Streamingsamfundet presser folkeskolen

I 2013 åbnede den første Normal-butik. Siden har discountkæden spredt sig til hele landet. Virksomhedens logo er en stregtegning af en mand med hænderne i lommerne og et tomt blik i øjnene. På mandens T-shirt står der: »Jeg er unik.«

Denne simple tegning indfanger tidsånden på en tankevækkende måde. På den ene side gør logoet grin med en gennemsnitlig mands behov for at skille sig ud. På den anden side er T-shirtens budskab indlysende sandt: Ingen er normale. Normal er et program på en vaskemaskine. Alle er unikke. Selv mellem søfolk er der et hav af forskelle.

Samme dobbelthed præger også folkeskolen. I disse år vurderes stadig flere elever til at have særlige behov. Nogle får høreværn, som de bruger i klasselokalet. Andre har brug for at kunne rejse sig fra stolen og gå rundt i timerne. Nogle har behov for, at dagene ligner hinanden. Andre ønsker mere variation i undervisningen. Og mange går rundt med en grøn solsikkesnor, der viser omgivelserne, at her er en person med nogle særlige udfordringer.

UDVIKLINGEN er udtryk for, at børns særlige behov er mindre stigmatiserende end tidligere. Og at vi er blevet dygtigere til at forstå og anerkende, hvad de kæmper med.

På den måde er udviklingen sund og god. På den anden side: Selvom alle børn er unikke, kan hverken undervisning eller frikvarter fungere, hvis alle har en særaftale. Der er nødt til at være nogle stabile rammer af normalitet, som langt de fleste af eleverne er i stand til at indordne sig.

For noget tid siden læste jeg et interview med en skoleleder, der beskrev, hvordan hun oplever udviklingen. »Tidligere var det sådan, at familierne havde ét fjernsyn,« påpegede skolelederen. »Nu sidder alle med hver sin skærm, og alle får opfyldt præcis det behov, de har hver især. Nogle gange virker det, som om vi slet ikke kan være i noget, der ikke er optimalt for os selv. Det er det, mange børn slås med.«

SKOLELEDERENS FORTÆLLING om at streame alene er interessant. Fredag aften i sofaen bliver til et billede på en individualisering, der præger hele samfundet. Børn i dag vokser op med mere »mig« og mindre »vi«.

Der er noget fristende ved denne individualisering, der på overfladen tilbyder hvert enkelt menneske at blive mødt i sine egne behov. Problemet er blot: Vi lever i hinandens verden. Og derfor støder vi konstant ind i andre mennesker, som har nogle ønsker, der ikke matcher vores egne. Naboen, der spiller høj musik. En kollega, som fik det forkerte ben ud af sengen. I et propfyldt S-tog. I det store frikvarter. Det er arenaer i tilværelsen, hvor vi må prøve at forstå de andres behov og mødes et sted i midten.

Men det oplever jeg, at vi har fået sværere ved. Måske er det derfor, at der i Netto hænger et skilt med, at vi skal tale ordentligt til kassedamen. Og at både skraldemænd og fodbolddommere bliver mødt af urimelige tilråb. Empatien er under pres.

Intet sted er dette tydeligere end i folkeskolen, hvor samfundets tendenser som regel træder tydeligt frem. Skolen er kanariefuglen i kulminen, når der er ubalance i forholdet mellem det individuelle og fællesskabet. Det er børnene og lærerne, der først gisper efter vejret, når ilten og overskuddet og empatien slipper op.

PÅ CHRISTIANSBORG forhandler vi for tiden nye regler i stedet for den inklusionslov, der trådte i kraft det skoleår, hvor den første Normal-butik åbnede. Loven fungerer ganske enkelt ikke. Mange børn med autisme, adhd og andre udfordringer venter alt for længe på støtte. Det bør vi kunne gøre langt bedre.

Familierne skal have hjælp, når vi ser de første tegn på mistrivsel og fravær. I dag får problemerne lov til at vokse sig alt for store.

Men ved siden af de særlige og specialiserede indsatser tror jeg, det er særligt vigtigt, at folkeskolen også betoner den almene dannelse. Altså alt det, vi er fælles om. Uanset hvor i landet og i hvilken familie vi er vokset op.

Folkeskolen bør gå op imod streamingsamfundet og insistere på, at læreren ikke kun står over for 22 individer, men også en skoleklasse. Præcis ligesom Danmark ikke blot er seks millioner enkeltpersoner med hvert sit Netflix-abonnement, men faktisk en nation, der har brug for at fastholde noget alment, vi er fælles om, noget normalitet.

