Nyt videnscenter skal hjælpe kommuner og skoler med at komme skolefravær til livs

Videnscenteret skal forebygge skolefravær og hjælpe kommuner og skoler med at få børn og unge tilbage i skole igen med afsæt i viden om, hvad der virker.

Lidt over en femtedel af eleverne i folkeskolen havde mere end 10 procent fravær i skoleåret 2024/25. Nu skal nyt videnscenter være Danmarks centrale faglige autoritet på skolefraværsområdet. Centret skal skabe overblik over dansk og international viden om, hvad der virker i forhold til at forebygge og nedbringe skolefravær. Derudover skal centret hjælpe kommuner med at omsætte eksisterende viden til konkret kommunal praksis til gavn for børn og unge med fraværsproblemer. 

Det bør bekymre os alle, når så mange folkeskoleelever har så højt fravær. Der skal sættes massivt ind for at vende udviklingen. Flere elever skal tilbage i skole, og færre familier skal bære byrden af ufrivilligt fravær. Med videnscenteret får vi et sted, hvor erfaringer samles og omsættes til konkrete løsninger. Derudover arbejder vi med en national handlingsplan for langvarigt fravær og er ved at forhandle nye regler for fravær og specialundervisning,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Alt for mange børn og unge står i dag uden for skolefællesskabet, og det har store konsekvenser – både menneskeligt og fagligt, både for børn og forældre. Med videnscenteret får kommuner og skoler et sted der samler og deler viden om de tiltag og løsninger, der faktisk virker og kan hjælpe de familier, der har problemer med skolefravær. Under finanslovsforhandlingerne insisterede Det Konservative Folkeparti på, at vi skulle styrke indsatsen mod ufrivilligt skolefravær. Videnscentret er et centralt element i den indsats. Derfor er vi selvfølgelig også stolte af, at planerne allerede nu bliver gjort konkrete, så vi hurtigst muligt, kan komme i gang. I Det Konservative Folkeparti er vi glade for, at det nationale videnscenter kan samle national og international viden om skolefravær, så det kan omsættes til praksis, der gør en forskel. Det er et afgørende første skridt, hvis fravær skal forebygges tidligt, og hvis flere børn skal hjælpes trygt tilbage i skole, og vi skal komme den stigende fraværskurve til livs”, siger ordfører Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Videnscenteret henvender sig primært til fagpersoner i kommuner, på grundskoler og i PPR samt til skoleledelser og -bestyrelser. Det er ambitionen, at centret skal i dialog med alle 98 kommuner og have særligt blik for de kommuner og skoler, som oplever størst udfordringer med skolefravær.

Om videnscenter mod fravær

Centret placeres i Holbæk, hvor Styrelsen for Undervisning og Kvalitet allerede har et stærkt vidensmiljø, som centret kan bygge videre på. Centret etableres pr. 1. marts 2026.

Udover et sekretariat etableres en referencegruppe med relevante eksperter og fagpersoner samt folkeskolens parter, ungdomsskoleforeningen, parter for de frie skoler m.fl. Der skal være et særligt fokus på inddragelse af børn og unge med erfaring med fravær. 

Der afsættes 6 millioner kroner årligt i perioden fra 2026-29 til videnscentret.

Andre initiativer og handlingsplan mod højt fravær

Regelændringer vedrørende inklusion og specialundervisning i folkeskolen fra ekspertgruppe

Folkeskoleforligskredsen har i november 2025 påbegyndt forhandlinger om at justere de lovgivningsmæssige rammer for fravær og specialundervisning i folkeskolen. Forhandlingerne sker på baggrund af anbefalinger fra en lovforberedende ekspertgruppe, som i juni 2025 præsenterede sine anbefalinger til nye regler om inklusion og specialundervisning. De foreslår konkrete ændringer, så flere elever kan udvikle sig og trives i almenundervisningen, mens færre visiteres til segregerede tilbud. Det kræver tidlige, målrettede indsatser og en bedre balance mellem den enkelte elev og fællesskabet.

Undersøgelse af langvarigt bekymrende fravær

Folkeskoleforligskredsen har igangsat en undersøgelse, der skal komme med en definition af langvarigt bekymrende fravær samt afdække omfanget af elever i langvarigt bekymrende fravær og karakteristika ved elevgruppen. Undersøgelsen skal samtidig pege på tiltag, der kan mindske langvarigt bekymrende fravær. 

National handlingsplan for børn og unge med langvarigt bekymrende skolefravær

Handlingsplanens del 1 blev offentliggjort i oktober 2025. Den anden del af handlingsplanen kommer i 2026. Regeringen og Det Konservative Folkeparti har med aftalen om finansloven for 2026 afsat 30 mio. kr. årligt i 2026-2029 til opfølgende initiativer i regi af handlingsplanen.

Forsøg med online-undervisning for at hjælpe børn med langvarigt bekymrende fravær tilbage i skolen

Kommunerne har gennem forsøg med onlineundervisning fået mulighed for at afprøve et nyt tilbud til at hjælpe elever med langvarigt bekymrende fravær tilbage i skole. Forsøget bliver gennemført fra primo 2025 til ultimo 2028 og er målrettet elever i grundskolen.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

     

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)

  • Børne- og Undervisningsministeriet

    Titel: Departementet

    Telefon: +45 33 92 50 00

     

    Åbningstider:
    Mandag-fredag kl. 9-14

Kontakt Kontor for Grundskoler