Som følge af trepartsaftalen om styrket og mere fleksibel voksen-, efter og videreuddannelse blev der pr. 1. januar 2019 indført et generelt prøvekrav på arbejdsmarkedsuddannelserne.
Som beskrevet i trepartsaftalen, skal prøverne bidrage til, at læringsudbyttet for deltagerne øges. Samtidig er det formålet, at prøvekravet skal øge tilliden til kvaliteten af AMU og til den bedømmelse, der sker på uddannelserne.
Det er som udgangspunkt efteruddannelsesudvalgene, der fastsætter formen og indholdet i prøverne. Det er hermed også udvalgene, der har ansvaret for prøvernes indhold og kvalitet og for anerkendelsen af prøverne på arbejdsmarkedet inden for de jobområder og jobfunktioner, som uddannelsen retter sig imod. Prøverne kan være skriftlige, mundtlige og/eller praktiske.
I særlige tilfælde kan dele af prøvebeskrivelsen overlades til AMU-udbyderne. Dette sker, hvis udvalget vurderer, at en centralt udviklet prøve vil føre til en begrænsning i fleksibiliteten i tilrettelæggelsen af undervisningen. Når dette er tilfældet, vil det fremgå tydeligt i prøvebeskrivelsen fra efteruddannelsesudvalget.
Prøver i AMU skal afholdes i overensstemmelse med efteruddannelsesudvalgets beskrivelse samt de fastsatte regler for afholdelse af prøver. Reglerne for afholdelse af prøver er fastsat af Børne- og Undervisningsministeriet og fremgår af AMU-bekendtgørelsen. Reglerne er uddybet i 'Vejledning til AMU-udbydere'.
Nedenfor er en række spørgsmål/svar vedrørende reglerne for afholdelse af prøver. Svarene på størstedelen af spørgsmålene kan også findes i 'Vejledning til AMU-udbydere'. Listen med spørgsmål/svar har derfor primært til formål at tilbyde en hurtig og overskuelig adgang til svar på konkrete spørgsmål. Listen med spørgsmål opdateres løbende.
Efteruddannelsesudvalget skal beskrive prøven på en måde, der sikrer at:
Når der bliver tilknyttet en prøve til en arbejdsmarkedsuddannelse vil beskrivelsen af prøven kunne findes på udannelsesadministration.dk. Det vil desuden fremgå af den ugentlige rapport, når der bliver tilknyttet en prøve til en uddannelse. Desuden kan skolerne trække en oversigt fra UA.dk, der viser, hvilke uddannelser, der har en tilknyttet prøve.
Udvalget kan i særlige tilfælde undlade at udfylde udvalgte dele af prøvebeskrivelsen og overlade dette til skolen. Dette sker, hvis udvalget vurderer, at en centralt udviklet prøve vil føre til en begrænsning i fleksibiliteten i tilrettelæggelsen af undervisningen. Når dette er tilfældet, vil det fremgå tydeligt i prøvebeskrivelsen fra efteruddannelsesudvalget. For hvert felt i prøvebeskrivelsen skal udvalget således beskrive, hvis denne del af prøvebeskrivelsen skal suppleres af skolens beskrivelse. Skolen skal beskrive og dokumentere sine valg. Når skolen beskriver de supplerende elementer af prøven, skal det foregå efter de samme retningslinjer som gælder for efteruddannelsesudvalgets beskrivelse af prøven. Retningslinjerne kan findes i Vejledning til prøvefanen på Udannelsesadministration.dk. Skolerne kan vælge at samarbejde om beskrivelsen af prøven, i det omfang, det giver mening.
Alle godkendte arbejdsmarkedsuddannelser kan fortsat udbydes.
Til langt de fleste uddannelser med prøvekrav ligger der en godkendt prøve – og alternativt er der givet en (typisk midlertidig) dispensation for prøveudvikling. Det fremgår af uddannelsesadministration.dk, hvorvidt der foreligger en godkendt prøve eller om uddannelsen er fritaget for prøvekravet. Uddannelsen kan også være fritaget for prøvekravet, hvis der er tale om en certifikatuddannelse, hvor spørgsmålet om prøver er reguleret af en anden myndighed, hvilket også vil fremgå af uddannelsesadministration.dk.
Uddannelser med en aktivitet under 0,5 årselev i det foregående kalenderår er ikke pålagt et prøvekrav, og der vil derfor ofte ikke være tilknyttet en prøve til disse uddannelser.
Til uddannelser, som er påført en lukkedato/er planlagt nedlagt, er der givet dispensation til prøveudvikling. Af systemtekniske grunde er dette dog ikke markeret i uddannelsesadministration.dk. Uddannelsen må som hidtil udbydes indtil lukkedatoen.
Skolen skal forud for prøven orientere deltagerne om prøvens afholdelse, herunder tidsrummet for prøven, prøvens rammer, prøvegrundlaget, bedømmelsesgrundlaget samt de overordnede regler for prøvens afholdelse. Sidstnævnte dækker som minimum over deltagernes ret til omprøve samt tidspunkt for, hvornår deltagerne får besked om bedømmelsen.
Det er vigtigt, at beskrivelsen af bedømmelsesgrundlaget over for deltagerne ikke afslører det konkrete indhold af testen eller den praktiske prøve, forud for, at deltagerne skal aflægge prøven. Dette med undtagelse af prøver, hvor det ikke har nogen betydning for lærerens vurdering af deltageren, at indholdet i prøven er kendt på forhånd, eksempelvis ved visse praktiske færdighedsprøver, hvor målformuleringen udtømmende beskriver, hvad der skal læres, og prøven derfor vil gå ud på at vise dette.
Prøven betragtes som en del af uddannelsen. Når deltageren tilmelder sig en arbejdsmarkedsuddannelse, indebærer det, at deltageren som udgangspunkt også er tilmeldt prøven.
Ja, men skolen kan kun udstede AMU-bevis til deltagere, der har bestået prøven, med mindre deltageren har fået tildelt dispensation for deltagelse. Det skal fremgå af AMU-beviset, såfremt beviset er udstedt på baggrund af dispensation for prøve. Skolen kan vælge at udstede et dokument til deltageren, der beskriver, hvornår eller hvilke dele af uddannelsen, vedkommende har deltaget i.
Ja, det er muligt for skolen at bestemme, at en deltager, som ikke har deltaget i centrale dele af undervisningen, kun kan gå op til prøven, hvis det for den pågældende uddannelses vedkommende er tilladt at gå op som selvstuderende. Hovedreglen er, jf. § 21, stk. 2, at det kun er muligt at aflægge prøve som selvstuderende ved arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag i FKB, hvor det før den nye AMU-bekendtgørelses ikrafttræden (BK nr. 1795, af 27/12/2018) var muligt at vælge at aflægge prøve som selvstuderende.
Ja. Prøven er en integreret del af arbejdsmarkedsuddannelsen (AMU-faget), også når AMU-faget er et valgfrit specialefag på erhvervsuddannelsen. Skolen udsteder ikke AMU-bevis, da eleven ikke er optaget på AMU men på erhvervsuddannelse.
Når EUD-elever i stedet optages på normal vis på en arbejdsmarkedsuddannelse, for eksempel hvis virksomheden og deltageren mener, at et bestemt kursus er nyttigt i praktikperioden, så regnes eleven for at være normal deltager på AMU og tager dermed også prøven som alle andre AMU-deltagere. Skolen udsteder AMU-bevis efter AMU's regler. Se mere om beviser i de øvrige spørgsmål-svar nedenfor.
AMU som valgfrit specialefag følger EUD-reglerne i forhold til omprøve og klage over prøver mv., mens AMU's regler gælder, når eleven/lærlingen søger og optages på en arbejdsmarkedsuddannelse.
Prøverne skal afholdes i overensstemmelse med efteruddannelsesudvalgets beskrivelse og AMU lovgivningens rammer for prøveafholdelse. Reglerne for prøveafholdelse er fastsat i AMU-bekendtgørelsens §17, §18, §21 og §22 og en uddybende beskrivelse kan findes i institutionsvejledningens afsnit 4.8.2.
Jf. AMU-bekendtgørelsen skal prøverne afholdes:
Det er først og fremmest efteruddannelsesudvalget, der har ansvar for at beskrive prøven på en måde, der understøtter ovenstående rammebeskrivelse. Men uddannelsesinstitutionen skal, inden for rammerne af prøvebeskrivelsen, også have ovenstående i sigte.
