65 procent af de elever, der fuldfører FGU, går på en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse, fire måneder efter de er stoppet på FGU. ”Tallene bekræfter mig i, at FGU-skolerne gør en stor forskel,” siger ministeren, som snart vil indlede forhandlinger om FGU.
Størstedelen af de unge, der gennemfører et forløb på den forberedende grunduddannelse (FGU), kommer efterfølgende videre i uddannelse eller beskæftigelse.
Konkret er 65 procent af de elever, der fuldfører FGU, begyndt på en uddannelse eller i beskæftigelse, fire måneder senere. Det gælder til gengæld kun for 10,5 procent af dem, der afbryder deres FGU-forløb.
Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet om, hvad FGU-eleverne laver fire måneder efter, de har afsluttet deres FGU-forløb. Opgørelsen dækker perioden fra FGU’s start i august 2019 frem til og med februar 2023 og lander forud for de kommende forhandlinger om netop FGU.
Hvis man ser samlet på både de elever, der har fuldført FGU, og dem, der har afbrudt FGU, er det godt 47 procent af eleverne, som fire måneder efter de er stoppet, går på en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse.
”Der er ingen tvivl om, at FGU har haft en hård start. Men de her tal bekræfter mig i, at FGU-skolerne rundt omkring i landet gør en stor forskel for en masse unge, som måske ikke har haft nemt ved at finde deres vej i uddannelsessystemet eller en plads på arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg dette efterår indkalde Folketingets partier til forhandlinger om, hvordan vi kan styrke FGU-institutionerne og give dem bedre forudsætninger for at hjælpe endnu flere unge,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Ministeren har forud for de kommende forhandlinger inviteret ordførerne på området til et møde om FGU i næste uge.

Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)