På grund af COVID-19 blev en del af afgangsprøverne sidste skoleår aflyst. Det blev samtidigt besluttet, at elevernes afsluttende standpunktskarakter blev ophøjet til prøvekarakter, hvis standspunktskarakteren var højere end prøvekarakteren. Resultaterne skal derfor tolkes med varsomhed.
Resultaterne fra sommerens afgangsprøver viser overordnet, at elevernes karaktergennemsnit er højere i 2020/21 end i tidligere år. Elevernes samlede karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse er således steget fra 7,5 i skoleåret 2019/20 til 7,8 i 2020/21.
Stigningen i karakterniveauet kan dog ikke nødvendigvis tolkes som et udtryk for en udvikling i elevernes faglige niveau på grund af de særlige omstændigheder, der har været forbundet med prøverne og karaktergivningen som følge af COVID-19.
”Skolerne er lykkedes med at få eleverne godt igennem krisen, selv om det selvfølgelig har været noget af en udfordring, og det har været svært særligt for de elever, der har bumlede hjemmevilkår. Mange elever har været hjemsendt i, hvad der svarer til halvdelen af et skoleår, og man kunne frygte, at det ville stille eleverne dårligere end tidligere årgange i forhold til at komme ind på en ungdomsuddannelse. Det er heldigvis ikke tilfældet, og det glæder mig,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
På grund af COVID-19 har prøverne således været helt eller delvist aflyste de seneste to skoleår. Udviklingen i karaktererne skal derfor ses i dette lys.

Note: Gennemsnittet i folkeskolens afgangseksamen udregnes for elever i 9. klasse med en karakter i alle obligatoriske prøver. Elever i specialklasse indgår ikke.
Sammenligning af karakterer fra år til år skal altid ske med en vis varsomhed. Ud over faglig fremgang eller tilbagegang kan mindre ændringer i karakterniveauet også skyldes ændrede prøveformer, prøveoplæg og hjælpemidler eller ændrede faglige mål. Specifikt for 2019/20 og 2020/21 skal prøvekaraktererne tolkes med ekstra varsomhed, da de – grundet aflysning af prøverne i 2019/20 og delvis aflysning i 2020/21 som følge af COVID-19 – udgøres helt eller delvist af ophøjede standpunktskarakterer og ikke udelukkende resultater fra afholdte prøver.
Fra skoleåret 2017/18 indførtes som noget nyt folkeskolens afgangseksamen med tilhørende bestå-krav. Elever, der opnår et gennemsnit på 2 eller mere i de 7 obligatoriske prøver, herunder 5 bundne prøvefag og to udtræksfag, har bestået afgangseksamen.
Se listen over prøvefag i 9. og 10. klasse.
Gennemsnittet beregnes for alle elever, der har karakterer i alle 7 obligatoriske prøver, som består af:
*Prøven i skriftlig dansk består af to delprøver. En delprøve i læsning og retskrivning og en delprøve i skriftlig fremstilling. Karakteren i læsning og karakteren i retskrivning tæller derfor hver især en kvart, mens karakteren i skriftlig fremstilling tæller en halv i forhold til den samlede karakter for skriftlig dansk.
**Prøven i skriftlig matematik består af to delprøver. En delprøve i matematik uden hjælpemidler og en delprøve i matematik med hjælpemidler. Hver karakter i delprøverne i matematik tæller en halv i forhold til den samlede karakter i skriftlig matematik.
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Specialkonsulent
E-mail: Anders.fiil.svane@stil.dk
Telefon: +45 89 37 65 58