Tilskud til privat pasning af børn

Forældre har ret til at vælge et tilskud til privat pasning i stedet for at benytte en plads i dagtilbud. Læs om reglerne for tilskud til privat pasning.

Kommunen skal tilbyde forældre økonomisk tilskud til privat pasning i stedet for at benytte en dagtilbudsplads. 

Tilskuddet gælder forældre med børn i alderen 24 uger og indtil barnets skolestart.

Betingelser for tilskud til privat pasning

Kommunen skal godkende pasningsaftalen, der indgås mellem forældrene og den private passer.

Det er også kommunen, der fastsætter rammerne for, i hvilket omfang der gives tilskud til privat pasning. 

Aldersgruppe

Kommunen kan beslutte, at tilskuddet kun gælder for en bestemt aldersgruppe. For eksempel kan kommunen vælge, at tilskuddet kun gives til børn i alderen et halvt år til 3 år, eller indtil barnet optages i børnehave. På den måde kan ordningen tilpasses de lokale behov. 

Børn under 24 uger

Kommunen kan beslutte at give tilskud til privat pasning til forældre med børn under 24 uger. 

Formålet er at skabe større fleksibilitet for forældrene, fx for selvstændige eller enlige forsørgere, der ønsker at genoptage arbejdet helt eller delvist, mens barnet bliver passet i hjemmet. 

Deltidsplads 

Kommunen kan beslutte, at der i kommunen skal kunne gives tilskud til deltidspasning, hvor pasningen udgør mindre end en fuldtidsplads. 

Kombinationstilbud

Tilskud til privat pasning erstatter som udgangspunkt en dagtilbudsplads. Kommunen kan beslutte, at forældre må kombinere en plads i dagtilbud med tilskud til privat pasning. 

Ansøgning om tilskud til privat pasning

Forældre skal ansøge kommunen om tilskud til privat pasning. 

Kommunen skal informere forældrene om:

  • Hvordan de ansøger.
  • Hvordan pasningsaftalen godkendes.

Når kommunen har godkendt aftalen, kan forældrene få udbetalt tilskuddet fra det tidspunkt, hvor de ønsker at benytte det.

Kommunen fastsætter tilskud til privat pasning 

Det er den enkelte kommune, der fastsætter, hvor stort tilskuddet til privat pasning skal være. Tilskuddet pr. barn skal være ens for alle børn i samme aldersgruppe og beregnes ud fra udgiften til et fuldtidstilbud. 

Hvis tilskuddet gives for deltidspasning, kan tilskuddet justeres forholdsmæssigt.

Dagtilbudsloven fastsætter både et minimum- og et maksimumbeløb for tilskud til privat pasning. Kommunen kan herefter fastsætte det præcise beløb inden for disse grænser. 

Kommunen kan også beslutte at fastsætte forskellige tilskud til forskellige aldersgrupper.

Kommunens minimumstilskud

Minimumstilskuddet afhænger af, hvilket dagtilbud der er det billigste i kommunen.

  • Hvis dagplejen er det billigste tilbud til aldersgruppen i kommunen, skal tilskuddet udgøre mindst 75 procent af den budgetterede nettodriftsudgift pr. plads – eksklusive udgifter til støtte, jf. dagtilbudslovens § 4, stk. 2.
  • Hvis en daginstitution til samme aldersgruppe i kommunen er det billigste tilbud, skal tilskuddet udgøre mindst 71 procent af den budgetterede nettodriftsudgift pr. plads – eksklusive udgifter til støttepædagog, jf. § 4, stk. 2.

Forskellen mellem de to procentsatser skyldes, at minimumstilskuddet til private pasningsordninger fastsættes med udgangspunkt i kommunens udgifter til de billigste dagtilbud i den relevante aldersgruppe. 

Kommunens maksimumstilskud

Kommunens tilskud må højst udgøre 75 procent af forældrenes dokumenterede udgifter til den private pasning. 

Tilskud gives til fuldtids- og deltidspasning

Tilskud til privat pasning gives til fuldtids-eller deltidspasning. 

Kommunen vurderer, om den indgåede aftale svarer til et fuldtids- eller et deltidstilbud i forbindelse med godkendelsen af den konkrete pasningsaftale. 

I vurderingen kan kommunen lægge vægt på, hvad der normalt betegnes som almindelig arbejdstid, omfang af ferie og det generelle pasningsbehov i kommunen. 

