Censorindberetning ved folkeskolens prøver

Hvis du som beskikket eller lokal censor konstaterer, at prøverne ikke er afholdt i overensstemmelse med gældende regler, skal du afgive en indberetning til den prøveafholdende skoles leder.

Som beskikket og lokal censor ved folkeskolens prøver er du forpligtet til at påse og medvirke til, at

  • prøverne er i overensstemmelse med mål og øvrige krav i reglerne for de pågældende fag
  • skolerne gennemfører prøverne i overensstemmelse med gældende regler
  • eleverne får en ensartet og retfærdig behandling
  • deres præstationer får en pålidelig bedømmelse.

Hvis du konstaterer, at disse krav ikke er opfyldt, eller hvis prøvens forløb får dig til at formode, at der har været mangler i den forudgående undervisning eller vejledning, skal du afgive en skriftlig indberetning til den prøveafholdende skoles leder.

Det er vigtigt at indberette forhold, der ikke er efter reglerne, da det er med til at forebygge fremtidige fejl og mangler og sikrer ens vilkår for eksaminander. 

Sådan indgiver du en censorindberetning

Du skal hurtigst muligt efter prøvens afslutning indgive en censorindberetning med de opmærksomhedspunkter, du har observeret fra prøven. Brug vores formular til at skrive indberetningen.

Du skal sende indberetningen til den prøveafholdende skoles leder.

Når den prøveafholdende skoles leder har modtaget indberetningen, skal lederen videresende indberetningen til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sammen en udtalelse på: stuk@stukuvm.dk. Lederen skal også sende sin udtalelse til dig, der indgav censorindberetningen.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet gør ikke yderligere ved indberetningen, hvis vi konstaterer, at der er enighed mellem den prøveafholdende skole og pågældende censor om indberetningens indhold og kritikpunkter.

Vi sender en tilbagemelding på censorindberetningen, hvis vi konstaterer, at der er uenighed mellem skolen og censor.

Formular til censorindberetning vedrørende folkeskolens prøver (docx) 

Regelgrundlag

Censors opgave fremgår af bekendtgørelsen om folkeskolens prøver § 52 (retsinformation.dk)

Reglerne for censorindberetninger vedrørende folkeskolens prøver fremgår af  bekendtgørelse om folkeskolens prøver § 52, stk. 4 og 5 (retsinformation.dk)

Kontakt

  • Kontor for Prøver, Eksamen og Test

    Titel: Folkeskolens prøver - Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 33 92 61 00

     

    Drejer din henvendelse sig om spørgsmål vedr. TOPAS, kan du finde informationer på siden for vejledning om TOPAS. Eventuelle udfordringer med TOPAS kommer ikke til at have indflydelse på elevernes mulighed for at gå til prøve.

    Du kan generelt søge information om prøveafholdelse og reglerne på området i prøvebekendtgørelsen (retsinformation.dk).

    Du kan kontakte os om generel vejledning om prøveafholdelse i folkeskolen. Behandling af konkrete sager er et kommunalt ansvarsområde.

    Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.