Prøver for elever i juniormesterlære

Læs om obligatoriske og frivillige prøver for elever i juniormesterlære og om krav til elever, som framelder sig juniormesterlæreordningen igen. 

Fra skoleåret 2025/2026 kan elever i 8. og 9. klasse vælge at komme i juniormesterlære. Elever i juniormesterlære skal aflægge færre prøver for at afslutte folkeskolen.

Elever i juniormesterlære skal tilmeldes prøverne, afholde prøverne og bedømmes på samme vilkår som deres klassekammerater efter de generelle regler om prøverne på 8. klassetrin og 9.-klasseprøverne.

Beståkrav til folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære

Elever, der vælger at komme i juniormesterlære, består folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære i 9. klasse hvis de:

  • opnår et karaktergennemsnit på mindst 2 i henholdsvis dansk og matematik i de bundne prøver (mundtlig dansk, skriftlig dansk og skriftlig matematik)
  • gennemfører en afsluttende evalueringssamtale om juniormesterlæreforløbet.

Folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære giver adgang til alle erhvervsuddannelserne undtagen eux.

Obligatoriske prøver for elever i juniormesterlære

Når elever i juniormesterlære afslutter undervisningen i 9. klasse, skal de aflægge prøve i:

  • Mundtlig dansk
  • Skriftlig dansk (læsning, retskrivning og skriftlig fremstilling)
  • Skriftlig matematik (uden hjælpemidler og med hjælpemidler)

Elever i juniormesterlære kan vælge at aflægge frivillige prøver

Hvis elever i juniormesterlære ønsker at aflægge flere prøver end de obligatoriske prøver i dansk og matematik, kan de indstille sig til frivillige prøver i et eller flere af de øvrige prøvefag ved afslutningen af undervisningen i 8. eller 9. klasse.

Det kræver, at skolelederen vurderer, at eleven har fulgt undervisningen i et omfang, så prøvekravene kan opfyldes.

Frivillige prøver fremgår på elevens bevis, men tæller ikke med i elevernes gennemsnit. 

Skolen skal tilmelde elever i juniormesterlære til prøverne i TOPAS

Skolen skal tilmelde elever i juniormesterlære til folkeskolens prøver i TOPAS ligesom øvrige elever.

Til sommerterminen er alle elever som udgangspunkt tilmeldt alle klassens prøver i TOPAS. Skolen skal derfor framelde elever i juniormesterlære fra de prøver, som de ikke skal aflægge.

Skolen skal udstede beviser for elever i juniormesterlære

Skolen skal udstede beviser til elever i juniormesterlære. Det gælder uanset, om eleven består eller ej.

Indberetning af karakterer og evalueringssamtale for elever i juniormesterlære

Skolen skal indberette prøvekarakterer og oplysninger om den afsluttende evalueringssamtale for elever i juniormesterlære sammen med øvrige karakterer fra folkeskolen.

Prøvekrav til elever, der framelder sig juniormesterlæreordningen

En elev kan fortryde sit valg af juniormesterlære. I så fald gælder de almindelige regler i folkeskolen: Eleven skal tilbydes undervisning med henblik på at bestå folkeskolens afgangseksamen, medmindre der er grundlag for at fritage eleven fra fag eller prøver.

Det vil være en forudsætning, at eleven har modtaget undervisning i fagene i et omfang, så prøvekravene kan opfyldes. Det gælder både for den praktiske/musiske valgfagsprøve i 8. klasse og de 9. klasseprøver, som indgår i folkeskolens afgangseksamen.

Skolen skal derfor foretage en individuel og konkret vurdering af, om eleven skal tilbydes supplerende undervisning eller gå et klassetrin om for at kunne nå at opfylde prøvekravene, inden eleven afslutter 9. klasse.