Restriktionerne på børne- og undervisningsområdet forlænges. Det sker for at modvirke spredning af smitte med den særligt smitsomme variant af COVID-19, cluster B.1.1.7.
Regeringen har, i lyset af den nuværende smittesituation og på baggrund af anbefalinger fra indsatsgruppen, herunder sundhedsmyndighedernes, besluttet at forlænge restriktioner og anbefalinger på børne- og undervisningsområdet til og med den 7. februar.
Børne- og undervisningsministeren udtaler i den forbindelse:
”Det er et langt og sejt træk, vi skal igennem denne vinter for at få begrænset smitten. Men med vaccinen er der lys for enden af tunnelen. Mit budskab – både til dem, der er ramt at nedlukningen, og til dem, der fortsat møder på arbejde – er: Vi ved, at I knokler derude og gør alt, hvad I kan, for at give børn, elever og kursister den bedst mulige hverdag og undervisning. Jeg vil gerne understrege, at vi naturligvis ikke har helt de samme forventninger til pædagogiske aktiviteter og undervisningen, som der ville være i en normal situation. Og til de børn og unge, der er ramt af nedlukningen: Jeg ved, at det er kedeligt at sidde derhjemme og modtage undervisning uden jeres klassekammerater. Men brug de virtuelle muligheder for at være sammen og ræk ud til en voksen eller jeres lærer, hvis I ikke trives,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Børne- og Undervisningsministeriet har siden marts 2020 haft en corona-hotline, hvor man kan ringe ind for at få svar på spørgsmål om regler og retningslinjer i forbindelse med COVID-19.
Hotlinen kan kontaktes på telefon 7080 6707. Sundhedsfaglige spørgsmål kan rettes til den fælles myndighedshotline på telefon: 7020 0233.
Børne- og Undervisningsministeriet opdaterer derudover løbende spørgsmål og svar om COVID-19 på ministeriets område.
Titel: Sektorrelevante spørgsmål til håndtering af COVID-19.
E-mail: uvm@uvm.dk
Telefon: 33 92 50 00