Vold og krænkelser skal have konsekvenser for elever i folkeskolen

Indlæg af Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye bragt i Jydske Vestkysten den 17. november 2025.

Vold og krænkelser hører ikke hjemme på landets skoler. Derfor har regeringen foreslået, at skolelederen kan udskrive de ældste elever, hvis de gentagende gange udøver vold eller bryder skolens ordensregler.

Det kalder avisens leder for kapitulation. Ifølge JydskeVestkysten er en udskrivning af en elev et tegn på, at systemet ikke kan rumme barnet.

Det er selvfølgelig aldrig en lykkelig afslutning at må udskrive en elev. Men nogle gange kan det være den bedste løsning. Det handler om ansvar. Vi bliver nødt til at tænke på resten af skolens elever, der har krav på en tryg hverdag uden vold og krænkelser. Hvis en 14-årig dreng slår en klassekammerat ned, skal ofret ikke risikere at sidde i samme klasselokale med ham dagen efter. Så er det bedre, at vi finder et andet skoletilbud til den elev, der ikke kunne opføre sig ordentligt.

Vores forslag er rettet mod grove tilfælde. Og det vil altid være sidste udvej. Hvis en elev reagerer voldeligt eller på anden måde uhensigtsmæssigt, kan det selvfølgelig være relevant at se på, om skolens rammer er gode nok, og om læreren har gjort det rigtige. Det giver sig selv.

Men der findes desværre episoder, hvor vi er nødt til at trække en meget klar streg i sandet. Hertil og ikke længere. Alle elever er velkomne i folkeskolen. Men det er al adfærd ikke.