Ny opkvalificeringspulje skal bidrage til kompetenceløft i private pasningstilbud

En ny pulje skal understøtte et kompetenceløft blandt det pædagogiske personale i private pasningsordninger og privatinstitutioner.

Der er behov for et kompetenceløft blandt det pædagogiske personale i landets dagtilbud. Derfor har regeringen valgt at forlænge opkvalificeringspuljen til kommuner fra 2026-2030. Nu kommer der som noget nyt også en opkvalificeringspulje, som er målrettet det pædagogiske personale i private pasningstilbud. 

Med finanslovsaftalen for 2026 er der afsat 25 mio. kr. til puljen allerede i 2026. Derefter er der i perioden 2027-2029 afsat 20 mio. kr. årligt til puljen, der skal styrke kompetenceudvikling af pædagogisk personale i private pasningsordninger og privatinstitutioner. Målet er at understøtte god kvalitet i de små private pasningstilbud i hele landet. 

Det vil være muligt at søge om puljemidlerne, der vil blive tildelt én ansøger, som skal gennemføre en sammenhængende national kompetenceudviklingsindsats for pædagogisk personale i private pasningsordninger og privatinstitutioner. Ansøgeren kan være et konsortium bestående af offentlige og private aktører.  

Ansøgere forventes at have forhåndskendskab til relevante kompetencebehov hos pædagogisk personale i privatinstitutioner og private pasningsordninger, samt viden om og erfaring med kvalitetsudvikling af pædagogisk praksis på 0-6-årsområdet. 

Det er et krav, at kompetenceudviklingsindsatsen giver gode deltagelsesmuligheder inden for de rammer, som pædagogisk personale i private pasningsordninger og privatinstitutioner arbejder indenfor. 

Det forventes, at puljen bliver udmeldt ultimo marts 2026, og kompetenceudviklingsindsatsen forventes igangsat i sommeren 2026 med aktiviteter frem til 2030.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)

  • Kontor for dagtilbud

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet