Nu kan skoler tilbyde ekstraordinær omprøve i FP10 engelsk den 20. juni 2025

Eleverne i 10. klasse kan få tilbud om at aflægge omprøve i skriftlig engelsk den 20. juni måned, som følge af fejl i prøven den 8. maj 2025.

Ved engelskprøven i 10. klasse torsdag den 8. maj medførte en fejl i opsætningen af delprøven i skriftlig fremstilling, at eleverne fik en dårlig prøveoplevelse. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet beklager fejlen og har iværksat en gennemgang af vores procedurer for at undgå lignende fejl fremadrettet.

Grundet fejlen foranstalter vi ekstraordinært en ny prøve i FP10 skriftlig engelsk, så elever, der er tilbudt en omprøve, ikke skal vente til december med at aflægge prøven.

Prøven afholdes fredag den 20. juni 2025 kl. 12.30 – 15.30.

Vi er opmærksomme på, at prøven ligger på den sidste mulige prøvedag for de mundtlige prøver i dansk, matematik og engelsk i 10. klasse, og beklager på forhånd det arbejde, nogle skoler kan få med at flytte mundtlige prøver, der afholdes i dette tidsrum.

Selvom fejlen i prøven den 8. maj kun berørte delprøven i skriftlig fremstilling, vil elever, der tager imod tilbuddet om omprøve den 20. juni, skulle aflægge hele prøven i FP10 engelsk, det vil sige både delprøven i sprogligt fokus og delprøven i skriftlig fremstilling. Det skyldes, at eleverne selv styrer, hvor stor en del af den samlede tid, eleverne vil bruge på de to dele.

Skoler skal være opmærksomme på, at elever i 10. klasse ikke vil være forpligtede til at aflægge prøven, hvis de har været forhindrede i at aflægge den, ligesom det er op til den enkelte elev, hvorvidt eleven ønsker acceptere et tilbud om at aflægge omprøve den 20. juni.

Tilmeld elever til omprøve senest den 16. juni i TOPAS

Eleverne skal tilmeldes til prøven i TOPAS på samme måde som ved andre prøver. Tilmeldingen er åben for alle skoler, der havde elever tilmeldt til prøve i FP10 skriftlig engelsk ved den ordinære prøvetermin i maj 2025.

Tilmeldingen i TOPAS skal ske senest den 16. juni 2025.

Booking af elever til omprøve fra den 16. juni i testogprøver.dk

Skolerne skal booke de tilmeldte elever til prøven i FP10 engelsk i testogprøver.dk. Bookingen åbner den 16. juni. 

Læs om booking af prøver på Styrelsen for It og Lærings vidensbase (viden.stil.dk)

Få yderligere information om, hvornår skoler kan/skal tilbyde omprøve til eleverne

Skolerne kan finde yderligere vejledning om omprøven i styrelsens vejledning for den ekstraordinære omprøve i FP10 engelsk.

Her kan du finde information om:

  • Hvornår kan/skal skoler tilbyde omprøve til eleverne
  • Betydningen af FP10 skriftlig engelsk for elevers optagelse på ungdomsuddannelse

Kontakt

  • Kontor for Prøver, Eksamen og Test

    Titel: Folkeskolens prøver - Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 33 92 61 00

     

    Drejer din henvendelse sig om spørgsmål vedr. TOPAS, kan du finde informationer på siden for vejledning om TOPAS. Eventuelle udfordringer med TOPAS kommer ikke til at have indflydelse på elevernes mulighed for at gå til prøve.

    Du kan generelt søge information om prøveafholdelse og reglerne på området i prøvebekendtgørelsen (retsinformation.dk).

    Du kan kontakte os om generel vejledning om prøveafholdelse i folkeskolen. Behandling af konkrete sager er et kommunalt ansvarsområde.

    Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.