Sådan skal formodning om snyd håndteres ved folkeskolens prøver

Det er skolelederens ansvar at sikre, at eleverne kender reglerne om snyd. Ved formodning om snyd, skal skolelederen vurdere sagen og beslutte eventuelle konsekvenser.

Klæd eleverne på

Forud for prøveafholdelsen er det skolelederens ansvar, at eleverne kender reglerne og konsekvenserne af at snyde ved folkeskolens prøver. 

Det er bl.a. vigtigt, at eleverne orienteres grundigt om, hvilke hjælpemidler der er og ikke er tilladt ved prøverne.

Læs om information til elever ved folkeskolens prøver (uvm.dk)

Sådan skal snyd og formodninger om snyd håndteres

Opstår der før, under eller efter en prøve formodning om, at en elev har skaffet sig uretmæssig hjælp ved prøven, fx ved at benytte ikke-tilladte hjælpemidler, skal skolens leder undersøge sagen, træffe afgørelse herom og beslutte eventuelle konsekvenser. 

Sådan træffer skolelederen afgørelse om snyd

Ved formodning om snyd er det altid skolens leder, der skal undersøge forholdet, foretage en samlet vurdering af alle relevante oplysninger i sagen, og på den baggrund træffe en afgørelse. 

Det er skolelederens ansvar at sørge for, at sagen er tilstrækkeligt belyst, inden der træffes en afgørelse. Skolens leder kan med fordel inddrage elevens faglærer og dennes kendskab til eleven og elevens tidligere arbejde. 

Det er ikke et krav, at der skal være ubestridelige beviser for, at der er snydt, eller at eleven har indrømmet at have snydt, for at skolens leder kan træffe afgørelse om snyd. Hvis der er tegn på, at eleven har snydt, kan det være tilstrækkeligt grundlag for, at skolens leder kan bekræfte formodningen om snyd. Det kan fx være, hvis kvaliteten i besvarelsen af én af flere delprøver og resultatet heraf i udstrakt grad adskiller sig fra de øvrige delprøver, og/eller hvis elevens faglærer vurderer, at elevens faglige niveau i prøven afviger meget fra det sædvanlige niveau.

Hvis formodningen om snyd kan bekræftes

Hvis skolelederen vurderer, at formodningen om snyd kan bekræftes, og hvis elevens snyd har fået eller ville kunne få betydning for bedømmelsen af prøvebesvarelsen, kan skolens leder bortvise eleven fra prøven, beslutte, at prøvebesvarelsen bortfalder, og beslutte, at eventuelle karakterer bortfalder.

Hvis eleven bortvises

En elev, der bortvises fra en prøve, skal tilbydes at aflægge en ny prøve i det pågældende fag. Dog kan skolens leder træffe afgørelse om, at en elev, der ved gentagne lejligheder er blevet bortvist fra en prøve, ikke skal tilbydes en ny prøve i det pågældende fag. 

Regelgrundlag

En afgørelse om snyd skal følge forvaltningslovens regler. Det vil sige, at forvaltningslovens krav til partshøring, begrundelse og klagevejledning skal iagttages i forbindelse med en afgørelse.  

Kontakt

  • Kontor for Prøver, Eksamen og Test

    Titel: Folkeskolens prøver - Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 33 92 61 00

     

    Drejer din henvendelse sig om spørgsmål vedr. TOPAS, kan du finde informationer på siden for vejledning om TOPAS. Eventuelle udfordringer med TOPAS kommer ikke til at have indflydelse på elevernes mulighed for at gå til prøve.

    Du kan generelt søge information om prøveafholdelse og reglerne på området i prøvebekendtgørelsen (retsinformation.dk).

    Du kan kontakte os om generel vejledning om prøveafholdelse i folkeskolen. Behandling af konkrete sager er et kommunalt ansvarsområde.

    Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.