Ny temauge skal være med til at styrke børn og unges kendskab til rigsfællesskabet

Børn og unge i Danmark skal have en bedre forståelse for rigsfællesskabet og de tre landes fælles historie. Det skal blandt andet ske gennem ny temauge i grundskolen: Rigsfællesskabsugen.

Vores demokrati og frihed er under pres, og det betyder, at vi skal værne mere om rigsfællesskabets fælles værdier og historie. Derfor vil børne- og undervisningsministeren styrke børn og unges kendskab til rigsfællesskabet og give dem en bedre viden om og forståelse for fællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark med 4 nye initiativer.

Børne- og undervisningsministeren opfordrer til, at grundskolerne sætter mere fokus på rigsfællesskabet i undervisningen. Det skal blandt andet ske ved, at skolerne kan deltage i en ny temauge på tværs af landet med navnet Rigsfællesskabsugen. Det forventes, at Rigsfællesskabsugen vil blive afholdt for første gang i uge 46 fra skoleåret 2027/2028.

Den nuværende verdenssituation sætter demokratiet under pres. Uroen i verden minder os om, at sammenhold ikke er en selvfølge, men noget, der skal holdes fast i. Der er brug for at styrke rigsfællesskabet, og det arbejde starter i skolen”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Rigsfællesskabsugen skal bidrage til at øge kendskabet til rigsfællesskabet blandt danske børn og unge gennem undervisningen. Den skal gøre eleverne klogere på nutidige og historiske forhold i rigsfællesskabet og bidrage til børn og unges åndelige oprustning. Ugen bliver etableret med inspiration fra Uge Sex, hvor skoler landet over sætter fokus på seksualundervisning. 

Rigsfællesskabsugen vil være frivillig for skoler at deltage i. Siden skoleåret 2023/2024 har rigsfællesskabet været obligatorisk i undervisningen i historie i folkeskolen, da Nordatlanten og rigsfællesskabet blev tilføjet som et punkt i historiekanon. Skoler kan bruge Rigsfællesskabsugen som en anledning til at sætte rigsfællesskabet på skoleskemaet.

Der vil blive udarbejdet inspirationsmaterialer m.v. i tæt dialog med relevante aktører med kendskab til Grønland og Færøerne. 

Der skal afsættes 2 mio. kr. i 2026 til udvikling af initiativet og herefter 1 mio. kr. årligt i 2027-2030 til at etablere og drive Rigsfællesskabsugen.

Den Nordatlantiske Gymnasieklasse bliver styrket 

For at fastholde muligheden for øget kendskab til rigsfællesskabet blandt unge i Danmark, Grønland og Færøerne afsættes der et årligt særtilskud på 3 mio. kr. til understøttelse af opretholdelse af Den Nordatlantiske Gymnasieklasse fra 2027. Særtilskud skal understøtte en stabil, bæredyg-tig og langsigtet uddannelsesmodel i rigsfællesskabet. 

På Gribskov Gymnasium har de siden skoleåret 2019/20 gennemført et forsøg med en Nordatlantisk Gymnasieklasse (NGK) i samarbejde med gymnasier i Grønland og Færøerne. Det foregår sådan, at eleverne bruger ét til to semestre i hvert land. NGK giver eleverne en helt særlig mulighed for, at unge i rigsfællesskabet lærer hinanden at kende på tværs af landene. 

Der afsættes desuden 2 mio. kr. årligt fra 2028 til at understøtte oprettelsen og driften af en kostafdeling på Gribskov Gymnasium til elever i NGK, så der kan findes faste boliger for gymnasiets elever. Anvendelsen af midlerne forudsætter, at institutionen kan godkendes til udbud af kostafdeling. 

Mere obligatorisk undervisning i rigsfællesskabet

Det er allerede i dag obligatorisk at undervise i rigsfællesskabet i folkeskolens historieundervisning. Men der lægges op til en yderligere styrkel-se af undervisningen om rigsfællesskabet, så det også kan indgå i de nye fagplaner for udvalgte fag i folkeskolen. 

