Regler om pasningsgaranti
Børn, der har ophold efter særloven, er omfattet af de gældende regler i dagtilbudsloven, herunder regler om pasningsgaranti på lige vilkår med øvrige børn i Danmark.
Med særloven er der indført en lempelse af pasningsgarantien, som betyder, at kommunerne i helt særlige tilfælde ikke bliver økonomisk sanktioneret, hvis kommunen ikke kan overholde de frister, som følger af pasningsgarantien. Det kan alene ske i helt særlige tilfælde og under forudsætning af, at:
- kommunen inden for yderligere 2 måneder kan anvise en plads til barnet, og
- den manglende overholdelse af pasningsgarantien skyldes, at kommunen har modtaget et betydeligt antal børn fra Ukraine, der er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde og vil kun kunne finde anvendelse i helt særlige tilfælde, hvor en kommune modtager et betydeligt antal børn fra Ukraine, og hvor kommunen kan dokumentere, at det er modtagelsen af den pågældende børnegruppe, der har medført, at kommunen ikke kan overholde pasningsgarantien i en kortere periode.
Det vil ligeledes være et krav, at kommunen inden for yderligere to måneder kan anvise en plads til barnet. Det er ikke et krav, at kommunen skal indsende dokumentation herfor til Børne- og Undervisningsministeriet.
Kommunen skal ved brud på pasningsgarantien fortsat og uændret, som det gælder i dag enten:
- dække bruttodriftsudgifterne til en dagtilbudsplads i en anden kommune,
- dække udgifterne til en plads i en privatinstitution, eller
- give tilskud til privat pasning eller tilskud til pasning af egne børn,
for de forældre, som ikke kan få en plads til deres barn inden for de frister, der gælder.
Der er ikke krav om, at kommunen skal modtage et bestemt antal børn, før bestemmelsen kan finde anvendelse, idet det vil være forskelligt fra kommune til kommune, hvor mange børn den pågældende kommune vil kunne modtage før, at det medfører et ekstraordinært pres på pasningsgarantien i kommunen.
Det vil være den enkelte kommune, der skal foretage en vurdering af, hvorvidt der i kommunen forelægger helt særlige tilfælde, som betyder, at bestemmelsen kan finde anvendelse.