Fremmedsprogsområdet er fortsat udfordret, og de seneste års reformer har kun ført få forbedringer med sig. Gennem det meste af uddannelsessystemet er udbuddet af fremmedsprogsfag snævert. På det gymnasiale område er der dog sket en markant stigning i andelen af elever med latin C. Det konkluderer følgegruppen for Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet i ny rapport.
Ifølge følgegruppen er der fortsat et stykke vej, hvis den negative udvikling på fremmedsprogsområdet skal vendes helt. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at mulighederne for at vælge fransk i grundskolen og på læreruddannelsen uden for de større byer er begrænset. Samtidig er der, under gymnasiereformens virke, ikke sket mærkbare ændringer i andelen af elever med sproglige studieretninger.
Det er nogle af konklusionerne i en ny rapport, som følgegruppen for Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet har udarbejdet. Følgegruppen, som består af en række interessenter og fagfolk fra fremmedsprogsområdet, skal årligt give en status på området og peger i denne første rapport blandt andet på, at der er store udfordringer med oprettelsen af undervisningshold med fremmedsprogsfag flere steder i uddannelsessystemet.
Særligt skævt er forholdet i den geografiske dækning af fransk og tysk i folkeskolen. Hvor tysk er muligt at vælge i alle landets kommuner, udbydes franskfaget i 67. 10 procent af folkeskoleeleverne havde franskkarakterer på eksamensbeviset i 2020, mens 83 procent havde tyskkarakterer. Rapporten viser desuden, at andelen af studenter med fremmedsprogsfag på A-niveau er faldet, selvom en af intentionerne med den seneste gymnasiereform fra 2017 var, at flere elever skulle vælge fremmedsprogsfag på højt niveau. Til gengæld er andelen af stx-studenter med latin C steget fra tre procent i 2010 til 19 procent i 2021.
Foruden en status på området har følgegruppen valgt at præsentere en række anbefalinger om tiltag, der har til formål at styrke fremmedsprogsområdet.
Læs følgegruppens statusrapport (pdf)
Der gøres opmærksom på, at enkelte dele af rapporten er ændret efter oprindelig udgivelse. Der er foretaget ændringer på side 6, 20 og 30 samt side 22 i datadelen. Alle ændringer relaterer sig til andelen af stx-elever med sproglig studieretning.
Titel: Fuldmægtig
E-mail: freja.ellinor.petersen@stukuvm.dk
Telefon: +45 23 25 88 21
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)