Hop til indhold

Nu træder den første af en lang række nye frihedsgrader i folkeskolen i kraft.

Per 1. januar 2025 er de 866 færdigheds- og vidensområder i Fælles Mål for alle folkeskolens fag og emner gået fra at være bindende til nu at være vejledende. Det indgik i Aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram som Regeringen indgik med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti i marts 2024.

Lempelsen er resultat af aftaleparternes ønske om at give folkeskolen større frihed her og nu frem mod ikrafttrædelsen af nye slankere og mere enkle læreplaner – folkeskolen fagplaner.

”Vi er ved at sortere godt og grundigt ud i de mange regler, der er i folkeskolen. Det er jeg glad for. Og med de her lempelser får lærerne mulighed for selv at vurdere, hvordan undervisningen bliver bedst mulig. Det giver mere frihed til at tilpasse læringen til den enkelte klasses behov”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

De lempede bindinger vil fremgå af Bekendtgørelsen for Fælles Mål og Bekendtgørelsen for Fælles Mål for børnehaveklassen. Børne- og Undervisningsministeriet vil samtidig gøre opmærksom på lempelsen på forsiden af faghæfter for alle folkeskolens fag.