Ny måling viser fortsat høj trivsel på landets ungdomsuddannelser og FGU

Trivslen blandt elever på ungdomsuddannelser og FGU er fortsat høj. Det viser trivselsmålingerne for 2025.

Der er fortsat høj trivsel hos eleverne på landets gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser og den forberedende grundskole (FGU).

Det viser resultaterne fra den seneste elevtrivselsmåling for 2025, som Styrelsen for It og Læring netop har offentliggjort.

Trivselsmålingen er opgjort på en skala fra 1-5, hvor 5 er den bedst mulige trivsel. Resultaterne fra målingen viser, at trivslen på gymnasierne og erhvervsuddannelserne ligger på 4,0, og har været på et stabilt niveau i en lang årrække. På FGU er den samlede trivsel på 3,8. Den har, ligesom på de to andre uddannelser, ligget stabilt i en årrække.

Der er meget debat om unges trivsel. Men vi skal også huske på, at de fleste elever trives på deres uddannelse. Samtidig er der unge, som har det svært. Dem skal vi selvfølgelig ikke glemme”, siger børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye.

Eleverne på de gymnasiale uddannelser udtrykker lavest trivsel, når det kommer til ”Pres og bekymringer”, der har fået en gennemsnitscore på 2,7. På indikatoren ”Mobning” udtrykker eleverne den højeste trivsel med en gennemsnitsscore på 4,7.

På erhvervsuddannelserne er det på indikatoren ”Fysiske rammer”, hvor eleverne udtrykker lavest trivsel med en gennemsnitsscore på 3,7 på landsplan. På indikatoren ”Velbefindende” udtrykker eleverne den højeste trivsel med en gennemsnitsscore på 4,3.

På FGU har eleverne angivet den laveste trivsel, når det kommer til ”faglig trivsel” med en score på 3,7, og når det kommer til ”faglig støtte” og de ”fysiske rammer” er en gennemsnitscore på 3,9. Det er dog på indikatoren ”trivsel uden for skolen”, at eleverne udtrykker den højeste trivsel med en gennemsnitscore på 4,0.

Om trivselsmålingerne 2025

Trivselsmålingerne på de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelserne og FGU er årlige nationale målinger med forskellige spørgerammer. Trivselsmålingerne afvikles i perioden 1. november til 31. december.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)