Prøven betragtes som en del af uddannelsen og skal derfor afholdes inden for den normerede varighed for kurset.
Der er ikke fastsat nærmere regler for, hvor prøverne skal afholdes, og der gælder hermed de regler, som gælder for undervisningen generelt. Det betyder, at prøverne også kan afholdes virksomhedsforlagt og som fjernundervisning, så længe prøven afholdes i overensstemmelse med udvalgets beskrivelse og lovgivningens rammer for prøveafholdelse. Skolen skal i øvrigt være opmærksom på at sikre hensigtsmæssige arbejdsforhold ved prøverne.
Hvis skolen i forbindelse med afholdelsen af en prøve bliver opmærksom på fejl omkring de forhold, som skolen er ansvarlig for, kan skolen tilbyde deltagerne at afhjælpe fejlen og evt. forlænge tidsrummet, hvori prøven afholdes. Det kan for eksempel være fejl i informationen til deltagerne, eller lignende. Såfremt der opstår fejl under prøveafholdelsen, som det ikke er muligt for skolen at rette eller kompensere for, skal skolen tilbyde kursisterne en ny prøve. Prøven afholdes efter reglerne for omprøve og kan registreres som en omprøve. Det kan f.eks. være IT-tekniske problemer, som det ikke er muligt at løse inden for tidsrummet for kurset.
Af AMU bekendtgørelsens § 18, stk. 8 fremgår det, at ”Skolen kan tilbyde en deltager, som vurderes, at have rimelig grund til ikke at deltage i prøven på det oprindeligt programsatte tidspunkt, mulighed for at deltage på et andet tidspunkt”. Det er skolen, der vurderer, om deltageren har en rimelig grund, og sygdom kan godt høre herunder. Skolen bør dog samtidig vurdere, om deltageren har deltaget i kurset i tilstrækkelig grad til at have tilegnet sig målet med uddannelsen. Skolen er ikke forpligtet til at tilbyde en ny prøve inden for en bestemt frist. Skolerne opfordres dog til at tilbyde deltageren en prøve inden for en rimelig frist.
Den nye prøve indberettes som en omprøve med de samme økonomiske vilkår, som gælder for omprøver, både hvad angår tilskud, VEU-godtgørelse og deltagerbetaling.
Den nye prøve er dog ikke en egentlig omprøve, hvilket betyder, at deltageren vil være berettiget til en omprøve, såfremt de ikke består prøven.
Der kan kun udstedes bevis til deltagere, der har bestået prøven, med mindre skolen har tildelt deltageren dispensation. Hvis deltageren ikke består prøven, har deltageren i øvrigt mulighed for at gå til omprøve. (læs mere under overskriften omprøver).
Dispensation for prøvekravet gives kun i særlige tilfælde, og kun når uddannelsesinstitutionen vurderer, at den bedømmelse, institutionen foretager af, om deltageres har opnået uddannelsens mål, kan erstatte prøveaflæggelsen. Dispensation kan kun gives efter ansøgning fra deltageren. Man kan læse mere om reglerne for dispensation i institutionsvejledningen og her på siden, under "særlige prøvevilkår".
Hvis en deltager ikke har bestået prøven eller efter lærerens bedømmelse ikke har nået uddannelsens mål, kan der eventuelt udstedes et dokument til deltageren, der beskriver, hvornår eller i hvilke dele af uddannelsen, vedkommende har deltaget.
Læreren må gerne give feedback til deltageren og fortælle inden for hvilke områder, deltageren har svaret forkert eller givet et utilstrækkeligt svar. Karakteren af denne feedback vil afhænge af den konkrete prøves form og indhold, men generelt set må læreren ikke udlevere de korrekte prøvesvar, eksempelvis på en multiple-choice.
Det er institutionens vurdering, hvilke ganske særlige forhold, der kan føre til en yderligere omprøve.
Såfremt en omprøve er placeret efter endt kursusdag, og kursisten ikke består omprøven, vil det vilkår, at omprøven sker på et tidspunkt, hvor kursisten må formodes at være træt, generelt være et forhold, der kan føre til, at kursisten tilbydes en ekstra omprøve.
Omprøver skal som udgangspunkt afholdes på samme måde som den oprindelige prøve, men efteruddannelsesudvalget kan fastsætte andet, hvis udvalget finder, at dets centralt fastsatte bestemmelser om prøverammer, prøveform, prøveforlægget, bedømmelsesgrundlag og bedømmelseskriterier har gjort prøven uegnet som omprøve. I mangel af en sådan beslutning fra udvalgets side, kan uddannelsesinstitutionen, i denne situation, modificere prøven for at gøre den egnet som omprøve, fx ved at bytte om på rækkefølgen af prøvespørgsmålene, for at gøre den egnet som omprøve.
Der kan dog også være tilfælde, hvor selve prøveformen ved den oprindelige prøve ikke egner sig til omprøve. Det omfatter fx, når en prøve er planlagt som gruppeprøve, og kun én deltager skal til omprøve, eller når prøven bygger på de produkter, som er udarbejdet under kurset, og disse produkter ikke eksisterer mere, fordi omprøven afholdes 14 dage senere.
AMU-bekendtgørelsen er pr. 1. januar 2024 blevet justeret, således at efteruddannelsesudvalget i forbindelse med omprøver kan foretage særlig fastsættelse af prøveformen, hvis det finder prøven uegnet til omprøve, og at AMU-udbyderne kan foretage fastsættelsen af prøveformen, hvis efteruddannelsesudvalget ikke har foretaget den.
Der er oprettet et afkrydsningsfelt under hver enkelt uddannelses prøvefane med teksten: ’Det er tilladt at ændre prøveformen ved omprøve’ på uddannelsesadministration.dk, hvor efteruddannelsesudvalget kan markere, at prøveformen er uegnet til omprøve, og at det derfor er tilladt for udbyderen at ændre prøveformen. Hvis det er tilladt at ændre prøveformen ved omprøve, skal efteruddannelsesudvalget ligeledes oplyse, om der stilles krav om en særlig prøveform ved omprøven. Såfremt dette er tilfældet, eller udvalget har andre krav til omprøven, skal disse krav oplyses i prøvebeskrivelsen.
Det er ikke et krav, at omprøven afholdes samme sted som den oprindelige prøve. Institutionen må i øvrigt gerne samarbejde med andre institutioner om omprøver, således at omprøven kan afvikles på en anden institution end der, hvor deltageren har været på kursus.
Skolen bør dog tilstræbe, at omprøven afholdes inden for en rimelig geografisk afstand i forhold til der, hvor den oprindelige prøve blev afholdt.
Deltagere, der ikke har bestået prøven, skal have et tilbud om omprøve, som skal afholdes inden for fire uger fra uddannelsens afslutning. Det er ikke nærmere bestemt i lovgivningen, hvornår omprøven skal placeres inden for disse fire uger, men skolen bør sikre, at den tidsmæssige placering af omprøven understøtter formålet med omprøven og sikrer deltagerne rimelige vilkår for at aflægge omprøven.
Omprøven kan placeres samme dag, som den oprindelige prøve, men kursisten bør have mulighed for at fravælge dette tilbud og i stedet tilbydes en prøve et andet tidspunkt inden for fire uger fra uddannelsens afslutning. Dette skal medvirke til at sikre rimelige vilkår for kursisternes prøveaflæggelse, idet kursisterne kan være trætte efter en hel kursusdag inkl. prøve, der ikke blev bestået.
Hvis prøven placeres samme dag, skal dette give mening i forhold til både prøvens indhold og rammerne for prøven. Validiteten af deltagerens prøveaflæggelse må ikke påvirkes af, at omprøven afholdes samme dag. Som det gælder generelt for prøver, skal det sikres, at den korrekte besvarelse af den konkrete omprøve ikke er kendt for deltagerne. Afhængigt af prøveformen, kan det ske ved, at der anvendes et alternativt eller modificeret prøveforlæg ved omprøve. Hvis udvalget ikke har udarbejdet flere prøveforlæg, har skolen mulighed for at modificere prøven, så den egner sig til omprøve. Skolen skal i øvrigt være opmærksom på, at deltageren ikke kan opnå VEU-godtgørelse for mere end 37 timer pr. uge, hvilket kan betyde, at deltageren ikke kan få VEU-godtgørelse for omprøven, når den placeres i forlængelse af kursets afslutning.
