Regeringen åbner for skolehjem for erhvervsuddannelseselever og kostafdelinger på fri- og privatskoler

Elever på skolehjem på erhvervsuddannelser og kostelever på fri- og privatskoler bliver også en del af anden fase af genåbningen af Danmark. Det har regeringen besluttet.

Genåbningens fase to, som begynder fra mandag den 18. maj, kommer nu også til at gælde for elever på skolehjem for erhvervsuddannelseselever og AMU-kursister samt kostelever i 6.-10-klasse på fri- og privatskoler. Med ændringen kan elever, der ikke bor tæt på deres erhvervsuddannelse og derfor bor på erhvervsskolens skolehjem, vende tilbage og modtage den nødvendige praktiske undervisning for at komme videre i deres uddannelse. Og kostelever op til og med 10. klasse på en fri- og privatskole, vil igen også kunne bo på deres skole.

”Det betyder meget for den gruppe af elever, og vi er glade for, at det kan lade sig gøre,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Regeringen vil gennemføre en bekendtgørelsesændring snarest muligt, og det forventes, at det allerede fra mandag den 18. maj bliver muligt at få eleverne tilbage til deres skolehjem og kostskole i takt med, at skolernes bestyrelse vurderer, at det ud fra Sundhedsstyrelsens vejledninger er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)

  • Børne- og Undervisningsministeriet

    Titel: Sektorrelevante spørgsmål til håndtering af COVID-19.

    Telefon: 33 92 50 00