I en ny beretning om den forberedende grunduddannelse (FGU) vurderer Rigsrevisionen, at Børne- og Undervisningsministeriet gennem tilsyn og vejledning ”i det væsentligste” har understøttet, at FGU-institutionerne har levet op til lovens formål. De fem udvalgte FGU-institutioner overholder dog ikke fuldt ud kravene til uddannelsen, står der i beretningen.
Børne- og Undervisningsministeriet har gennem tilsyn og vejledning ”i det væsentligste” understøttet, at FGU-institutionerne har levet op til lovens formål, siden opstarten af FGU i 2019. Det vurderer Rigsrevisionen i en ny beretning, som i dag er blevet oversendt til statsrevisorerne.
Rigsrevisionen vurderer dog også, at de fem udvalgte FGU-institutioner ikke fuldt ud overholder kravene til forløbsplaner og månedlige evaluerings- og vejledningssamtaler med eleverne, og at ministeriet i højere grad kunne have fulgt op på, om de krav er blevet overholdt.
De fem undersøgte institutioner har retningslinjer for arbejdet med forløbsplaner, men de kan ifølge Rigsrevisionens beretning i mange tilfælde ikke bruges som et styrings- og pædagogisk værktøj, fordi de er sparsomt udfyldt. Der mangler for eksempel i flere af planerne en beskrivelse af, hvordan elevens mål skal nås, og hvordan elevens undervisning kan blive tilrettelagt på den mest hensigtsmæssige måde.
Rigsrevisionens kritik er generelt af meget lav karakter. I vurderingen står der for eksempel, at institutionerne overholder kravene til antal undervisningstimer og håndtering af fravær.
”Jeg er glad for, at Rigsrevisionen konkluderer, at ministeriet har hjulpet FGU-institutionerne med at finde sine ben som ny uddannelse. FGU er en vigtig prioritet for regeringen og den rette vej for mange af de 43.000 unge, som i dag hverken er i uddannelse eller arbejde. Nogle af skolerne overholder ikke fuldt ud kravene til forløbsplaner og vejledningssamtaler. Det skal vi selvfølgelig ikke underkende. Men vi kan se på tallene, at de ansatte på FGU-skolerne rundt i landet gør en kæmpe forskel og hjælper størstedelen af de unge videre i uddannelse eller job efter en fuldført FGU. Det er det afgørende for mig. I efteråret indgik vi en aftale, som styrker FGU-skolernes økonomi og giver dem mere frihed til at tilrettelægge forløb, som giver bedst mening for lige netop deres unge. Jeg er sikker på, at det kan hjælpe FGU-skolerne helt i mål,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Rigsrevisionen indledte undersøgelsen om FGU i februar 2023. Formålet med undersøgelsen har været at vurdere, om FGU-institutionerne overholder elevernes lovmæssige krav til uddannelsen, herunder krav til forløbsplaner, evaluerings- og vejledningssamtaler, undervisningstimer og håndtering af fravær. Derudover om Børne- og Undervisningsministeriet gennem tilsyn har understøttet, at FGU-institutionerne har levet op til lovens formål.
På baggrund af sin undersøgelse anbefaler Rigsrevisionen, at Børne- og Undervisningsministeriet i forlængelse af det tilsyn, ministeriet nu har igangsat, overvejer, hvordan ministeriet kan støtte FGU-institutionerne i at anvende forløbsplanerne som et effektivt redskab til at understøtte elevernes faglige, personlige og sociale udvikling.
Læs hele beretningen fra Rigsrevisionen her (rigsrevisionen.dk)
Hovedformålet med FGU er at motivere og ruste de unge fagligt, personligt og socialt til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller at få varigt fodfæste på arbejdsmarkedet, jf. lov om forberedende grunduddannelse. Baggrunden for oprettelsen af FGU var den daværende regerings målsætning om, at alle skal have et liv med uddannelse og job, og at næsten 50.000 unge under 25 år stod uden ungdomsuddannelse eller var uden for uddannelse eller beskæftigelse i 2017.
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Departementet
E-mail: uvm@uvm.dk
Telefon: +45 33 92 50 00