den mundtlige prøve samt resultaterne af forsøget i 2025 i afsætning A.
Der vil desuden blive sat fokus på erfaringerne med, at eksamen afholdes som enten gruppeprøve eller som individuel prøve, samt hvilken betydning prøveformen har for resultaterne. Erfaringsopsamlingen vil endvidere fokusere på betydningen af eksaminandernes anvendelse af digitale hjælpemidler, herunder generativ AI, og hvilken betydning dette har for afprøvning, votering og bedømmelse af eksaminandernes præstationer.
Kontor for Prøver, Eksamen og Test
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet