Pilotprojekt om opbygning af trygge læringsfællesskaber

Et forsøg med trygge læringsfællesskaber undersøger, hvordan et tæt samarbejde mellem klasseteams og PPR kan forebygge konflikter og udadreagerende adfærd.

PPR og klasseteams har arbejdet tæt sammen i et pilotforsøg om at skabe trygge læringsfællesskaber, med henblik på at mindske konflikter og utryghed i klassen.

15 deltagere på tværs af 6 skoler deltog i pilotforsøget i efteråret 2025. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet forventer at afprøve forsøget i en større skala i skoleåret 2026/27, hvor skoler og kommuner kan ansøge om at deltage via lodtrækning.

Forsøget bygger på anbefalinger fra VIVE og en ekspertgruppe

Forsøget er udarbejdet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i samarbejde med en ekspertgruppe med repræsentanter fra forskning og praksis.

Forsøget bygger også på anbefalinger fra en litteratur- og praksiskortlægning, som er udarbejdet af VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. 

Læs VIVEs rapport om pædagogiske tilgange rettet mod udadreagerende adfærd (pdf)

Klasseteam og PPR skal frikøbes og rustes til et tæt samarbejde

Formålet med forsøget var, at få klasseteamet og PPR-medarbejdere til at samarbejde tæt for at opbygge et trygt og inkluderende læringsmiljø, der skulle forebygge konflikter og udadreagerende adfærd blandt eleverne.

To centrale elementer i forsøget skulle styrke deres tværfaglige samarbejde:

  • Frikøb af medarbejdere: Kommunal PPR-medarbejder og klasseteamet blev frikøbt delvist i cirka to måneder for at samarbejde intensivt om at udvikle klassens læringsfællesskab.
  • Fælles opstartskursus: Alle involverede lærere og PPR-medarbejdere deltog i et kursus med fokus på blandt andet undervisningsledelse og fælles arbejdsrammer. Kurset skulle styrke samarbejdet og give konkrete redskaber til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd. 

Om forsøget

Forsøgets målgruppe var 4. klasser, der oplevede vedvarende udfordringer med konflikter, utryghed og/eller udadreagerende adfærd.  

Forsøget blev finansieret gennem Undervisningsministeriets forsøgs- og udviklingsmidler over perioden 2024-2027. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet forventer at gennemføre et større systematisk forsøg i skoleåret 2026/27, som kommunerne har kunne tilmelde sig i foråret 2026..

Forsøget er en del af VIBUS - Vidensenhed for børn og unge med særlige behov.