Fra skoleåret 2024/25 skal elever med høj begavelse opspores tidligere i folkeskolen. Derfor nedsætter børne- og undervisningsministeren en ekspertgruppe og en arbejdsgruppe, der skal udvikle tjeklister til at screene elever for høj begavelse. Formålet er at forebygge sociale og faglige udfordringer, som elever med høj begavelse kan støde på.
Børne- og undervisningsministeren nedsætter nu en ekspertgruppe og en arbejdsgruppe, der skal udvikle tjeklister til screening af elever for høj begavelse. Det følger af aftalen om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem fra 2021.
Ekspertgruppen, som består af videnspersoner, praktikere og interessenter på skoleområdet, skal udvikle tjeklister til screening for høj begavelse i 1. klasse samt en tilhørende lærervejledning for anvendelsen af tjeklisterne i folkeskolen. De elever, som gennem tjeklisterne viser indikation på høj begavelse, skal tilbydes en almindelig anerkendt intelligenstest via Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) eller en tilsvarende funktion i kommunerne.
Arbejdsgruppen skal yde konsultativ bistand og faglig sparring til ekspertgruppens leverancer. Arbejdsgruppen består af eksperter, praktikere og parter på skoleområdet, hvor parter fra Sammen om Skolen er repræsenteret.
”Elever med høj begavelse kan have en risiko for at komme i mistrivsel, hvis de for eksempel ikke får undervisning, der passer til deres niveau og tilgodeser deres faglige udvikling. Derfor er der behov for at styrke den tidlige opsporing af elever med høj begavelse, så de får den rette undervisning, så de kan udfolde deres potentiale”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Læs ekspertgruppens kommissorium her (pdf)
Læs arbejdsgruppens kommissorium her (pdf)
Om screening for høj begavelse
Initiativet om et styrket fokus på elever med høj begavelse gennem tidlig opsporing og nye redskaber er en del af aftalen om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem fra oktober 2021.
Det er et centralt mål, at folkeskolen skal udvikle alle elevers læring og trivsel. Dette omfatter også elever med høj begavelse, som kan være en overset elevgruppe. Med screeningsværktøjet får skolerne bedre mulighed for at styrke den tidlige identifikation af de elever, som oplever udfordringer og mistrivsel pga. høj begavelse. Dermed bliver det nemmere at igangsætte relevante undervisningsaktiviteter og målrettet undervisningsdifferentiering på et tidligt tidspunkt, så elever med høj begavelse støttes i at udvikle sig svarende til deres faglige forudsætninger.
For at understøtte skolernes arbejde igangsættes desuden en vejledningsindsats i Børne- og Undervisningsministeriet, herunder om tjeklisten og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af undervisning for elever med høj begavelse.
Elever med høj begavelse refererer, ifølge VIVE (2015), til elever med en IQ over 130, mens elever med særlige forudsætninger refererer til elever med IQ over 120. I aftalen om fremtidigt evaluerings- og bedømmelsessystem omfatter indsatsen begge kategorier.
Læs aftalen om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem (pdf)
Læs mere om Indsatser målrettet højt begavede børns faglige udvikling og trivsel (vive.dk)
Forperson Poul Nissen, rådgivende psykolog, dr. phil.
Charlotte Dyreborg Madsen, ph.d.-studerende ved DPU, Aarhus Univer-sitet og lektor ved Professionshøjskolen UCN
Peter Grubert, formand for Begavet med Glæde
Anne Harrits, leder af Akademiet for Talentfulde Unge | Midt og Junior Talent Vest
Dea Franck, privatpraktiserende psykolog
Ole Lerke, skoleleder på Bohrskolen, Esbjerg
Miv Munksgaard, lærer på Ålholm Skole, København
Kate Brogaard, lærer på Nørre Boulevard Skolen, Holstebro
Ole Kyed, privatpraktiserende psykolog
Kirsten Baltzer, ekstern lektor ved Aarhus Universitet
Jan Andreasen, koordinator i Videnscenter for børn med særlige forud-sætninger, Gentofte Kommune
Lasse Hønge Flarup, sektionsleder af Børn og Ungeenhed, Aarhus Kommune
Julie Ninn-Hansen, repræsentant for Dansk Psykolog Forening
Jeppe Dørup, repræsentant for Danmarks Lærerforening
Frederikke von Wieding, repræsentant for Skolelederforeningen
Peter Brixen, repræsentant for Børne- og Kulturchefforeningen
Kasper Nordborg Kiær, repræsentant for KL
Oskar Sommer, repræsentant for Danske Skoleelever
Grethe Bremer, repræsentant for Skole og Forældre
Trine Ankerstjerne, repræsentant for BUPL
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
E-mail: STUK@stukuvm.dk
Telefon: +45 33 92 51 88
Telefontid:
Tirsdag og torsdag kl. 9-12.