Mindre justering af aftalen om sommerens prøver og eksamener

Der er enighed mellem aftalepartierne om at ændre få ting i aftalen om sommerens prøver og eksamener. Det sker blandt andet på grund af henvendelser fra interessenter på området.

Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance er blevet enige om at foretage mindre justeringer i aftalen om sommerens prøver og eksamener marginalt.

Det betyder blandt andet, at prøven i mundtlig matematik på A-niveau ikke aflyses. Elever på alle gymnasiale uddannelser og eux-forløb med matematik A kan dermed gå til mundtlig prøve, hvis faget udtrækkes. Det gælder, uanset om matematik A er studieretningsfag eller valgfag. Alle mundtlige og skriftlige prøver i matematik aflyses stadig på C- og B-niveau.

Aftalen er desuden præciseret på tre punkter, så det står klart at:

  • prøven i skriftlig dansk i 9. klasse består af læsning, retskrivning og skriftlig fremstilling, mens prøven i skriftlig matematik i 9. klasse består af en prøvedel uden hjælpemidler og en prøvedel med hjælpemidler.
  • formålet er at afholde så mange af prøverne i fag med praktisk dimension, som lokalt giver mening.
  • elever i 3.g kan komme til prøve i studieretningsfag på både A- og B-niveau.

Aftalepartierne er også blevet enige om, at formuleringen om, at elever på hf-enkeltfag/GSK og SOF skal op til 4 prøver, har den betydning, at der afholdes fra 0-4 prøver for den pågældende kursist. På den måde sikres der mere tid til ekstra undervisning.

Børne- og Undervisningsministeriet opdaterer løbende spørgsmål og svar om COVID-19, heriblandt om afholdelse af prøverne på uvm.dk/corona. Det er også muligt at ringe til ministeriets hotline på telefon 7080 6707.

Kontakt

  • Børne- og Undervisningsministeriet

    Titel: Sektorrelevante spørgsmål til håndtering af COVID-19.

    Telefon: 33 92 50 00

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)