Indlæg af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og formand for Trivselskommissionen Rasmus Meyer bragt i Altinget den 26. februar.
"Ansvar egner sig bedst til indvortes brug."
Sådan skrev demokratitænkeren Hal Koch for snart 70 år siden. Credoet indfanger, om end det har mange år på bagen, godt en af hovedkonklusionerne i Trivselskommissionens anbefalinger, som i de her dage fejrer etårs fødselsdag.
Virkeligheden var, at den vigtige diskussion om børn og unges trivsel var havnet i en blindgyde.
Trivselskommissionen fik kort fortalt en opgave. At forstå, hvorfor en accelereret frigørelse og en stadig voksende rigdom ikke slog om i større livstilfredshed blandt børn og unge? Hvad var der på spil? Hvad skulle vi stille op?
Opgaven var svær, men mest af alt var den vigtig. Til syvende og sidst må et samfund vurderes på én ting: Om mennesker lever muntre, virksomme og meningsfulde liv. Vækst og velfærd er redskaber. Aldrig mål i sig selv.
Kommissionens endelige afrapportering fik titlen 'Et dansk svar på et vestligt problem.' Overskriften tydeliggjorde, at det, vi er vidne til i Danmark, er et vestligt fænomen. Det er drevet frem af internationale og moderne tendenser.
Men den angav samtidig en vej frem: en hjemvenden til vores egen tradition med fokus på pædagogik, karakterdannelse, opdragelse, livsoplysning og fællesskaber.
Analyserne og anbefalingerne afspejlede, at udfordringerne og svarene tager sig forskellige ud på tværs af alder, egn, ophav og køn. Og at børn og unges liv leves i en række arenaer: familien, dagtilbud og skole, den digitale verden, civilsamfundet og fritidslivet.
På den baggrund lancerede kommissionen 35 anbefalinger. Nogle var henvendt til forældre. Andre til civilsamfundet. Mens andre igen var henvendt til kommuner, Folketinget, regeringen og EU.
Anbefalingerne havde det til fælles, at de på en og samme tid søgte at skabe gode rammer for alle børn og unge. Og samtidig havde som ambition at sætte den enkelte i stand til at tage vare på sig selv, overkomme svære perioder og træde ind i fællesskaber på en god måde.
I de her dage er det et år efter offentliggørelsen. Kommissionens analyse og anbefalinger grundlaget for regeringens arbejde. På tværs af landet – i kommuner, civilsamfund og idrætsliv – guider konklusionerne mange steder arbejdet med trivsel. Senest kunne Mandag Morgen fortælle, at 32 ud af 35 anbefalinger enten er afsluttet eller igangsat.
Det var – om end det burde være helt ukontroversielt, at vi forældre har det største og primære ansvar for vores børns udvikling og trivsel – anbefalingerne til familien, der fyldte mest i den offentlige samtale i månederne efter offentliggørelsen.
Andre anbefalinger fyldte mindre. To spor, der ikke fik den opmærksomhed, de fortjente, var 'karakterdannelse og myndiggørelse' og 'en tidssvarende pædagogisk praksis.'
Ambitionen med de anbefalinger var at løfte kvaliteten på dagtilbuds- og skoleområdet og skabe en revitalisering af den pædagogiske praksis.
Mens vi på sundhedsområdet de seneste år har været vidne til et kvalitativt kraft- og kvantespring, og mens mange oplever, at de privat har fået flere penge mellem hænderne sammenlignet med for 10-20 år siden, ligner børnehaver, skoler og fritidstilbud de tilbud, som vi i forældregenerationen selv havde adgang til. Ja, faktisk har man nogle steder indtryk af, at det er gået den gale vej.
Normeringer, uddannet personale, nye bøger samt SFO- og klubtilbud fra øverste hylde gør det selvsagt ikke alene. Men et løft af dagtilbuds-, skole- og fritidsområdet er en del af svaret. Særligt for de børn og unge, som kommer fra udfordrede hjem.
De fortjener at blive mødt af gode børnefællesskaber, voksne, der har tid til dem, og et levende ambitiøst pædagogisk miljø.