Omprøver udløser undervisningstaxametertilskud, bygningstaxametertilskud og fællesudgiftstaxametertilskud, som alle følger takstindplaceringen for arbejdsmarkedsuddannelsen. Omprøver udløser imidlertid ikke påbegyndelsestaxameter.
Omprøver der afholdes i forbindelse med kurser for ledige, som er købt af et jobcenter, afregnes med jobcentret.
Der er ingen deltagerbetaling på omprøver. Deltagerbetaling for en omprøve betragtes som værende omfattet af den generelle deltagerbetaling for den dertilhørende arbejdsmarkedsuddannelse.
Omprøver indberettes med tilskudsmærkerne OMPPÅ og OMPÅE.
Der henvises i øvrigt til afsnit 20.1.8 i IEU-instruksen.
Nej, omprøver skal ikke evalueres.
Det er muligt at afholde prøven som fjernundervisning, så længe prøven afholdes i overensstemmelse med efteruddannelsesudvalgets beskrivelse og inden for det gældende regelsæt. Hvis skolen vurderer, at prøven ikke egner sig til at blive afholdt som fjernundervisning, kan selve prøveafholdelsen ikke ske som fjernundervisning, mens resten af uddannelsen eventuelt kan foregå som fjernundervisning.
Ved prøver afholdt som fjernundervisning, skal skolen have særlig opmærksomhed på, hvordan det kan understøttes, at besvarelsen/løsningen af prøveopgaven er deltagerens egen og selvstændige besvarelse/aflæggelse.
Efteruddannelsesudvalget kan vælge at udvikle en særlig prøve til brug for fjernundervisning. Hvis der ikke foreligger en sådan prøve, kan uddannelsesinstitutionen anvende den prøve, der er tilknyttet uddannelsen og afholde den som fjernundervisning, hvor dette giver mening.
Hvis skolen vurderer, at en prøve ikke egner sig til at blive afholdt som fjernundervisning, kan selve prøveafholdelsen således ikke ske som fjernundervisning.
Uddannelser med myndighedskrav, såvel myndighedscertifikatuddannelser som branchecertifikatuddannelser, hvor der afholdes prøver på andet grundlag, eller hvor spørgsmålet om prøver på nogen måde er reguleret af den kompetente myndighed, organisation eller lignende, er fritaget for AMU-lovgivningens regler for afholdelse af prøver. I stedet er det den anden myndighed, der kan fastsætte regler for prøveafholdelse. Dette betyder også, at prøverne ikke kan findes i uddannelsesadministration.dk.
Hvis der er tilknyttet en centralt udviklet prøve til en certifikatuddannelse, skal den afholdes. Der gælder en særlig undtagelse for kurser, der afholdes som led i EU kvalifikationsuddannelse for chauffører, hvor kurserne i disse tilfælde er fritaget for prøvekravet.
Uddannelsesinstitutionen skal tilbyde særlige prøvevilkår til deltagere med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og til deltagere med tilsvarende vanskeligheder, når institutionen vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille disse deltagere med andre i prøvesituationen.
Uddannelsesinstitutionen kan desuden tilbyde særlige prøvevilkår til deltagere, der på grund af niveauet på deres sproglige færdigheder i forhold til det sprog, prøven gennemføres på, vurderes at have behov herfor.
De særlige prøvevilkår tilbydes med henblik på at reducere deltagerens vanskeligheder ved prøveaflæggelsen. Eksempler på særlige prøvevilkår kan være forlængelse af prøvetiden eller støttende foranstaltninger (læs mere om særlige prøvevilkår i institutionsvejledningens afsnit 3.5.4 om specialpædagogisk støtte).
I valg af særlige prøvevilkår er det en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.
Hvis en deltager, der vurderes at have behov for særlige prøvevilkår, ikke kan ligestilles med andre i prøvesituationen ved hjælp af støttende foranstaltninger, kan uddannelsesinstitutionen efter ansøgning (fra deltageren) fritage for deltagelse i prøven. Det er kun i disse tilfælde, at der kan tildeles dispensation.
