Overgangen til, hvad den unge skal efter stu, forberedes med et ressourcepapir og en afslutningssamtale.
Ressourcepapiret skal beskrive den unges ressourcer og støttebehov i forhold til egne ønsker for fremtiden. Derfor skal både den unge selv og de fagpersoner, der kender den unge, inddrages i at udarbejde ressourcepapiret.
Ressourcepapiret er et redskab til at understøtte planlægning og koordinering af overgangen fra stu, i god tid inden den unge afslutter uddannelsen.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at ressourcepapiret påbegyndes senest 12 måneder før uddannelsens afslutning. Det er hensigten, at de aktører, der skal tage stilling til eller varetage en opfølgende indsats, inddrages i planlægningen, herunder i at afklare den unges muligheder for videre uddannelse eller beskæftigelse.
Ressourcepapiret danner grundlag for en eventuel revision af den unges uddannelsesplan.
Læs mere om uddannelsesplanen (KUI)
Ressourcepapiret skal udarbejdes i styrelsens skabelon, der udgør bilag 2 i stu-bekendtgørelsen. Find link til vejledning til ressourcepapir nedenfor.
Ressourcepapiret kan udfyldes i den skrivbare pdf-udgave af skabelonen, der også er link til nedenfor. Hvis et andet format anvendes, er det afgørende, at indholdet, herunder ordlyd og rækkefølge, følger skabelonen i bekendtgørelsen.
Læs stu-bekendtgørelsen (retsinformation.dk)
Senest tre måneder før afslutningen af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse skal kommunalbestyrelsens afholde et møde med den unge om den unges overgang fra den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter.
Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: stuk@stukuvm.dk
Telefon: +45 23 69 06 10
Telefontid:
Tirsdag og torsdag kl. 9-12.