Børne- og Undervisningsministeriet har ændret testsystemet, som nu er klar til skolernes brug i foråret 2021.
I februar 2020 indgik folkeskoleforligskredsen en aftale om at skabe et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem. Det blev aftalt, at de eksisterende nationale test gennemføres, indtil et nyt system træder i kraft, men at de skulle forbedres til skoleåret 2020/2021, så testene bliver mere retvisende på elevniveau.
Forbedringerne af testsystemet er nu klar og betyder samlet, at testresultatet for eleverne er blevet mere sikkert. De elever, der tager nationale test, vil ikke i testsituationen opleve nogen forandring i forhold til tidligere.
Tidligere års testresultater er genberegnet, så det fortsat er muligt at sammenligne resultater med afholdte test i perioden 2015-2020.
I forbindelse med ændringerne af testsystemet er vejledningsmaterialet blevet opdateret. Der er samtidig udarbejdet nyt vejledningsmateriale målrettet lærerne samt en kort videovejledning målrettet forældrene. Materialerne kan findes på uvm.dk/nationaletest.
Børne- og undervisningsministeren og Folketingets partier blev den 18. januar enige om at udvide den periode, hvor testene kan tages. I år kan skoler derfor gennemføre nationale test på skolerne i hele perioden fra den 1. marts til og med den 11. juni.
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)