Søg udlodningsmidler til samarbejder mellem hf og erhvervsuddannelserne

Udbydere af hf og erhvervsuddannelser kan nu søge tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriets udlodningspulje til indsatser på den toårige hf og i erhvervsuddannelserne, der kan understøtte en helhedsorienteret undervisning. Puljen er på 36,6 millioner kroner.

Hvordan kan helhedsorienterede undervisningsforløb tilrettelægges, så elever på den toårige hf og i erhvervsuddannelser udvider deres erfaring med at anvende teoretisk viden og praktiske færdigheder? Hvilke kompetencer kræver det af undervisere og ledere?  

De spørgsmål har vi behov for mere viden om. Derfor går Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler i 2025 til projekter, der skal udvikle, afprøve og evaluere indsatser i hf og erhvervsuddannelserne, som kan styrke en undervisning, hvor både teoretisk viden og praktiske færdigheder bruges sammen.

Den viden, der indsamles skal understøtte den kommende implementering af den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse, epx, som samtidig er en praktisk gymnasieuddannelse.

Puljen, som i år er på 36,6 millioner kroner, skal ansøges af minimum en erhvervsskole og toårig hf-udbyder i fællesskab.

Sådan søger du

I kan søge om at få del i udlodningsmidlerne frem til den 3. oktober 2025 kl. 13.00.

Fordelingen af tilskud forventes at finde sted i december 2025.

Udlodningsmidlerne er en del af overskuddet fra Danske Spil A/S.

Læs mere om udlodningsmidlerne, og hvordan du søger.

 

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)