Tal fra 2020 om studenterne på de gymnasiale uddannelser er nu tilgængelige i Børne- og Undervisningsministeriets datavarehus. Tallene viser, at eksamensresultaterne ligger lidt højere end sidste år.
Hvert år opdateres Børne- og Undervisningsministeriets datavarehus med tal om studenterne på de gymnasiale uddannelser, og tallene for 2020 er nu blevet offentliggjort.
Tallene viser, at for 2020-årgangen stiger de gennemsnitlige eksamensresultater for studenter fra stx, hf samt hhx med 0,2 karakterpoint, mens de for studenterne fra htx stiger med 0,1 karakterpoint.
På grund af COVID-19-restriktionerne har undervisningen i foråret 2020 været anderledes, og mange af 2020-studenternes prøver blev aflyst. I stedet for en eksamenskarakter for de aflyste prøver fik studenterne omsat årskaraktererne i de pågældende fag til at være eksamenskarakter. På den måde fik studenterne en afsluttende faglig vurdering i hvert prøvefag, og det blev muligt at udstede et fuldgyldigt eksamensbevis, selvom der blev afviklet færre prøver.
Mange faktorer kan medvirke til udviklingen i karaktergennemsnittet, og det er ikke muligt at afgøre, hvad der spiller den største rolle.
Ud over de ændrede rammer omkring undervisning og prøver på grund af COVID-19, er 2020-årgangen unik, fordi det for de treårige gymnasiale uddannelser (stx, hhx og htx) er den første årgang efter den seneste gymnasiereform. Reformen har blandt andet ændret i, hvilke studieretninger der kan udbydes, samt indført en mundtlig prøve i de store skriftlige opgaver SRP og SOP.
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)