Det forudsætter, at uddannelsesinstitutionen vurderer, at den bedømmelse, institutionen foretager af, om deltageren har opnået uddannelsens mål, kan erstatte prøveaflæggelsen. Deltagere, der har fået afkortet uddannelsestiden efter reglerne for kollektiv afkortning (§ 17, stk. 8 i AMU-bekendtgørelsen), kan ikke fritages for prøvekravet.
I det omfang, at oversættelsen af prøven medfører en merudgift i forhold til et konkret kursus, vil det være omfattet af ÅU-lovens § 8 a, stk. 2 og vil dermed kunne udløse tillægspris for særlig tilrettelæggelses- og afholdelsesform.
Skolerne opfordres i første omgang til at afsøge, om andre AMU-udbydere skulle ligge inde med en oversættelse af prøven.
Medmindre myndighedskrav omkring adgang til udøvelse af et erhverv er til hinder for det, kan undervisningen og prøven gennemføres på andre sprog end dansk eller med en kombination af dansk og andre sprog. I så fald skal det være oplyst ved markedsføringen.
Hvis prøveforlægget er en tekst, forudsætter prøveafholdelse på andre sprog, at udvalget eller uddannelsesinstitutionen har udarbejdet eller godkendt en udgave af prøven på det pågældende sprog.
Hvis deltageren ikke har tilstrækkelige sproglige færdigheder til at aflægge prøven på prøvesproget, og hvis der ikke er mulighed for at aflægge prøven på et andet sprog, kan deltageren, efter ansøgning (fra deltageren til skolen), fritages for deltagelse i prøven. Dette forudsat, at uddannelsesinstitutionen vurderer, at uddannelsesinstitutionens bedømmelse af, om deltageren har opnået uddannelsens mål, kan erstatte prøveaflæggelsen.
Skolen skal indberette de oplysninger, der fremgår af §27, stk. 3 i AMU-bekendtgørelsen. En oversigt kan også findes til sidst i institutionsvejledningens afsnit 4.8.2.
Resultater for prøvebelagte AMU-mål skal, uanset hvilket studieadministrativt system, der anvendes på institutionen, registreres og indberettes med følgende kategorier:
Skoler, der anvender et andet administrativt system end EASY-A skal indberette oplysninger om kursusdeltagernes resultater fra prøvebelagte AMU kurser via AMU-indberetningen til STIL. Bemærk, at der i AMU-indberetningen fremgår to felter ”ResultatProevebelagt” og ”ResultatIkkeProevebelagt” som henholdsvis benyttes til resultater for kurser med tilknyttede UVM-prøver (prøvebelagt) og resultater for ikke prøvebelagte kurser og kurser med certifikatprøver (ikke prøvebelagt). Se beskrivelse af indberetningen på stil.dk (under overskriften ”datavarehuset” og ”Indberetningsstruktur for AMU-indberetning til Datavarehuset”). Bemærk i den forbindelse, at der kan være nogle tilfælde, hvor AMU kurser har tilknyttet en UVM-prøve, men er undtaget for prøvekravet, når kurserne indgår som valgfrit modul i bestemte certifikatuddannelser, for eksempel kvalifikationsuddannelse for chauffører.
I forbindelse med registrering af prøveresultater fra de nye studieadministrative systemer vil STIL udarbejde en vejledning til brug for skoler og leverandører.
Institutioner, der fortsat anvender EASY-A skal som tidligere registrere prøveresultater via en webapplikation, som STIL stiller til rådighed. Læs vejledning til indberetning (pdf). Vejledningen ligger også i webapplikationen.
I webapplikationen kan institutionerne se de kursister, der allerede er registeret af skolen i EASY-A på prøvebelagte kurser og selv tilføje grundlag for prøveresultater til Børne- og Undervisningsministeriet. Indsamlingen foregår kvartalsvist. Webapplikationen tilgås via login, som udsendes med sikker mail, når der åbnes for, at applikationen kan benyttes. Sammen med login-oplysninger modtager institutioner også en vejledning, der beskriver, hvordan resultaterne skal indberettes.
Uddannelsesinstitutionerne skal ikke benytte webapplikationen efter, at institutionerne er overgået til et andet system end EASY-A. Skolen kan henvende sig til Kontor for Ungdomsuddannelser og VEU i STIL på Uddannelsesstatistiks mail, hvis der er spørgsmål til webapplikationen, eller man ikke har modtaget login-oplysninger.