Børne- og undervisningsministeren vil foreslå folkeskoleforligskredsen, at udvalgte fagudvalg bliver bedt om at overveje, om og hvordan rigsfællesskabet kan indgå i de nye fagplaner. 

Studieture på tværs af rigsfællesskabet

Fra i år bliver det muligt for unge fra Grønland og Færøerne at komme på studietur til et andet land i rigsfællesskabet. 

Siden 2019 har Børne- og Undervisningsministeriet haft en årlig rejsepulje til studieture til Færøerne og Grønland til elever på danske gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser og forberedende grunduddannelser (FGU). Fra 2026 er rejsepuljens formål justeret, så midlerne også kan gå til grønlandske og færøske klasser. Hvert land står selv for fordelingen af midler til egne uddannelsesinstitutioner.

Studieturene skal bidrage til at styrke elevernes kendskab til rigsfællesskabet, og eleverne lærer om blandt andet forskelle i klima, teknologi, historie, kultur og sprog. Der er afsat 3,3 mio. kr. varigt til rejsepuljen til studieture, og der afsættes yderligere 1 mio. kr. årligt til puljen fra 2026 og frem.

Andre initiativer, der skal styrke børn og unges kendskab til rigsfællesskabet

Der er derudover allerede aftalt følgende initiativer, der skal styrke børn og unges kendskab til rigsfællesskabet.

Flere muligheder for elever fra Grønland og Færøerne på skolehjem

Med Aftale om en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne fra maj 2025 er det aftalt, at alle institutioner skal opfordres til at holde skolehjem åbent i weekender efter behov. Aftalen er indgået, fordi der i dag ikke stilles krav til institutioner med skolehjem om at holde åbent i weekender, ferier eller på helligdage. Det kan skabe udfordringer for elever, der bor langt fra deres uddannelsessted fx for grønlandske og færøske elever.

Samtidig er det aftalt, at der afsættes et tilskud på 2,5 mio. kr. årligt fra 2026 og frem til skolehjem med elever fra Grønland og Færøerne med henblik på, at skolehjemmene kan holde åbent i ferier og helligdage i løbet af skoleåret.  

Sommerskole i Grønland for alle rigsfællesskabets tre lande

Den årlige sommerskole i Grønland for gymnasieelever vil i år være med deltagelse fra alle rigsfællesskabets lande. Hvert land i rigsfællesskabet deltager med 8-10 elever. Fra Danmark vil det være 2.g-elever, som går på en naturvidenskabelig studieretning i gymnasiet. På sommerskolen kan eleverne styrke deres naturvidenskabelige faglighed, samtidig med at de møder unge fra hele rigsfællesskabet og stifter bekendtskab med de forskellige kulturer på tværs af vores tre lande. 

Der er afsat 0,3 mio. kr. årligt til sommerskolen. Midlerne går til at dække udgifter til deltagere fra Danmark, herunder rejseudgifter samt kursusafgift og ophold i Grønland. Grønland og Færøerne bidrager tilsvarende med midler til egne elever. 

Stemmer fra rigsfællesskabet i litteraturkanon i gymnasiet

Den nye litteraturkanon i gymnasiet åbner for flere stemmer fra blandt andet rigsfællesskabet. Det betyder, at elever i gymnasiet kan stifte bekendtskab med nogle forfattere, som giver dem mulighed for at se Kongeriget Danmark fra forskellige perspektiver. 

Den nye litterære kanon forventes at træde i kraft den 1. august 2026, og vil derfor være gældende for den kommende 1.g-årgang fra skoleåret 2026/27. Derudover får gymnasierne over 100 mio. kr. til nye fysiske bøger i 2025 og 2026, som bl.a. kan bruges til indkøb af skønlitterære bøger til eksempelvis forfattere i den nye opdaterede litteraturkanon.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)