Tilskuddet kan ikke gradueres på timebasis, så det afspejler det konkrete antal timer i den private pasningsordning. Kommunen kan heller ikke stille krav om, at der kun gives tilskud til det faktiske antal timer, som barnet benytter i pasningsordningen. 

Ordningen kan derfor ikke tilrettelægges, så der sker fradrag i tilskud i forbindelse med, at barnet eller børnepasseren har fravær ved fx sygdom, ferie og fridage.

Hvornår kan tilskud udbetales? 

Tilskud til privat pasning kan gives fra det tidspunkt, hvor barnet har ret til en plads i et dagtilbud efter opholdskommunens retningslinjer for optagelse, og hvor pasningsaftalen mellem forældrene og dem private passer er godkendt af kommunen.  

Kommunens godkendelse skal sikre, at tilskuddet først udbetales, når kommunen har godkendt aftalen og de vilkår, som pasningen foregår under. 

Forældrene kan også vælge at få udbetalt tilskud for et barn, der allerede er optaget i et dagtilbud. I dette tilfælde, udbetales tilskud først, når barnet er udmeldt af dagtilbuddet.

Udbetaling af tilskud

Tilskuddet til privat pasning udbetales første gang i den måned, hvor den private pasning begynder, og sidste gang i den måned, hvor retten til tilskud ophører.

Kommunen beslutter, om tilskuddet skal udbetales forud eller bagud på månedlig basis. 

Kommunen skal samtidig fastsætte retningslinjer for administration og udbetaling af tilskuddet. 

Hvis pasningsaftalen mellem forældrene og børnepasseren ophører, og tilskuddet ikke bruges til at betale for pasningsordningen, skal for meget udbetalte tilskud tilbagebetales til kommunen af forældrene. 

Kommunen kan gøre tilbagebetalingskravet gældende efter bestemmelserne i dagtilbudslovens §§ 93 og 94. 

Kommunen kan også stoppe udbetalingen af tilskuddet, hvis forældrene ikke overholder den indgåede aftale.

Anvendelse af tilskuddet

Tilskuddet skal bruges til at dække udgifter til den private pasning. Udgifterne skal fremgå af pasningsaftalen. 

Tilskuddet kan eksempelvis dække:

  • Løn til børnepasseren.
  • Legeredskaber, møbler og udstyr til børnene.
  • IT-udstyr til børneaktiviteter.
  • Dagligvare som bleer og sæbe.

Ovennævnte eksempler er vejledende og derfor ikke udtømmende. 

Det er forældrene selv, der har ansvaret for at betale til den private pasningsordning.

Kommunen skal tilbyde administration

Kommunen skal tilbyde at administrere forældrenes opgave som arbejdsgiver i forhold til den private passer. Tilskuddet reduceres til gengæld med et beløb svarende til kommunens omkostningerne ved opgaven. 

Kommunens administration kan omfatte:

  • ATP
  • Feriegodtgørelse
  • Sygedagpenge og dagpenge ved barsel 
  • Lovpligtige forsikringsordninger. 

Kommunens administration omfatter ikke løn eller udbetaling af kommunens tilskud direkte til den private pasning.

Selvom kommunen varetager administrationen for forældrene, er det stadig forældrene, der er arbejdsgivere, og dermed ansvarlige for ansættelsesbevis og øvrige opgaver der hører med til ansvaret som arbejdsgiver. 

Kommunen kan beslutte at lade et privat firma varetage administrationen for forældrene.

Særlige forhold for privat pasning

Reglerne for betaling og tilskud i dagtilbud gælder ikke for tilskud til privat pasning. 

Forældre der modtager tilskud til privat pasning har dog ret til søskendetilskud. 

Klik på overskrifterne herunder for at læse om særlige forhold. 

Kontakt

  • Team Dagtilbud

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Område: Center for Dagtilbud og Folkeskole

     

    Har du brug for vejledning vedrørende tilskud eller en konkret sag i relation til et barn eller et dagtilbud, skal du kontakte din kommune. Det er også kommunen, der vejleder om regler for optagelse i kommunens dagtilbud, ansøgning om økonomisk fripladstilskud mv.

    Har du brug for vejledning om reglerne for økonomisk fripladstilskud generelt kan du kontakte Ankestyrelsen (ast.dk)

    Har du spørgsmål til dagtilbudslovgivningen generelt, kan du kontakte ministeriets juridiske vejledning telefonisk på +45 22 28 18 00.

    Telefonen er åben tirsdag klokken 9.00 -11.30.

    Du kan også sende spørgsmål på mail. Her er svartiden som udgangspunkt 14 dage.

    Send e-mail