For arbejdsmarkedsuddannelser, hvor der er tilknyttet en prøve, udstedes der AMU-bevis til deltagere, der har bestået prøven. Såfremt uddannelsesinstitutionen har givet deltageren dispensation for prøveaflæggelse, kan der udstedes et AMU-bevis, hvis læreren vurderer, at deltageren opfylder de fastsatte mål for arbejdsmarkedsuddannelsen. Hvis der ikke er tilknyttet en prøve til uddannelsen, udsteder uddannelsesinstitutionen AMU-bevis til de deltagere, der vurderes at opfylde de fastsatte mål for uddannelsen.
Skolen skal påføre de oplysninger, der fremgår af § 21, stk. 3-7 i AMU bekendtgørelsen. En oversigt kan også findes i institutionsvejledningens afsnit 4.9.
Senest fra den 1. januar 2020 skal beviser, der udstedes for uddannelser med en tilknyttet prøve, og som er påbegyndt på denne dato eller senere, påføres oplysninger om:
Håndtering af dette er et krav til de studieadministrative systemer.
Der skal ikke påføres oplysninger om særlige prøvevilkår.
AMU-beviser registreres og udstedes i uddannelsesinstitutionens studieadministrative system. AMU-beviser udstedes ved elektronisk fremsendelse til deltagerens digitale postkasse, medmindre deltageren er fritaget for at modtage digital post fra det offentlige eller skal anvende beviset over for en myndighed, organisation eller lignende, der forlanger at få forelagt et bevis på papir eller tilsvarende medie.
Som privat AMU-udbyder kan man sende digital post til deltagerens digitale postkasse (e-boks) ved at indgå aftale med en distributør eller partner til e-boks. Find kontaktoplysninger på distributørerne på www.e-boks.dk. Som privat AMU-udbyder skal man have tilladelse fra deltageren til at sende til vedkommendes e-boks. Deltageren kan give tilladelse via Borger.dk.
Formatet for digitale AMU-beviser kan findes på STIL’s sider med tekniske informationer til systemleverandører.
AMU-beviser skal efter AMU-bekendtgørelsen udstedes digitalt fra og med 1. januar 2020. Nogle udbydere oplever imidlertid problemer med at indfase nye administrative systemer, der kan håndtere den digitale udstedelse.
STUK har derfor udmeldt en generel dispensation, så udbydere, der er ramt af problemet, i første omgang kan nøjes med at udstede beviset på papir. Betingelserne for dispensationen er:
Hvis disse betingelser er opfyldte, er dispensationen automatisk givet, og der er ikke brug for, at en udbyder søger Styrelsen for Undervisning og Kvalitet herom.
Når en deltager på et AMU kursus i forbindelse med kurset aflægger en prøve, meddeles prøveresultatet til deltageren. Hvis deltageren består prøven, udstedes der et AMU-bevis til deltageren. Der er ikke i AMU-lovgivningen hjemmel til, at institutionen videregiver dette bevis eller andre prøveresultater til arbejdsgiveren. Da der på AMU-beviset/i prøveresultatet indgår personhenførbare oplysninger, er det derfor de almindelige regler om videregivelse af personhenførbare oplysninger, som finder anvendelse. Institutionen kan derfor kun videregive disse oplysninger til arbejdsgivere efter at have indhentet et tydeligt, informeret samtykke fra hver enkelt medarbejder, jf. nærmere regler herom i Databeskyttelsesforordningen.
Hovedreglen vil være, at deltageren selv udleverer et kopi af sit AMU-bevis til arbejdsgiveren, hvis der er indgået aftale om det mellem arbejdsgiver og deltager. Det er også muligt for deltagerne at dele deres AMU-bevis med arbejdsgiveren, direkte igennem min kompetencemappe. Instruktioner til deling min kompetencemappe fremgår her (viden.stil.dk)
Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: STUK.KFE@stukuvm.dk
Telefon: +45 23 69 06 10
Åbningstider:
Tirsdag kl. 9 – 12
Fredag kl. 10 – 12
Titel: Styrelsen for It og Læring