FOLKESKOLENS AMBITION om at sikre denne rette balance mellem individ og fællesskab er formuleret i skolens formålsparagraf. Den forklarer, at børnene skal blive fortrolige med vores fælles kultur og historie, og at de skal lære at indgå i et samfund, der bygger på både rettigheder og pligter. Eleverne skal med andre ord lære at indordne sig og blive en del af noget større; en skoleklasse, et lokalsamfund, et folk.

Det sidste kæmper mange elever med. Det kan komme til udtryk som støj i undervisningen, udadreagerende adfærd i frikvartererne og vold over for lærere og andre elever.

Vi ved fra undersøgelser, at lærerne bruger for meget tid på at få ro i klassen og håndtere konflikter og for lidt tid på undervisning.

En del af problemet er, efter min mening, at børnehaverne ikke har været prioriteret højt nok. At være skoleklar handler ikke om at kunne stave sit navn eller tælle til 20. Børnehavens vigtige arbejde handler mere om sociale kompetencer: at kunne vente på tur, modtage en kollektiv besked, respektere andre børns grænser og forstå, at man ikke selv er i centrum hele tiden.

Jeg forventer, at de seneste års investeringer i børnehaverne vil bidrage til dette. Derudover er der ansat tusindvis af pædagoger i folkeskolen. Vi har ændret loven, så elever i indskolingen får kortere skoledag og vil møde færre forskellige lærere. Ligesom vi har indført et storskalaforsøg med skolemad, så eleverne kan blive mere sammenspiste. Også alt det skal gerne bidrage til at hjælpe eleverne med at kunne indgå i klassefællesskabet på en god måde.

ET ANDET PROBLEM er, at vores forståelse af det almene og normale er blevet for snævert. Særligt i de ældste klasser oplever mange ganske almindelige og normale unge, at de ikke passer ind i en skole, der kan virke abstrakt og meningsløs for dem. Derfor har vi indført juniormesterlære til elever, der ønsker sig en mere erhvervsrettet afslutning på folkeskolen. Ligesom vi i det hele taget ønsker en mere praktisk skole, som bliver bedre til at møde de børn, som ikke kommer fra et hjem med en stærk akademisk tradition og derfor nogle gange kan føle sig unormale i en meget teoretisk skole.

I forlængelse af dette har vi også taget et opgør med skærme og mobiltelefoner i skolen. Vi fokuserer i stedet på fysiske bøger, at skrive i hånden og blive undervist i nye og bedre faglokaler. Man skal gribe, før man kan begribe, som Grundtvig sagde. Krop, redskaber og materialer er vigtigt. Børn skal ikke fremmedgøres over for den fysiske verden, som omgiver dem.

Et klasselokale skal ikke ligne et åbent kontorlandskab med opslåede computere fra morgen til aften. Ingen får læselyst af at terpe Ternet Ninja på en skærm. For mig handler bøger også om at udvikle elevernes sprog. At kunne sætte ord på sine følelser og holdninger er helt afgørende for at blive forstået af andre. Uden et levende og nuanceret sprog tager andre udtryksformer over. Derfor er bekæmpelsen af sprogfattigdom og indsatsen mod vold i skolen to sider af samme sag.

DER ER BEHOV for at beskytte fællesskabet noget bedre. Folkeskolen skal have plads til alle elever. Men ikke til al opførsel. Det er årsagen til, at jeg det seneste år har præsenteret en række opstramninger af folkeskolens ordensbekendtgørelse.

Det er blevet lettere for skoleledere at hjemsende elever i én eller flere dage, hvis de for eksempel har været voldelige eller lavet groft hærværk. Jeg kan se, at mulighederne bruges over hele landet, og det har skolelederne min fulde opbakning til.

Det er helt okay at sætte elever til at rydde op efter sig selv eller få en tjans på skolen, hvis de for eksempel har smidt rundt med råvarerne i madkundskab eller skrevet på væggene. Konsekvenser er også pædagogik. Og vi skal lære eleverne at have respekt for skolens ejendom.

Hvis en elev filmer en klassekammerat under bruseren efter idræt, skal en lærer have mulighed for at tage telefonen fra vedkommende. Sådan en lærer skal ikke frygte en fyreseddel. Derfor har regeringen skrevet et nyt udkast til et lovforslag om, hvornår lærere må gribe ind i situationer, hvor elever krænkes af andre. Nogle debattører anklager regeringen for at ville straffe de krænkende elever. Det er selvfølgelig helt forkert. Lovforslaget handler om at give lærerne mulighed for at påtage sig omsorgsansvaret over for de krænkede elever og gribe ind, når det er nødvendigt, af hensyn til trivsel og undervisning.

