Berlingskes utålmodighed er forståelig, men forkert

Folkeskolen er hele folkets skole – og med den bredde vil der jo altid være forskellige opfattelser af, om skolen er på rette vej. I dette tilfælde tror jeg faktisk, at lederskribenten fra Berlingske og regeringen er mere enige, end det umiddelbart kommer til at fremstå i avisen.

Da jeg i søndags åbnede Berlingske, kunne jeg med glæde konstatere, at regeringen på lederplads fik ros for vores ambition om at sætte skolen fri. Men jeg fornemmer også en vis utålmodighed fra lederskribenten.

»Regeringen har her slået den rette tone an, og det er der grund til at glæde sig over. Men der skal snart handling bag ordene,« skriver hun.

Berlingske anfører, at jeg tøver og »lader børnene betale prisen«.

Jeg forstår sådan set godt utålmodigheden, men ser alligevel selv lidt anderledes på det. Jeg mener, at folkeskolen har været præget af for hastige og for sjuskede forandringer, der ikke har været tilstrækkeligt forankret blandt de mennesker, der har deres dagligdag i skolen.

Jeg vil i al stilfærdighed også nævne, at vi faktisk er i gang.

Vi har for eksempel droppet kravet om, at kommunerne skal udarbejde en udviklingsplan for de af kommunens skoler, der måtte have bekymrende kvalitet.

Og lige nu er vi gang med at fjerne den omstridte uddannelsesparathedsvurdering, som pålægger lærerne en masse papirarbejde og presser vores børn og unge.

Disse justeringer har måske ikke lige så meget schwung som en ny stor reform med dertilhørende glittede pjecer og pressemøder. Men jeg vil vove den påstand, at frisættelse ikke kun opnås med store armbevægelser.

Når det er sagt, er jeg fuldstændig enig med Berlingske i, at folkeskolen står over for vigtige udfordringer. For mig at se handler det først og fremmest om tre centrale udfordringer, som hænger indbyrdes sammen:

• For det første skal vi finde ud, hvordan vi giver mulighed for mere frihed til skolerne. Vi har allerede gode erfaringer fra Esbjerg og Holbæk, som har deltaget i forsøg, hvor de er blevet sat fri fra en række statslige og kommunale regler. En midtvejsevaluering af forsøget viser blandt andet, at arbejdet med aftalerne har skabt en anden form for kommunal styring, hvor politikere og forvaltning er trådt et skridt tilbage og har lagt mere ansvar ud til skolerne. Det er den type erfaringer, vi skal bygge videre på. Reformtilgangen skal bygge på forsøg og systematisk afprøvning af tiltag.
• For det andet er der ikke tilstrækkelig ro i klassen mange steder, og for mange børn med særlige behov får ikke den indsats eller støtte, de fortjener. Alle børn fortjener et ordentligt undervisningsmiljø uden larm og ballade.
• For det tredje har undersøgelser gennem flere år vist, at læring foregår bedst, hvis undervisningen er varieret og knytter an til børnenes hverdag. Men alligevel opleves skoledagen hos mange børn som kedelig og demotiverende. Det kan og skal vi gøre bedre gennem en mere praksis- og anvendelsesorienteret skole, hvor sammenhængen mellem det teoretiske, praktiske og kreative indhold er stærkere. I denne uge besøger jeg Norge, hvor det netop er noget af det, de er lykkes med.

Folkeskolen er hele folkets skole – og med den bredde vil der jo altid være forskellige opfattelser af, om skolen er på rette vej. I dette tilfælde tror jeg faktisk, at lederskribenten fra Berlingske og regeringen er mere enige, end det umiddelbart kommer til at fremstå i avisen.