Kommissionens anbefaling gik derfor på to ben: Investeringer og indhold.
Pengene først. Flere sandheder kan som bekendt godt bo side om side. Ja, det er rigtigt, at vi målt i kroner og øre bruger mange penge per barn i dagtilbud, skoler og fritidstilbud, men virkeligheden er også, at stadig flere børn har fået behov for et specialiseret tilbud.
Med andre ord: Set oppefra bruger vi rigtigt mange penge, men nedefra – inde på rød stue, ovre på den lokale folkeskole og nede i klubben – er der blevet længere mellem nye kaninbure, lejrskoler og pædagogisk efteruddannelse.
Vi har gang i en – ikke ond, men uhensigtsmæssig – spiral. Hvor det almene område slider i det. Det accelererer efterspørgslen efter specialtilbud, som igen udhuler økonomien på almenområdet. Den udvikling skal stoppes.
Derfor foreslog kommissionen, at der investeres i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. Et forslag, der nok fik mindre airtime end anbefalingerne til forældrene. Men som ikke desto mindre er lige så afgørende for sporskiftet i trivselsindsatsen.
Men investeringer gør det ikke alene. I de seneste år har vi på børne- og ungeområdet været vidne til en udvikling, der i kondenseret – og derfor forsimplet – form kan beskrives sådan her: Fra fællesskab til individ. Fra autoritet til autonomi. Fra egenskaber til kundskaber. Og – måske vigtigst – fra pædagogik til psykologi.
Den udvikling er ikke kun af det onde, men den pædagogiske praksis er – for at bruge et udtryk lånt fra skolegården – blevet jordet af psykologien.
I kommissionen beskrives udviklingen under overskriften patologisering. Begrebet betegner en ny kulturel tilbøjelighed til at forstå almindelige oplevelser og udfordringer med et diagnostisk vokabularium. En psykiatrisering af det almene.
Samt en ny strukturel praksis, hvor familien oplever, at deres barn skal diagnosticeres for at få adgang til støtte, hjælp og indsatser. En model, der på paradoksal vis truer med at accelerere de problemer, vi som samfund søger at løse.
Den udvikling har svækket og stækket pædagogikken – og den skal vendes. Psykologien og psykiatrien har selvsagt en afgørende rolle at spille, men disciplinerne må også kende deres begrænsninger. Den psykiatriske værktøjskasse er velegnet i forhold til børn og unge, der vitterligt er syge.
Men i forhold til mistrivsel, der netop vedrører det almene menneskelige, det eksistentielle og det socialt betingede, er pædagogikken langt at foretrække.
Pædagogikken kan give den enkelte sprog og livsprismer at begribe sig selv og verden med. Pædagogikken kan åbne døren til menings- og livfulde fællesskaber.
Pædagogikken kan understøtte personlige egenskaber som selvbeherskelse, vedholdenhed, mod og ansvar. Pædagogikken kan ad snørklede stier vise vej til selvforglemmelsen. Pædagogikken kan bringe kroppen i spil. Pædagogikken kan verdensvende. Blot for at nævne nogle eksempler.
Vi befinder os ikke i trivselskrise i Danmark. Men udfordringerne er reelle – og de kalder på handling.
Hvis vi skal lykkes, kræver det et opgør med vanetænkning. Et opgør med forestillingen om, at mistrivsel primært er et individuelt problem, der skal løses med en henvisning og en diagnose. Og et opgør med idéen om, at kvalitet i dagtilbud og skole er noget, der kommer af sig selv.
Vi skal turde tale om opdragelse. Om karakter. Om forpligtende fællesskaber. Vi skal som voksne insistere på at have et anliggende med de kommende generationer.
Et år efter Trivselskommissionens anbefalinger står én ting klart: Retningen er sat. Nu handler det om vedholdenhed. Om at styrke det almene. Om at give pædagogikken sin plads tilbage.
Hvis vi vil et samfund, hvor flere lever muntre, virksomme og meningsfulde liv, så skal vi turde investere. Ét år med et dansk svar. Nu skal det for alvor virke.