ALLE DISSE POLITISKE TILTAG er gennemført for at styrke folkeskolen og sikre den almene dannelse af vores børn. Men det er min vurdering, at der er brug for mere end økonomi og jura, altså mere end politik.

I den føromtalte formålsparagraf står der også, at skolen og forældrene skal samarbejde om at realisere skolens formål. Vi forældre har altså et medansvar for, at vores børn opfører sig ordentligt.

Det er på denne baggrund, at jeg har rejst en diskussion om opdragelse. Det har givet kritik fra debattører, der mener, at jeg hellere bør forebygge, at konflikter, vold og hærværk overhovedet opstår på skolerne. Enig! Jeg er også tilhænger af, at man skal prøve at undgå konflikter. Jeg går også ind for tilstrækkeligt med ressourcer. Men en gang imellem er der altså brug for at gribe ind i en ophedet situation eller hjemsende en elev. Den virkelighed findes på skolerne.

Det bliver jeg som minister nødt til at forholde mig til. Jeg kan ikke leve i en drømmeverden, hvor der aldrig opstår konflikter, når en halv million elever og titusindvis af ansatte møder ind i skolen hver eneste dag.

Så jeg står fast.

I OLDTIDENS GRÆKENLAND havde de rigeste familier en slave ansat til at følge deres børn til undervisning og sørge for, at de opførte sig ordentligt. Ordet paidagōgós er faktisk en oldgræsk betegnelse for denne specifikke slave, som vi moderne forældre af mange gode grunde ikke har mulighed for at have til rådighed i 2025.

Vi har til gengæld dygtige pædagoger i Danmark. Men vi kan ikke udlicitere hele opdragelsen til dem. Vi forældre må selv tage hovedansvaret for, at vores børn opfører sig ordentligt. Og jo dårligere vi som forældre løser denne opgave, jo flere ressourcer skal skolen bruge på ro og orden.

Vi ved fra mange års erfaring, at nogle socialt udsatte familier kan mangle overskuddet til at sikre tilstrækkelig opdragelse i hjemmet. I de tilfælde har skolen altid måttet gøre en ekstra indsats. Det er faktisk helt afgørende for netop de børns trivsel, at en skolelærer eller pædagog har overskud til at se dem i hverdagen. Børn fra udsatte familier rammes derfor særligt hårdt, hvis alle vi andre ikke løfter vores opgave i hjemmet.

Det er blandt andet derfor, at jeg har rejst diskussionen – og sagt, at det ikke altid er skolens rammer, som skal tilpasse sig elever, der ikke kan indordne sig. Nogle gange er det eleverne, der skal ændre adfærd. Alting er ikke altid »samfundets skyld«.

Jeg er dermed uenig med de debattører, der hævder, at børn altid gør det så godt, som de kan. Børn kan meget mere, end de selv tror! Vores opgave som voksne er at hjælpe dem. Vi skal altså ikke sænke forventningerne til elevernes adfærd. Vi skal øge støtten til, at de kan lære at opføre sig bedre.

Faktisk vil jeg påstå, at det er manglende respekt for børn, når man fritager dem fra ansvar for deres egne handlinger.

TIL SLUT vil jeg understrege, at vi skal diskutere skolens problemer frit og åbent. Det er kun godt. Der er forudsætningen for at kunne løse dem.

Men vi skal ikke glemme, at langt de fleste elever trives i folkeskolen. De lærer at læse, skrive og regne. De præsenteres for historien, håndværk, idræt og naturen. De møder ind hver eneste morgen på velfungerende skoler med dygtige lærere og pædagoger.

Vi har ikke en folkeskole i en afgrundsdyb krise.

Men dens opgave med at sikre den almene dannelse er blevet sværere. Den kæmper med børn, der opdrages i et streamingsamfund, hvor de har sværere ved at indordne sig et fællesskab. Der er blevet mindre »vi« og mere »mig«.

Det er et problem, der fylder meget i skolens hverdag, og nogle gange kommer det til udtryk som uro i undervisningen, mistrivsel og voldelig adfærd. Men jeg er samtidig sikker på, at vi sammen kan få vendt udviklingen. Folkeskolen har opbakning fra titusindvis af lærere og pædagoger og hundredtusindvis af os forældre. Vi vil allesammen vores børn det bedste.

Jeg ønsker et godt nytår til skolens folk.